af Karen Bendix

Guitaristen Rasmus Adrian overtager posten som chef for Sønderjyllands Symfoniorkester i februar 2013.

Rasmus Adrian vil bl.a. arbejde med at medtænke publikum i den musikalske formidling, når han tiltræder som chef for Sønderjyllands Symfoniorkester. Foto: Peter Clausen

Sønderjyllands Symfoniorkester vil fra d. 15. februar få den 41-årige klassiske guitarist, leder og producent i musik- og teaterlivet Rasmus Adrian i chefstolen. Og han glæder sig til sit nye arbejde i grænseområdet:
”Det bliver rigtig godt at komme i gang med mit arbejde i og med orkestret. Det er på mange måder en drøm, der går i opfyldelse," lyder det fra den nye orkesterchef, som håber, at han kan bidrage med at give kendskabet til den klassiske musik i landsdelen et løft.

Guitarist i chefstolen

Rasmus Adrian er uddannet i musikvidenskab og som klassisk guitarist fra DKDM, og har siden tager en uddannelse i Arts Management fra Sibelius Akademiet i Helsingfors. Han har arbejdet som musikproducent på Det Kgl. Bibliotek, administrativ leder for barokorkestret Concerto Copenhagen og som forretningsfører for Teater Kaleidoskop. Og han har et helt specielt forhold til den klassiske musik:
”Klassisk musik er for mig den kunstform med det måske stærkeste indhold og den største dybde. Men det er også en kunstform, der kan være svær for publikum at komme ind i. En stor udfordring for orkestrene i dag består derfor i at medtænke publikum i den musikalske formidling, og dette arbejde ser jeg meget frem til at kaste mig ud i sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester,” siger han.

Erfaring fra teaterliv et plus

Sønderjyllands Symfoniorkester står som de andre landsdelsorkestre over for en del udfordringer, med at tiltrække nye publikummer og finde hensigtsmæssige koncertformer. Og her mener Rasmus Adrian, at erfaringer fra teaterlivet er også et stort plus i nytænkningen:
”Jeg kan godt lide store udfordringer, og dette er på mange måder en meget udfordrende stilling. Jeg er overbevist om, at jeg med min baggrund i blandt andet teaterverdenen kan bidrage med nye ideer og erfaringer til Sønderjyllands Symfoniorkester og kan medvirke til, at orkestrets store kunstneriske potentiale kan udfoldes. Det glæder jeg mig til at komme i gang med,” siger den nye orkesterchef.

Den bedste til posten

Bestyrelsesformand Anna Margrethe Ikast er ikke i tvivl om, at Sønderjyllands Symfoniorkester får den helt rigtige chef i Rasmus Adrian:
”Vi har valgt den bedste til posten som orkesterchef. Og vi i bestyrelsen er helt sikre på, at Rasmus Adrian har netop de kvaliteter, som Sønderjyllands Symfoniorkester har brug for. Derfor er det med stor glæde, at vi byder ham velkommen. Vi ser frem til at arbejde sammen med ham,” lyder det fra bestyrelsesformanden.


Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.