af Birgitte Theresia Henriksen

Nye tal fra IFPI viser, at musikselskaberne vækster med 1,8 % i 2014 i forhold til 2013, som er den højeste omsætning siden 2010. Det kommer primært ”top 50-musikere” til gode.

Mere forskellig musiklytning og adgang til store bagkataloger på streamingtjenesterne betyder, at flere musikere skal dele samme kage.

Væksten skyldes en øget omsætning fra streamingtjenesterne, der står for 58,5 % af det samlede marked for salg af indspillet musik. Tendensen er, at danskerne lytter til mere forskellig musik end tidligere.

Hitlistemusik fylder knap 16 % af omsætningen på streaming, hvor fx Top 50 i 2000 stod for over halvdelen af omsætningen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at musikerne får flere penge, forklarer Mikael Højris, brancherådgiver i Dansk Musiker Forbund.

”Hvis man som dansker ikke når op blandt de 50 mest afspillede, er det ret ligegyldigt. Det nytter ikke at juble over, at man ligger som nummer 69, hvis det kun giver en penge til en liter mælk,” siger Mikael Højris til dagens Politiken.

 

Større andel af musikernes indtægter til musikselskaberne

Mikael Højris understreger, at den nye musikøkonomi fører til, at de største stjerner kan tjene penge på streaming og fx reklamer, mens kunstnere i mellemlaget ikke kan tjene penge på nogen af delene.

For når danskerne lytter til mere forskellig musik end tidligere, og musikbrugerne samtidig har adgang til store bagkataloger på streamingtjenesterne, betyder det, at mange flere skal deles om den samme kage.

”Ingen tvivl om at også de mindre pladeselskaber tjener færre penge,” siger Mikael Højris.

 

Han forklarer, at en af de konsekvenser dette har for musikerne - og i øvrigt også for komponisterne - er, at musikselskaberne i stigende grad vil ind og have betydelige andele af musikernes koncertindtægter og af komponisternes Koda-indtægter, hvilket yderligere udhuler musikernes indtægtsmuligheder.


IFPI’s årsskrift i overskrifter

Musikselskaberne i 2014 omsatte for 437 mio. kr. Væksten skyldes en øget omsætning fra streamingtjenesterne, der står for 58,5 % af det samlede marked for salg af indspillet musik, og indtægterne fra tjenester som Spotify, WiMP, Play og Deezer er vokset med 50,5 % på et år.

Den samlede vækst sker på trods af en nedgang i salget af både cd’er og downloads. Omsætningen fra cd-salg faldt i 2014 med 26,7 % og står nu for blot 23,8 % af den samlede omsætning. Samtidig faldt download med hele 36,1 % og udgør blot 15,8 % af markedet. Vinyl oplever derimod en vækst på 27,9 % og udgør nu 1,7 % af indtægterne fra indspillet musik.


Læs IFPI’s årsskrift ’Musikselskaber 2014’ her

LÆS OGSÅ: Streaming æder sig ind på download

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.