af Martin Blom Hansen

Mens musikere og branchefolk ivrigt debatterer streaming og gratismodeller, vokser en ny trussel i form af Popcorn Time. Den er gigantisk og har ramt filmbranchen.

Musikbranchens medicin mod pirateri er lovlige streamingtjenester som fx Spotify. Men gratismodellen er under kraftigt angreb, og piratsites a la Popcorn Time står klar til at slå igen (foto: colourbox.dk)

Den nye musiktjeneste Tidal med Jay-Z og en stribe øvrige superstjerner i front har fået massiv omtale, fordi de går til kamp mod gratis musik. Lanceringen af Tidal virkede som en kulmination på masser af kritik af blandt andet Spotifys freemium-model.

Helt op i toppen af poppen har det buldret og braget med argumenter om, at der ganske enkelt ikke er penge nok til kunstnerne i en model, hvor brugerne ikke betaler en krone for at lytte til musik. En virkelighed, som MUSIKEREN har beskrevet i talrige artikler de senere år.

Så kom Popcorn Time

Mens musikbranchen har snakket procenter, promiller og småbeløb til kunsterne i streaming-afregningerne, har filmbranchen det seneste år været i kamp mod nye svært bevæbnede pirater. Tjenesten Popcorn Time kom til verden i starten af 2014 i Argentina og blev næsten prompte lukket ned af myndighederne.

Men det tekniske set-up byggede på open source, og snart muterede tjenesten og formerede sig til nye sprællevende eksemplarer rundt om i verden. I dag er Popcorn Time rasende populær, den er nem og brugervenlig, og man kan finde stort set alle film – også de nye – via det ”torrent”-software, tjenesten benytter sig af.

Også en trussel for musikbranchen

Hos Netflix, HBO og andre populære filmstreamingtjenester ødelægger Popcorn Time den gode stemning. Brugerne styrer nu mod Popcorn Time i stor stil. Ifølge nyhedssitet Bloomberg googler folk i Holland, Italien og Spanien lige så ofte efter Popcorn Time som Netflix, og i USA voksede Popcorn Time med 336 procent i sidste halvår af 2014.

Filmbranchen herhjemme er på mærkerne, og det samme er Rettighedsalliancen, sammenslutningen af film-, musik-, tekst- og designbrancher, hvor man arbejder med at sikre ophavsret og indtjening online for kunstnere, producenter og rettighedshavere. Popcorn Time er i dag en filmtjeneste, men det gør ikke musikbranchen til en sikker zone.

”Udviklingen af musikmarkedet har gjort, at der har været et fald i brugen af pirattjenesterne de senere år. Musikbranchen har været dygtig til at flytte forbrugerne over på lovlige tjenester. Men problemet er, at al musik stadig udgives på ulovlige tjenester. Dermed er der basis for en tjeneste som Popcorn Time, som teknisk lægger sig ovenpå de her tjenester. Så Popcorn Time kan bestemt være en trussel for musikbranchen,” siger Maria Fredenslund, talsmand for Rettighedsalliancen.

Tidal vil skubbe folk tilbage til piraterne

Sangerinden Lily Allen har på sin Twitter (der har 5 mio. følgere) skrevet, at Tidal med sine eksklusive stjerner og betalingsprincip vil sende musikbrugere tilbage til pirattjenester.
Når brugerne skal betale for et Tidal-abonnement for at lytte til eksempelvis Rihanna eller Madonna, vil Tidal som musiktjeneste ligne Netflix eller HBO. Væk er princippet om, at du kan finde al musik ét sted.

Vil streamingtjenester som Tidal med eksklusivt betalingsindhold være med til at fremme en musikudgave af Popcorn Time?"

Det er svært at spå om. Men det klart, at når al musik også ligger på pirattjenesterne – udover de lovlige tjenester, er det med til at sætte et loft for, hvad man kan tage for sit produkt,” siger Maria Fredenslund.

Den største fare

Set med Rettighedsalliancens øjne er den største trussel fra Popcorn Time, at det er en meget decentral tjeneste.

”Vi ved ikke, hvem der står bag. Der er en masse, der står bag, kan man sige. Alt, hvad der hedder servere og indhold, er spredt. Det er en stor udfordring for vores retssystem, som er baseret på, at der er en bagmand, man kan gå efter. Derfor skal man tænke nye veje. Vi arbejder sammen med politiet om, hvad vi så kan gøre. Det kan for eksempel være ved at forsøge at kvæle pengestrømme og samarbejde med betalingstjenester og annonceudbydere om, at de ikke leverer services til de ulovlige sites,” siger Maria Fredenslund.

