af Astrid Bigoni

Upcomingfestivalen Oppenheimer har åbent for bandansøgninger frem til 1. maj. Festival bliver afholdt til september på spillestedet Radar ved Godsbanen i Aarhus.

The Blue Van er et af de bands, der tidligere har spillet på Oppenheimer (Arkivfoto: Lasse Bak Mejlvang)

I år er det 15. gang, at upcomingfestivalen Oppenheimer bliver afholdt og drømmer man om at komme med, er det nu man skal ansøge. Sidste års Oppenheimer markerede et markant skift, hvor festivalen blev til et aftenarrangement med 4 bands samt et stort hovednavn. Det koncept holder festivalen fast i.

"Sidste års Oppenheimer var en stor succes. Koncerterne blev spillet for fulde huse på Radar, som vi igen i år er rigtig glade for at samarbejde med. Lige nu glæder vi os bare til at modtage en masse ansøgninger fyldt med god musik fra talentfulde kunstnere", udtaler den nye formand for Oppenheimer Nikolaj Lauszus i en pressemeddelelse.

 


Siden år 2000 har Oppenheimer været med til at præsentere og sætte fokus på talentfulde kunstnere, der befinder sig rundt omkring i landet. Vejen fra de første toner i et lille øvelokale til de store scener på landets festivaler kan være lang. Et sted at starte er blandt andet på Oppenheimer, hvor håbefulde kunstnere inden for alle musikgenrer har mulighed for at præsentere deres musik under professionelle forhold foran et bredt publikum. Det er også her, man har mulighed for at møde de folk i branchen, som kan hjælpe én videre i karrieren. Tidligere har nu veletablerede bands som Duné, Ginger Ninja og The Blue Van spillet på Oppenheimer.

LÆS OGSÅ: Ny musikerpris skal hædre livebands

Hvem, der skal spille på årets festival, bliver ene og alene besluttet af en yderst musikkyndig jury, der i år består af producer Chief 1, John Fogde fra NorthSide Festival, Ole Svidt fra Gaffa, Malthe Erbs fra PDH Music, spillestedsleder på KulisseLageret Jeppe Bygvraa samt John Bisgaard fra Godsbanen i Aarhus.

LÆS OGSÅ: Danske bands invaderer igen Berlin

Sidste års hovednavn på Oppenheimer var Ukendt Kunstner. Hvem, der i år skal afslutte festivalen, vil blive annonceret i løbet af sommeren.

Du kan finde yderligere information om ansøgningsprocessen på oppenheimer.dk. Ansøgningsfristen er d. 1. maj 2014.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.