af Anine Fuglesang

For første gang i talentkonkurrencen Band Battle’s 25 år lange historie var der stemmelighed i kategorien Årets Nordjyske Songwriter.

Den nordjyske talentkonkurrence Band Battle blev afholdt lørdag på Skråen i Aalborg. (Foto: Pressefoto)

Den nordjyske talentkonkurrence Band Battle kan i år fejre 25 års jubilæum, og det blev fejret i lørdags, hvor finalen i den populære konkurrence blev afviklet på Skråen i Aalborg. Til lørdagens event uddelte et dommerpanel bestående af 20 musikbranchefolk priser til både musikere og sangskrivere.

Bandet Merula-Band løb med prisen som Årets Nordjyske Band foran kategoriens fem andre finalister Myxil, Sir Magareth, Salvia, Stigma og Why Do We Yarn.

For første gang i Band Battle’s historie gik prisen som Årets Nordjyske Songwriter til hele to navne på grund af stemmelighed. De to vindere var What a Month og Ginne Marker, der vandt over Benjamin Lynnerup og Blue North.

God motivation

What a Month er et kun tre måneder gammelt projekt startet af den 20-årige August Sawmann Nygaard, der er forsanger og spiller synthesizers. Han fortæller henrykt om finalen lørdag:

Det er svært at forstå, at det er gået så hurtigt for projektet, som endnu er så nyt. Men det har givet mig en stor lyst til at fortsætte, og det er super spændende, hvad der nu skal ske. Og det har været virkelig motiverende at være med i konkurrencen, for det har betydet, at vi skulle arbejdere hurtigere, end vi ellers ville have gjort.

 

Da What a Month stod på scenen lørdag var det som kvartet, men August Sawmann Nygaard har planer om at flytte til København i den kommende fremtid, og det vil byde på nye samarbejder i bandet, fortæller han.

Når August Sawmann Nygaard selv skal spå om, hvorfor netop What a Month er blandt vinderne, lyder det:

Jeg tror, at vi har ramt noget, der er forholdsvist originalt og ikke hørt før, men samtidig populært. Vi rammer ned i en tendens, men byder stadig på noget nyt og spændende.

 

Weekendseminar med coach

Vinderne af DMF’s banddoktorpris går til bandet Myxil, der modtager 5.000 kroner. Pengene går til en bandcoach udvalgt i samarbejde med DMF Aalborg og ud fra et ønske fra bandets side om at arbejde med et af deres forbilleder. Prisen tildeles et band med potentiale, men ikke nødvendigvis det vindende band.

DMF’s Hanne Elkær, der sidder med i dommerpanelet siger om vinderbandet:

Myxils mange musikalske stilarter vækker den ene association efter den anden til live hos et publikum hvis smil, blot bliver bredere og bredere.

 

Som en ekstra gevinst for de deltagende finalister, var der i anledningen af Band Battle’s 25 års jubilæum TV-optagelse på under hele finalen. Men det er ikke noget, August Sawman Nygaard tænkte specielt over, da han først stod på scenen.

Vi var virkelig nervøse i forvejen, så da vi først stod i vores egen boble på scenen, betød det ikke så meget. Men her bagefter er det fedt at have noget at vise frem.

 

Som en del af præmien vinder What a Month, der ifølge August Sawmann Nygaard spiller indie electronica med et tvist af house, en række tarifbetalte jobs på Skråen i den kommende tid.  

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.