Rettighedsalliancen afholder midt i april et særligt seminar om Popcorn Time.

IFPI har tillid til brugerne

Jakob Plesner Mathiasen, direktør i Ifpi Danmark, er dog ikke bekymret på musikbranchens vegne.
”Markedet er præget af tjenester med lovlig musik. Vi mener, at piratproblemet er meget lille på musikmarkedet, og forbrugerne vil gerne være lovlige,” siger han.

På Popcorn Time kan brugerne finde alle film på en brugervenlig flade, mens de kun kan finde noget af det på Netflix og noget andet på HBO osv. Er der ikke en lignende fare i musikbranchen med fremkomsten af Tidal?

”Vi er ikke så nervøse for den udvikling. For vi har set noget lignende med tjenester som Grooveshark. Men dels fik man gjort opmærksom på, at det var en ulovlig tjeneste, og dels fik man ved rettens hjælp blokeret for tjenesten. Samtidig havde vi alle de lovlige tjenester, og det betød, at folk ikke brugte Grooveshark. Der vil givetvis komme nye ulovlige tjenester op. Men vi har lært, at folk gerne vil bruge de lovlige tjenester, og at information og effektiv retshåndhævelse har vist sig at virke,” siger Jakob Plesner Mathiasen.

LÆS OGSÅ:

The Independent, 6. april 2015: Lily Allen warns Jay-Z' Tidal could lead to more music piracy

DR online, 27. marts 2015: Dansk film skruer bissen på

Berlingske, 20. marts 2015: For godt til at være lovligt

Bloomberg, 26. februar 2015: Popcorn Time torrent app makes piracy easier than ever


The Telegraph, 22. januar 2015: Netflix declares piracy app Popcorn Time a serious competitor

LÆS MERE PÅ MUSIKEREN.DK:

Jay-Z skyder med skarpt mod gratis musik

Streaming og den omvendte Robin Hood

Streaming: På med ja-hatten eller nej-hatten?

Kommentarer fra læserne

Søren Wahlgren, 09-04-2015 09:43
Musik- og film branchen ville gøre sig selv en stor tjeneste, hvis de holdt op med at insistere på en forretningsmodel fra en anden tid. Det er som Don Quixotes umulige kamp mod vindmøllerne: Den KAN ikke vindes! Det ironiske er, at både musik og filmbranchen tjener flere penge end nogensinde før, så det er ikke helt til at forstå tuderiet.

Jeg kan i øvrigt anbefale at tjekke denne side ud, hvis man vil vide mere om Popcorn Time: http://popcorntime.dk
Ole Ørsted, 08-04-2015 20:17
Tak Youtube og Facebook:-(
I dag skal alt deles med alle- døgnet rundt, og hvad der ligger af koncertoptagelser på Youtube, optaget nede fra salen med håndholdte mobiltelefoner og elendig lyd er jo overvældene, også mange af danske kunstnere.
Ikke blot er disse optagelser ulovlige, men de fleste, set med mine øjne, også et meget dårligt visitkort for den enkelte kunstner og øvrige musikere. Men hvad sker - ikke en skid.
En del af de store navne får via deres pladeselskaber fjernet disse dårlige videoer og udstedt bøder. Kommenterer man som enkeltperson til "oplæggeren" får man blot en fuck-finger el.a. sur kommentar. Her kunne danske musikere måske også lige søge på eget navn i ny og næ og pænt gøre opmærksom på ulovligheden og krænkelsen, men næ-nej.
Vi har jo opdraget den unge generation med at alt er frit og tilgængeligt, og når så Koda, Gramex o.a. knurrer lidt, kan de jo med rette sige:
Hvorfor forfølger I det så ikke?.
Det ved jeg godt de gør nu og da, men har jo ikke uanede resourcer, og derfor er min opfordring til danske kunstnere:
Gør selv noget ved det - hvis I orker :-)

ps: jeg kan også støde optagelser der er lagt ud af fans til danske kunstnere, måske efter "aftale" men igen af så elendig samlet kvalitet, at jeg har svært ved at se hvordan det kan gavne noget som helst.
Omvendt er MPG-3-pølser blevet hverdag, lyttet gennem plasticpropper i ørene for at dæmpe trafikstøjen, så jeg slår desværre nok i en tyk dyne :-(
pss: husker I ramaskriget da CDén kom på banen og man kunne klone digitalt? Jeg har aldrig fattet denne bekymring, for det har vel aldrig været tilladt at stjæle, uanset om den tekniske kvalitet var høj eller lav.

mvh
Ole B. Ørsted
(den gamle tonemester)

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.