af Morten Fischer

Det var skjult reklame og dermed ulovligt, da en dansk sangerinde postede fotos fra et tandpastafirma på sin Instagram-profil. Forbrugerombudsmanden har sendt en politianmeldelse af sted.

Tandpastafirma er politianmeldt for skjult reklame. Sangerinde og agent slipper med skrækken. (Arkivfoto)

Samarbejde mellem erhvervsliv og kulturverden er ofte en gunstig kombination for begge parter, men der er grænser for markedsføringen. Det har sangerinden Szhirley og et tandpastafirma erfaret efter en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden. Sagen kommer i kølvandet på at gratisavisen Metroxpress skrev om reklamebillederne på Instagram-profilen. 

Skjult reklame er ulovlig 

Tandpastafirmaet har samarbejdet med sangerinden Szhirley, bl.a. om at poste reklamefotos på hendes Instagram-profil uden at gøre opmærksom på, at der var tale om reklame. Denne type af skjult reklame er ulovlig. 

Sagen drejer sig om syv opslag på sangerindens Instagram-profil i 2014 med billeder af og henvisninger til Pepsodent-tandpasta. Både tandpastaproducenten Unilever og mediebureauet MemeCph er herefter blevet anmeldt til politiet.  

Agent og sangerinde slipper med advarsel 

Szhirley og hendes agent er ikke selv blevet anmeldt, men af ombudsmanden gjort opmærksom på, at man som blogger kan ifalde et strafferetligt ansvar for at overtræde eller medvirke til at overtræde forbuddet mod skjult reklame. 

”Forbrugerne må ikke være i tvivl, når de ser en reklame. I denne sag var opslagene på Instagram ikke tydeligt markeret som reklame, og de stod desuden sammen med sangerindens private opslag. Det gjorde det rigtigt svært for læserne at se, at det var en reklame for Pepsodent. På den baggrund har vi nu politianmeldt Unilever og MemeCph,” udtaler forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen. 

”Når det gælder reklamer på de sociale medier, er det ikke nok, at opslaget bærer et hashtag med produktet eller virksomhedens navn. Det skal klart være markeret som reklame. Det er denne sag med til at understrege,” fastslår forbrugerombudsmanden. 

 

FÅ TIPS: Gode råd til bloggere 

LÆS MERE: Forbrugerombudsmandens omtale af sagen

Annonce:

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.