af Anine Fuglesang

Spillestedet Forbrændingen vil gøre op med kønsubalancen i musikbranchen og har derfor kun kvinder på plakaten i 2019. På tide, mener musiker Nikoline.

Det er på tide, at nogen forsøger at ruske op i status quo, lyder det fra Nikoline, der er blandt de kvinder, der skal optræde på Forbrændingen i 2019 (Foto: Simon Caspersen/Büro Jantzen).

Kønsubalancen på den rytmiske scene har i flere år været til debat. En rapport fra 2012, som Dansk Musiker Forbund blandt andet stod bag, konkluderede, at der med en favør på 80/20 procent til mænd fortsat er for få kvinder i musikbranchen, særligt når vi taler rytmisk musik.

Men det forsøger spillestedet Forbrændingen i Albertslund nu at gøre noget ved. I går kom det nemlig frem, at de i 2019 udelukkende har kvindelige navne på plakaten.

I en pressemeddelelse lyder det fra spillestedets kunstneriske leder Jeppe Skjold:

Der er en ubalance i kønsfordelingen på de danske live-scener – det er åbenlyst. Det her er vores bidrag til en kvalificeret debat om emnet. Vi booker et helt år med kvinder for at vise, at der er masser af dygtige og relevante kvindelige acts derude, fordelt på mange genrer og stilarter. Nok til at udfylde et helt årsprogram og mere til.

 

Musik i fokus, ikke køn

Nikoline, Mathilde Falch, Katinka og Kathrine Windfeld Big Band er nogle af de navne, der allerede står på plakaten. Mathilde Falch glæder sig til koncerten, men ønsker som mange af sine kolleger også, at det er musikken, der er i fokus – ikke deres køn.

Mathilde Falch udtaler følgende til Dansk Musiker Forbund:

Jeg foretrækker at være på plakaten uden at mit køn eller andet udover min musik er i fokus. Det har heldigvis været muligt i de 10 år, jeg har turneret med min musik. Jeg viser ugentligt, at man som kvinde sagtens kan være musiker og have publikum og jobs i kalenderen. Nu glæder jeg mig til at tage på tour med min dygtige kollega Signe Svendsen i december.

 

På scenen på Forbrændingen vil der dog også være mænd i 2019, da navne som blandt andre Mathilde Falch og Katinka har mandlige musikere i deres band.

Tiltrængt at nogen rusker op

Normalt ønsker Nikoline heller ikke, at det er kønnet fremfor musikken, men synes samtidig, at det er tiltrængt, at der er nogen, der forsøger at ruske op i status quo, fortæller hun her til Dansk Musiker Forbund:

Hvad tænker du om Forbrændingens initiativ?
Det er et forsøg på at ruske op i en absurd skæv musikbranche, hvor for eksempel Tinderbox kun booker 2% kvinder og Roskilde ca. 12 % Dvs. vi lever i en virkelighed, hvor stort set ingen kvinder kommer på plakaten, og da der er altså mere end 2-12% relevante, aktuelle og kompetente kvindelige musikere out there, synes jeg initiativet er tiltrængt, omend det mest optimale ville være at nå derhen, hvor køn slet ikke er en faktor. Lige nu er virkeligheden bare, at vi stort set kun hører hvide mænd. De er markant overrepræsenteret i alle sammenhænge fra politik til kunst, og det opgør for mere mangfoldighed sker ikke kun inden for musikbranchen, men også tv, film, comedy osv. Alt for længe har verden kun hørt den hvide mands "HIStory". Det er på tide, at andre får ørenlyd.

Hvad tror du, man får ud af sådan et initiativ?
Opmærksomhed på problemet. Flere kvinder på programmet. Og Forbrændingen får medieomtale og en anderledes profil end konkurrenterne i år. Måske får det andre til at lukke ørerne op for flere kvinder, så den markante underrepræsentation med tiden bliver udlignet, og der ikke behøver være "kvindeprogrammer" og "mandeprogrammer".

Hvad tænker du om at være en del af det ”kvindelige program”?
Som udgangspunkt er jeg ikke tilhænger af kønsopdeling og ville foretrække, at festivaler og venues var blinde for musikeres køn. Sådan er virkeligheden bare ikke. Og ingen vil indrømme det. Sådan er "privilige blindness". Da jeg voksede op, lagde jeg for eksempel heller ikke mærke til, at der stort set ikke var nogen sorte mennesker i TV og film. Det var slet ikke på min radar. Sådan fungerer privilegiumblindhed, så det er rimelig afgørende, at du som voksen kan finde ud af at indse det og være lydhør for dem, som ikke bliver set/hørt. Det kan den danske musikbranche helt åbenlyst ikke finde ud af, så jeg synes, det er tiltrængt, at nogen prøver at ruske op i status quo. Jeg har før takket nej til festivaler og lignende, der kun havde kvinder på programmet, da mit helt klare udgangspunkt er, at det er røvsygt at udelukke nogen pga. køn, hudfarve, alder eller whatever, men jeg synes, Forbrændingen i deres pressemeddelelse har en virkelig velovervejet strategi og intention med det her. Det var det, der gjorde hele udslaget for mig. Og jeg ser frem til at høre, hvem de ellers har booket. Mon ikke man opdager nogle nye talenter.  

Ingen fuckability

Debatten om den manglende kønsbalance kører oftest på højeste blus omkring de danske festivaler, hvor kvindelige kunstnere er underrepræsenterede.

Dansk Musiker Forbund har gennem flere år været opmærksom på debatten og gik i 2017 sammen med fire andre musikorganisationer samt Statens Kunstfond for at sætte fokus på kønsbalancen og den manglende diversitet i musikbranchen. Det skete blandt andet ved en række åbne morgenmøder på skift hos organisationerne, hvor musikbranchen og andre aktører mødte hinanden for at debattere med udgangspunkt i konkrete initiativer.

Morgenmødet hos Dansk Musiker Forbund bød på koncert og samtale med musikeren Kill J, der blandt andet fortalte følgende:

Jeg overhørte engang to branchefolk beskrive en anden kvindelig kunstner på en måde, som fik mig til at skrive en sang i vrede. Det, de sagde om den anden kvindelige kunstner, var: Det går ikke med hende der, hun har jo ikke nogen fuckability. Det gjorde mig så oprørt, at jeg gik hjem og skrev sangen ”Propaganda.”

 

Læs rapporten Diversitet i musikbranchen

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.