af Martin Blom Hansen

Streamingtjenesten Spotify omsatte i 2012 for dobbelt så meget som året før, og antallet af brugere er steget voldsomt. Men de kører fortsat med massivt stort underskud.

Spotify

Spotify vokser og vokser og taber samtidig penge. Det amerikanske webmagasin Techcrunch reflekterer over sagen: Kan en lavere afregning til rettighedshaverne skabe overskud og dermed levedygtighed hos Spotify på sigt? Eller krammer musikindustrien Spotify så kærligt hårdt, at de kvæler kammeraten?

Spotify vokser med eksplosiv hast. Men pengene fosser ud af kassen. Nyhedstjenesten Reuters fortæller, at Spotify ifølge det netop offentliggjorte regnskab omsatte for 435 mio. euro i 2012.Der er mere end en fordobling i forhold til 2011, hvor omsætningen var på 190 mio. euro.

Store tab

Men samtidig må den svenskbaserede streamingvirksomhed se millionerne rulle ud af bundlinjen. Nettotabet for virksomheden er vokset fra 45,4 mio. euro i 2011 til 58,7 mio. euro i 2012. De tjener med andre ord ingen penge endnu, men har øjnene rettet mod væksten.

Udvider konstant

Spotify har ekspanderet voldsomt på nye markeder, og det koster. Samtidig er Spotify inde i en blodig kamp med andre mastodonter på streamingmarkedet, Napster, Google og Apple. Tidligere på sommeren udtalte Spotifys europæiske chef, Jonathan Forster, til DR Kultur, at Spotify tror, de kan tjene penge på deres model på lang sigt, men at de lige nu er fokuseret på at vokse. Antallet af brugere er omkring 24 millioner i de 28 lande, hvor Spotify nu er til stede. Anslået er mellem fem og seks millioner betalende abonnenter, resten benytter den gratis reklamefinansierede model.

Hvordan bliver det rentabelt?

Er Spotify rentabelt – også på sigt?, spørger det amerikanske webmagasin Techcrunch i deres omtale af de aktuelle regnskabstal fra streamingtjenesten. Og giver et bud på et svar: Spotify betaler omkring 70 procent af indtægterne til rettighedshaverne. Den amerikanske webradiogigant Pandora betaler 66 procent, og begge virksomheder taber penge i øjeblikket.

Den indlysende måde at skabe fortjeneste er at betale mindre til rettighedshaverne. Techcrunch skriver ganske rammende, at lige nu omfavner musikindustrien og musikselskaberne Spotify. Men krammer de så hårdt, at de kvæler deres nye venner?

De stores klub

Hvem nyder godt af penge fra Spotify så? Ikke de mange knap så kendte kunstnere, som i sommerens løb fik en hjælpende hånd fra en stjerne. Thom Yorke fra Radiohead krammer ikke Spotify. En af sommerens historier fra streamingverdenen er, at Yorke har trukket sin musik fra Spotify, fordi han mener, at Spotifys betalingsmodel tilgodeser de store kommercielle navne og ødelægger mulighederne for nye og mere ukendte kunstnere.

En ikke ukendt debat herhjemme – senest på tapetet ved to interne medlemsmøder hos Koda i juni i år. Mikael Højris, konsulent i DMF, udtalte sig blandt andet til Jyllands-Posten om sagen i en artikel midt i juli. Han påpegede, at afregningsmodellen hos Spotify gør det stort set umuligt for upcomingbands at tjene andet end håndører på deres streamingudgivelser. MUSIKEREN vender tilbage til emnet i næste udgave af bladet.


Læs mere:

 

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.