af Anine Fuglesang

Med en donation på 600.000 kroner indleder Foreningen Roskilde Festival og Musikstarter et treårigt samarbejde, der skal få flere unge drenge og piger til at finde sammen omkring musikken.

Foto: Karen Bendix

Siden 2013 har initiativet Musikstarter inviteret musikglade drenge og piger i alderen 13-18 år til årlige camps. Her har de gennem flid og fællesskab spillet musik og oplevet glæden ved at være sammen omkring musik på skoler, ungdomsskoler, klubber og spillesteder i hele landet.

Med en donation på 600.000 kroner indleder Foreningen Roskilde Festival nu et samarbejde med Musikstarter. Samtidig markerer donationen begyndelse på et tre-årigt samarbejde, hvor festivalen tager aktiv del i udviklingen af Musikstarter. 

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:

Musikstarter er på få år lykkedes med at tiltrække både drenge og piger til deres årlige camps og har fået skabt et appellerende ungdomsmiljø og et stærkt fællesskab. De har fat i noget af det rigtige, og vi er overbeviste om, at det er et initiativ, der er med til at sætte et positivt præg på fremtidens talentudvikling på den danske musikscene. Det ligger helt i tråd med vores fokus på vækstlag og diversitet. Derfor er det også helt naturligt for os at engagere os yderligere og bidrage til at styrke Musikstarter over de kommende år.

 

Et styrket fællesskab

Musikstarter er etableret af bandet Nephew og drives i det daglige i samarbejde med Ungdomsringen, som er en forening for fritids- og ungdomsklubber og ungdomsskoler i Danmark.

Kristian Riis fra Nephew fortæller om det kommende samarbejde:

Vi er glade for, at Roskilde Festival igen vil støtte Musikstarter. Roskilde Festival er en af de absolut stærkeste aktører, når det handler om musik som udgangspunkt for fællesskaber. Roskilde Festival kan styrke Musikstarter i forhold til at komme i kontakt med endnu flere unge. Vi glæder os meget til det nye samarbejde.

 

Roskilde Festival var med til at igangsætte Musikstarter for dem år siden med en donation på en million kroner.

I 2017 deltog flere end 700 unge på Musikstarter Camps i Esbjerg, Grenaa, Aarhus, Silkeborg, Sønderborg, Svendborg, Ølstykke, København, Roskilde og Skive.

Læs mere om Musikstarter her   

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.