af Karen Bendix

Pianisten, pædagogen og professoren Anne Øland døde i lørdags efter længere tids sygdom.

Pianisten, pædagogen og professoren Anne Øland døde i lørdags af sygdom i en alder af 66 år. (Foto: DR/Agnete Schlichtkrull)

Klaverprofessor og koncertpianisten Anne Øland døde i lørdags efter længere tids sygdom i en alder af 66 år. Både som pianist og pædagog var hun ombejlet af publikum og pianister – både professionelle og studerende. For hun var ikke blot en enestående musiker, men også en af landets bedste pædagoger, en ildsjæl og et utrolig venligt og varmt menneske med hjertet det rigtige sted.

Førende dansk pianist

Som pianist har hun i mere end 30 år været blandt de førende danske pianister både som kammermusiker og som solist. Og som eneste danske pianist nogensinde har hun bl.a. indspillet, samtlige Carl Nielsens værker for klaver og alle Beethovens 32 klaversonater.

Formand for Dansk Musiker Forbund Anders Laursen kendte Anne Øland og skriver:

”Anne Øland var en af landets mest fremadskuende klaverpædagoger - men allermest og allerførst en stor musiker og solist. Hun kunne begejstre et publikum med sin virtuositet og få det bedste ud af sine elever – om de var fire år gamle, om de var konservatoriestuderende eller om de var professionelle musikere. At være både en enestående pianist og en fabelagtig dygtig pædagog er kun de færreste forundt. Anne havde det hele. Derfor er det et enormt tab for dansk musikliv, at hun er gået bort. Vi vil savne hendes varme venlige person og hendes store dedikation og hengivenhed over for kommende generationer.”

Et pædagogisk fyrtårn

Gennem alle årene har Anne Øland stået som et pædagogisk fyrtårn for danske pianister. At have Anne Øland som underviser på konservatoriet, var et hædersbevis, og hun har ført en lang række af landet bedste pianister frem til en internationale karriere – Katrine Gislinge, Christina Bjørkøe, Nikolaj Koppel (da han var pianist), Tanja Zapolski og mange andre.

Hendes pædagogiske tilgang var at gøre det sjovt at lære at spille fremfor en sur pligt – om man er barn eller voksen. Og hele hendes mission var at give alt det hun kunne videre til de næste generationer.

I et interview med MUSIKEREN i januar 2015 svarede hun på spørgsmålet: Hvad er det bedste ved at undervise i musik?

”Det er musikken i kombination med eleverne. Jeg elsker musikken og mine elever, og jeg elsker at se, at de udvikler sig og vokser.”

 

Og på spørgsmålet om, hvordan hun bruger sit pædagogiske arbejde i sin karriere som pianist, siger hun:

”Det styrker min viden og mig som musiker og glad person. Desuden gør det mig mere bevidst om, hvad der skal til, for at musikken kan komme frem. Med voksne er det musikken, der skal frem, og med børn er det børnene, som skal udvikle sig så stærkt, at de er frie nok til at få musikken ud. Og så styrker det mig, når jeg går på scenen, at jeg er vant til at formulere og iagttage.”

 

Læs hele interviewet her:

Årets ildsjæl

Som den første modtog hun i 2013 P2’s ”Årets Ildsjælepris” for hendes helt enestående og passionerede måde at undervise på, og for at have udviklet sit virke, så det rækker langt ud over hende selv og det forventelige. P2-redaktør Bent Grønholdt sagde ved overrækkelsen:
”Udover at uddanne sine elever og studerende til koncertscenen, har Anne Øland et konstant øje for, at pianister også skal være i stand til at bringe deres færdigheder videre til andre, så de - som ringe i vandet - gør børn og unge i stand til at udtrykke sig i musik. Anne Ølands passionerede undervisning er således med til at sikre den musikalske fødekæde og styrke musikken som kunstart på alle niveauer.”

Børn elsker at lære

Anne Øland har taget musikpædagogikken i en anden retning – både for børn og hendes studerende. I Kristelig Dagblad har hun i et interview i 2003 sagt:

”Jeg vil gerne være med til at flytte den opfattelse, mange har af, at det, jeg kalder kvalitet, automatisk er forbundet med noget anstrengende. Noget med at presse sine børn, slå i bordet og kræve hård og skrap disciplin. (…) Børn elsker at lære, og man kan få dem til hvad som helst, bare man lærer dem det på en ordentlig måde.”

 

Og senere i interviewet siger hun følgende:

”Jeg vil gerne give min ekspertise og erfaring videre til andre; det kan være i form af efteruddannelse for musikpædagoger eller ideer til, hvordan uddannelsen for kommende pædagoger forbedres. Så de kan give børn et møde med den klassiske musik, der ikke er for højtideligt. Folk skal ikke være skuffede over, at de ikke bliver verdenspianister, men få appetit på at undervise.”

 

Æret være hendes minde!

Fakta

Anna Øland biografi (kilde: www.musikkons.dk)

  • Anne Øland var professor i klaver og klaverpædagogik ved Det Jyske Musikkonservatorium.
  • Hun er uddannet på Det kgl.danske Musikkonservatorium med Professor Herman D. Koppel som lærer. Videregående studier hos Guido Agosti i Rom, Hans Leygraf i Salzburg og Nikita Magaloff i Geneve.
  • Anne Øland har såvel herhjemme som i udlandet en omfattende koncert- og turnévirksomhed. Hendes kernerepertoire er Beethovens sonater og Carl Nielsens klavermusik som er indspillet på pladeselskabet Classico.
  • Anne Øland har siddet i jury i forskellige musik- og pianistkonkurrencer.
  • Anne Øland har modtaget priser og anerkendelser både for hendes koncerter, indspilninger og pædagogiske virke.
  • På hjemmesiden www.klaverkufferten.dk har hun samlet sine pædagogiske overvejelser, undervisningsmateriale og idéer til undervisning til klaverpædagoger.

Læs også interview med Anne Øland i MUSIKEREN september 2008 her.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.