af Anine Fuglesang

SPOT Festival byder igen i år på en lang række showcasekoncerter og spændende paneldebatter.

Kalenderen viser maj, og det er dermed tid til årets SPOT Festival. Danmarks største branchefestival, der i år løber af stablen en uge senere end sidste år, nemlig d. 10.-13. maj i hjertet af Aarhus, er altid garant for nye musikalske oplevelser, spændende paneldebatter og summende netværksmøder i solen eller baren. 

SPOT+, der er det nordiske mødested for den danske og internationale musikindustri, byder også i år på en lang række spændende seminarer, talks og debatter. Hør blandt andet om de nye arrangører, når Dansk Live inviterer til debat om nutidens og fremtidens vilkår for nye arrangører i branchens vækstlag.

Med tiltaget Meet The Talent søger SPOT+ at koble musikere sammen med danske branchefolk for forhåbentligt at åbne nye døre for de danske talenter. Under overskriften Let’s Talk Radio bliver forbruget af musik på streamingtjenester og YouTube debatteret, for hvad betyder denne udvikling for radioens fremtidige rolle?

Læs meget mere om programmet på SPOT+ her

Unge talenter

Vanen tro byder SPOT Festival på en lang række showcasekoncerter med danske og nordiske talenter. Af danske musikere, der skal prøve kræfter med branchefestivalens spotlys, er blandt andre Jada, BAEST, Barselona, IKI, Moody, MØL, Nelson Can og Ida Kudo.

Ønsker man at opleve den danske talentmasse er der også rig mulighed for dette, når 12 håndplukkede navne dyster om at gå videre til finalen i talentforløbet KarriereKanonen. 1.529 navne fra det danske vækstlag har indsendt musik til KarriereKanonen og efter grundige gennemlytninger er valget faldet på de 12 navne Dusin, More Blessings, Jytte, L.T. Valentin, Maxius, Shoko, Elo, Tobias Albert, Ravi Kumar, Aufori, Solydz og Fravær.

På SPOT bliver de 12 optrædende reduceret til otte finalister, der alle skal kæmpe om at gå i fodsporene på tidligere vindere som Marie Key, The Minds of 99 og The Eclectic Moniker.

Sidste år var duoen Sherpa blandt de tre vindere, der blev fundet på Smukfest. De fortæller her om deres forløb sidste år, og hvordan det siden er gået dem og kommer med gode råd til deltagerne i år.

Gode råd fra Bisse

Et altoverskyggende tema på SPOT Festival er netværk. For musikere såvel som branchefolk handler det om at mødes, mærke kemien og etablere fremtidige samarbejder.

Men ifølge musiker Thorbjørn Radisch Bredkjær, bedre kendt som Bisse, der i år skal spille på SPOT for tredje gang, er det vigtigt, at man gør sig nogle tanker, inden man tager til branchefestival. Hvem er det, man vil møde? Hvis man ønsker at spille i udlandet, hvilke lande er der så tale om? Og hvor er man i karrieren netop nu?

Læs her hvilke råd Bisse har til nye talenter, der skal spille på dette års SPOT Festival.

Læs mere om SPOT Festival

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.