af Martin Blom Hansen

Branchefolk har gode muligheder for at blive klogere på streaming, når SPOT Festivalen åbner dørene for debatter og seminarer lørdag 2. maj.

SPOT Festivalen sætter naturligvis fokus på streaming, og det sker med et omfattende seminarprogram lørdag 2. maj.

Emnet er hot, for det handler om fremtiden for musikere, sangskrivere, pladeselskaber og den øvrige musikbranche. SPOT Festivalen sætter naturligvis fokus på streaming, og det sker med et omfattende seminarprogram lørdag 2. maj.

Festivalen har også de tidligere år haft streaming på programmet, men i år får den en ekstra tand. Med god grund, for streamingrevolutionen buldrer af sted på flere fronter i øjeblikket.

To forskere på podiet

De morgenfriske kan møde ind lørdag kl. 10 og møde to eksperter i streaming, nemlig Daniel Nordgård, ph.d. og associate professor ved Universitetet i Agder i Norge og Rasmus Rex Pedersen, ph.d., der også er forsker på Rytmisk Musikkonservatorium og Roskilde Universitet. Som uafhængige forskere er de centrale skikkelser i debatten.

MUSIKEREN bragte i februar artiklen ”Streaming og den omvendte Robin Hood” med interview med de to forskere.

Oplæg fra branchefolk

Senere på dagen er der oplæg fra blandt andre Lasse Lindholm, IFPI, Niels Mosumgaard, formand for Kodas bestyrelse, Helienne Lindvall, sangskriver samt skribent for The Guardian, Crispin Hunt, sangskriver og formand for Featured Artist  Coalition, Jake Beaumont-Nesbitt fra The International Music Managers Forum og Lennart Lajboschitz, grundlægger af butikskæden Tiger.

Vær klædt på

Forud for streaming-arrangementerne kan man læse interview med Rasmus Rex Pedersen og branchemand Jakob Sørensen (tidl. Copenhagen Records) på SPOT+ websitet. Læs også tidligere artikler her på musikeren.dk: ”Streaming: På med ja-hatten eller nejhatten?” – en omfattende guide til streaming og den digitale virkelighed.

Samt ”Jay-Z skyder med skarpt mod gratis musik” om den nye tjeneste Tidal, ”Så lidt får du i Kodapenge fra YouTube”, ”Nye pirater i farvandet” og ”Top 50 tjener i den nye musikøkonomi”. Se links nedenfor.

Gratis til debat

Der er nok at tage fat på. Gratisprincippet er oppe at vende i øjeblikket, og debatten fik liv, da Jay-Z og en stribe andre stjerner for nyligt lancerede tjenesten Tidal som en protest imod freemium på andre musikstreamingtjenester.

En anden flanke er piraterne, for er gratistjenester et værn mod pirattjenester, eller er det bare at flytte problemet over på en ny platform, hvor de færreste musikere og skabere får noget ud af det? Et tredje element er YouTube og Facebook, hvor musik fylder ekstremt meget, men hvor vederlag til musikkens skabere er i nano-størrelse.

Skal kunstnerne have betaling?

Koda har netop offentliggjort deres årsberetning for 2014. Lige som de tidligere år har de via analysevirksomheden YouGov spurgt danskerne om deres medie- og musikvaner. Blandt andet hvor meget man som musikforbruger lægger vægt på, at musikkens skabere får betaling for deres arbejde.

Blot 11 procent mener, at det er vigtigt. I 2013 var samme tal 16 procent, og i 2012 var det 13 procent. Ikke opløftende nyheder for musikerne. Til gengæld viser undersøgelsen, at lidt flere er villige til at betale for adgang til musik. I 2011 lagde 55 procent vægt på, at musikken var gratis. I 2014 er det faldet til 45 procent.

Se mere om SPOT+ og streaming
SPOT+ - interviews med Rasmus Rex Pedersen og Jakob Sørensen


Læs relevante artikler på musikeren.dk:

Streaming og den omvendte Robin Hood

Streaming: På med ja-hatten eller nej-hatten?

Jay-Z skyder med skarpt mod gratis musik

Så lidt får du i Kodapenge fra YouTube

Nye pirater i farvandet

Top 50 tjener i den nye musikøkonomi

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.