Tempi søger lige nu support-act til koncert med Seun Kuti i VEGA. Er det dig?

Seun Kuti og genreorganisationen Tempi søger dansk support-act til koncert i VEGA. (Foto: Johann Sauty)

Den nigerianske musiker Seun Kuti gæster til oktober VEGA. Her kan han opleves med det legendariske band Egypt 80, der oprindeligt blev startet af hans far, den verdenskendte afrobeatstjerne Fela Kuti. Bandet satte i 1970’erne Lagos på det musikalske verdenskort med deres helt særlige blanding af dansable sange og potente politiske budskaber.

Nu får en dansk artist eller band mulighed for at starte festen, når han spiller i København den 31. oktober.

Kuti vælger selv dansk artist

I samarbejde med Seun Kuti og VEGA har den danske roots-genreorganisation Tempi nemlig fået en unik mulighed for at præsentere et dansk navn som opvarmning til koncerten i København.

Tempi sender de mest egnede ansøgninger videre til Seun Kuti, og han vælger selv det endelige navn. Ansøgningen skal derfor sendes på engelsk.

Der er åbent for ansøgninger nu, og hvis du mener, at du/I er det helt rigtige til at varme op for Seun Kuti & Egypt 80, kan du ansøge her inden den 31. august kl. 12.00 (ansøgningen skrives på engelsk).

Flotte anmeldelser

Da Seun Kuti optrådte på Roskilde Festival i 2017, kvitterede anmelderne med femstjernede anmeldelser for den glædesskabende musik og de insisterende trommer, legende blæsere og hurtige melodiske guitarriffs.

Koncerten foregår d. 31. oktober 2018 i Store VEGA, og support-jobbet er betalt.

Ansøg her 


https://tempi.nu/support-for-seun-kuti/

 

 

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.