af Karen Bendix

Med enkle midler og gode idéer kan musik, der ikke er helt nem at gå til, formidles legende let. Det kunne man opleve på Rued Langgaard Festival i Ribe.

Sønderjyllands Symfoniorkester og solister efter storslået koncert i Ribe Domkirke under Rued Langgaard Festival.

Ribes smalle gader er fyldt til bristepunktet med mennesker. Der er Rued Langgaard Festival, MG-sportsvognstræf og vinfestival i byen, hvor det sidste nok er det, der har fået folk til at valfarte til den gamle middelalderhovedstad. De står med glas i hånden, højtrøstede og snuser, gurgler, lufter og sluger Rhoner, Zinfandel’er og Chianti’er, og man må kæmpe sig igennem vingaden for at nå til musikken og stilheden i domkirken.

Se video, hvor SMUK spiller åbningsfanfare ved Domkirken

Hele paletten

Ribe Domkirke lagde i weekenden rum til Rued Langgaards og Richard Strauss’ musik. Ikke de letteste komponister at give sig i kast med. Men musik, der emmer af åndelighed og storhed, hvilket Ribe Domkirkes rum lægger gode rammer for.

Festivalen lægger op til indlevelse, og lysten til at lære mere om den musik, festivalen byder på. Både musikerne og publikum bliver guidet igennem musikken, værkerne og komponisternes liv, og kommer til at kende, forstå deres samtid og liv gennem fortællinger før og under koncerterne, filmforvisning, foredrag, lyssætning, tekster og billeder, der projiceres mens musikken spiller. Og musikalsk var der noget for enhver smag – fra kor og Slesvigske Musikkorps over kammermusik og orgelmusik til lydkunst og symfoniorkester. Hele paletten på fire dage.  

Formidling for folket

Selv om musikken ikke er den nemmeste at gå til, blev publikum og musikere guidet ind i det univers Langgaard skrev i. For hver koncert, film eller foredrag præsenterede den kunstneriske leder af Langgaard Festivalen Esben Tange musikken gennem tekster, billeder og fortællinger. Ved de store koncerter - som Vaarbrud og slutscenen i Strauss’ Salome med Sønderjyllands Symfoniorkester, eller det to en halv times langt orgelværk Messis spillet af Flemming Friis og det nykomponerede værk Solamok af lydkunstneren Jacob Kirkegaard med slagtøjsgruppen SCENATET - blev vi ført gennem tanker, tidsbilleder og fortællinger, og videre ind i musikken. Også kammermusikken fik samme formidlings-treat - fx Parce Nobis, Jesu med violinisten Johannes Søe Hansen og pianisten Christine Bjørkøe og de to komponisters lieder med sangerinden Denise Beck og pianist Berit Johansen Tange.  

Se video med prøve på Jacob Kirkegaards 'Solámok' i Ribe Domkirke

Se video med lydkunstneren/komponisten Jacob Kirkegaard om barndommens forhold til Langgaards musik.

Sønderjyllands Symfoniorkester med Thomas Dausgaard spillede Vaarbrud af Rued Langgaard og sidste afsnit af Strauss Salome med lys, billedprojiceringer og forhistorie. (foto Birgit Tengberg)

Dansk musiklivs grimme ælling

Historien om Rued Der er efterhånden lavet og skrevet en del om Rued Langgaard – den grimme ælling i dansk musikliv, der aldrig blev anerkendt af samtid. Det musikalske geni, der voksede op i et meget kristent hjem af to musikerforældre, som anså ham for at være en nærmest musikalsk Messias.

De hev ham som 14-årig ud af konservatoriet og væk fra Carl Nielsen, der underviste ham. Med hjemmeundervisningen fik de printet den kristne åndelighed ind i den unge mand, både som komponist og musiker. En kristen åndelighed, som skulle formidles gennem hans musik og musikalske talent. Og projektet lykkedes.

Men det etablerede københavnske musikmiljø og kritikerne brød sig ikke om hans musik. Og i kirkerne ville man ikke ansætte ham som organist på trods af hans lysende talent. 

Langgaards Ribe

Det eneste sted han kunne få ansættelse var så langt vestpå som i Ribe Domkirke.  Og heller ikke her blev han accepteret. Han var aparte med langt hår, fistelstemme, for korte bukser og en lang næse, der stak ud under en lærredshat. Til gudstjenesterne var der klager over hans orgelspil, fordi han spillede ud fra tekstens åndelige symboler, så det var nærmest umuligt at synge med på som menighed.

Hans musik var nytænkende, i et anderledes tonesprog, som man i Tyskland anså for enestående, men i Danmark ikke kunne forstå eller rumme.

Han blev mere og mere indelukket, stoppede med at komponere, og vandrede alene rundt om natten i Ribes smalle brostensbelagte gader. Hans største ønske var at komme hjem til København og få spillet sin musik i Marmorkirken, hvor han mente hans musik hørte til. Men det kom han aldrig. Han døde i Ribe i 1952, og nåede aldrig den anerkendelse han fortjente.  

Historien om hans person og musik kan man se i afgangsfilmen ”Rued Langgaard” fra 1986 af Peter Aalbæk, Erik Zapon og Anker Li i Videoteket i København.  

Se video med medlemmer af Esbjerg Ensemblet med et uddrag af Langgaards 'Bortkørende tog' på Domkirkepladsen

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.