af Anine Fuglesang

Den verdenskendte musiktjeneste Tidal er blevet politianmeldt i Norge efter anklager om fusk med lyttertal. Koda går nu ind i sagen.

Den norskudviklede streamingtjeneste Tidal er blevet politianmeldt af organisationen Tono, der i Norge forvalter rettigheder i musikverdenen, for at have fusket med deres lyttertal.

Tidal skal efter sigende have fået det til at se ud, som om sange fra Beyoncé og Kanye West, der desuden begge er medejere af Tidal, er mere populære, end hvad tilfældet rent faktisk er. Det skriver den norske avis Dagens Næringsliv. Det betyder, at de to verdensstjerner kan have fået flere penge udbetalt, end de skulle.

Der er ifølge avisen tale om en manipulation, der får det til at se ud som om, at sange fra de to kunstnere er blevet lyttet til mere end 320 millioner gange ekstra. Der er tale om Beyoncés album ’Lemonade’ og Kanye Wests album ’The Life of Pablo’.

De norske journalister har fra en kilde fået overleveret afspilningslogs fra tjenesten, som skal være analyseret af forskere fra Norges tekniske og naturvidenskabelige universitet. De har afdækket et systematisk mønster, hvor brugerne lytter til Beyoncé og Kanye West på ganske bestemte klokkeslæt hver dag; et mønster, som de berørte brugere, avisen har været i kontakt med, ikke kan genkende.

Den norske avis skriver, at 1,7 millioner Tidal-brugere på verdensplan kan være blevet berørt.

Koda går ind i sagen

Med den mulige manipulation kan Tidal have kostet danske musikere penge. For at komme til bunds i sagen, har Koda nu valgt at iværksætte en uvildig revision af Tidals data. Det skriver Koda på deres hjemmeside.

Der er tale om den såkaldte revisionsklausul i Kodas kontrakt med Tidal, som organisationen nu aktiverer.

Hos Tidal, som ejes af Beyoncés mand Jay-Z, der købte firmaet i 2015 for 56 mio. dollars, svarende til 387 mio. kroner, benægter man at have manipuleret med tallene. De hævder, at dataene er blevet stjålet og misbrugt.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.