af Birgitte Theresia Henriksen

Tre af folkemusikkens mest nytænkende orkestre: Afenginn, Fromseier-Hockins og De Fries & D Beck har vundet årets DMF Livepris. Nu løfter de sløret for, hvem der får talentprisen, og det hele fejres ved en prisfest den 11. maj.

Vindere af DMF Livepris og Talentpris 2015 (collage af PR-fotos)

Traditionen tro får vinderne af Liveprisen, som i år er Fromseier-Hockins, De Fries & D Beck samt Afenginn, en opgave sammen med prisen. Nemlig at pege på nye talenter.

De offentliggør nu tre stærke modtagere inden for folkemusikken nemlig Deas!, Lukkif og Fanø Fiddlers – Young Edition.Valget begrunder de således:

Lukkif valgt af Afenginn

”Vi har gennem længere tid diskuteret og holdt udkig efter en kunstner, vi ville give talentprisen til,” siger Afenginn, der har valgt Lukkif alias Jullie Hjetland.

Og der er store ord i begrundelsen fra Affenginn: ”Hvis musik var Leonardo da Vinci, ville Lukkif være Mona Lisa!”

SE OGSÅ: Affenginns video om valget af Lukkif 

Fanø Fiddlers – Young Edition valgt af Fromseier-Hockings

Ditte Fromseier og Sigurd Hockings har valgt at give talentprisen til den helt unge generation, nemlig gruppen Fanø Fiddlers, der består af en gruppe børn fra Sønderho.

”Vi mener, at Fanø Fiddlers er et projekt, der har stor betydning for udviklingen af de helt unge folkemusikere. For de som spiller med, udgør orkestret en vigtig social sammenhæng og en mulighed for at få helt fantastiske musikalske oplevelser samtidig med, at de opnår et højt niveau på deres instrumenter,” siger Fromseier og Hockings om det unge orkester, der både spiller traditionsmusik fra hjembyen Sønderho og fra andre steder i verden.

Deas! valgt af De Fries og D.Beck

”Vi har først og fremmest valgt Deas!, fordi de spiller rigtig godt, med nerve og tæthed, kærlighed og historie i musikken. Og fordi vi gerne ville finde nogen, der kunne lide den helt traditionelle musik, da vi selv føler det er det vi har basis i,” siger Tove De Fries og Malene D. Beck.

”Flere af medlemmerne har forældre, der også er folkemusikere, og det giver ballast og tilhørsforhold til musikken og skaber identitet. De unge fortsætter egentlig bare deres forældres kærlighed til irsk/keltisk musik, og de forskellige generationer bruger hinanden i stedet for at opdele sig. Netop dette er en total styrke ved folkemusikmiljøet,” siger De Fries og D. Beck.


 

DMF Liveprisfest den 11. maj kl. 17.30-20 i København

  • 17.50 Velkomst (ved DMF's brancherådgiver Mikael Højris og DMF's formand Anders Laursen)
  • 18.00 Prisoverrækkelser, samvær og – mon ikke også – musik!
  • 20.00 Tak for i aften

Sted: Bartof Café, Nordre Fasanvej 46, 2000 Frederiksberg. Alle er velkomne, men begrænset plads så kom i god tid!

LÆS MERE: Vinderne af Liveprisen 2015

LÆS MERE: Snart klar til DMF Livepris (Sidste års vindere af Talenprisen fortæller hvordan er det gået)


Om DMF Live Pris

DMF Livepris 2015 går i år til folkemusikken. De tre bands, der får tildelt prisen, er udvalgt ud fra tre kriterier:

  • At de igennem deres karriere har været særligt flittige på koncertscenerne i Danmark og i udlandet.
  • At det er musikere som ofte har udfordret sig selv og deres publikum med anderledes koncertformer.
  • At det er musikere som gennem deres virke er blevet kendt, som gode og solidariske kolleger.

Med DMF’s Livepris følger en opgave, der består i at videregive Talentprisen, der ledsages af en check på 15.000 kr. til det mest lovende nye talent, de har mødt på deres vej. Et talent der måske en dag selv kan blive modtager af DMF's Livepris. Altså er Talentprisen en pris, der går fra musiker til musiker.

  • Vinderne af DMF Livepris vælges af DMF’s hovedbestyrelse.
  • Modtagerne af DMF Talentpris vælges af Livepris-vinderne.
  • Hvert år beslutter DMF Hovedbestyrelse, hvilken stilart prisen uddeles i. 2014 gik prisen til rock/pop og nu i 2015 til folkemusikken.
  • Hvilke stilarter DMFs Talentpris uddeles til, bestemmer modtagerne af DMF Livepris selv.

SE VIDEO: Uddeling af DMF Live Pris på Bartof

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.