af Astrid Bigoni

Den svenske streaminggigant Spotify blev kort før nytår sagsøgt for 1 mia. kr. ved en domstol i Californien. Spotify skal have overtrådt ophavsrettigheder og undladt at betale kunstnere.

Det er ved en domstol i Californien, at den svenske streaminggigant er blevet sagsøgt for 150 mio. dollars. (Foto: Morten Fischer)

Spotify blev kort før nytår sagsøgt for 150 mio. dollars, svarende til 1 mia. kr., for at have overtrådt ophavsrettigheder og undladt at betale kunstnere i USA.

Det er den amerikanske musiker og rettighedsforkæmper David Lowery, der har rejst sagen, skriver Mediawatch. Han anklager Spotify for bevidst at have distribueret musik til tjenestens mere end 75 millioner brugere uden samtidig at have betalt rettighedshaverne.

Sagsanlægget kommer samtidig med, at Spotify forhandler med amerikanske National Music Publishers Association om streamingtjenestens påståede brug af musik, der ikke har haft de korrekte rettigheder, og uden at betale rettighedshavere for brugen.

”Vi er engagerede i at betale sangskrivere og udgivere hver en øre. Desværre er de nødvendige informationer til at bekræfte de rette ophavshavere ofte manglende, forkerte eller mangelfulde, især i USA,” siger Jonathan Prince, talsmand for Spotify, i en pressemeddelelse.

 

Ifølge The New York Times fjernede Spotify tusindvis af sange fra det uafhængige punk og metal pladeselskab Victory Records i oktober, efter at pladeselskabet havde klaget over, at Spotify ikke betalte for millioner af afspilninger. Spotify svarede, at de ikke havde de fornødne data til at løse problemet, men det afviste både pladeselskab og Audiam, et selskab, der på pladeselskabets vegne har undersøgt royalty rapporter fra Spotify.

Annonce:

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.