af Anine Fuglesang

M.C. Hansen var blandt vinderne, da DPA søndag uddelte priser til en række af landets sangskrivere.

Sangskriver og musiker M.C. Hansen modtog søndag en påskønnelsespris ved DPA's årlige prisfest (Foto: Kim Vadskær).

Det var en tydeligt glad M.C. Hansen, der søndag aften modtog et påskønnelseslegat ved Danske Populær Autorers (DPA) årlige prisfest.

I talen til M.C. Hansen fremhævede DPA’s næstformand Jørgen Thorup følgende:

Prismodtageren er sangskriver og musiker, men også en ihærdig forretningsmand, der ved at arbejde med at opbygge netværk, booke koncerter og markedsføre, er en uløselig del af det at have sangskrivningen og musikken som levevej. 

 

Sange til hele verden

DPA hyldede også en lang række andre sangskrivere ved prisfesten, der også markerede 100 året for DPA. Prisen som ’Årets Kommercielle Musikskaberpris” gik til Aqua, der blandt andet blev hyldet for at være en af Danmarks største eksportsucceser.

DPA’s vækstlagspris gik til Clara Toft Simonsen, mens Kasper Larsen, Maria Christina Apetri (Fallulah) og Morten Wedendahl alle modtog et påskønnelseslegat for deres indsats for fællesskabet.

Læs her uddrag af talerne til de tre modtagere af påskønnelsespriserne:

Kasper Larsen “Han har haft hits på de fleste kontinenter, han har arbejdet med alle fra Joe Moe til MGP, og hans engagement som tovholder for DPA’s L.A.-tur er forbilledligt og prisværdigt.”

Maria Christina Apetri (Fallulah) “Hun er med til at rykke grænserne for dansk popmusik og har bl.a. trukket rødder fra folkemusikken med ind i sit poppede univers. Hun er desuden på mange måder en kvindelig rollemodel. Hun inspirerer os, når hun går forrest.”

Morten Wedendahl “Hans virke gennem mere end 30 år har sat et afgørende aftryk på den danske revy- og cabaretscene. Hvad han end kaster sig over - om det er Beatles, Sebastian, Ørkenens Sønner, Melodi Grand Prix eller noget helt femte, så er tonen altid umiskendeligt hans.”

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.