af Birgitte Theresia Henriksen

Til januar uddeles Leo Mathisen Prisen for sjette gang.

Hugo Rasmussen modtager Leo Mathisen Prisen fredag 9. januar 2015 (pressefoto: DR)

Fredag den 9. januar er komponistforeningen DPA og DR Big Bandet vært for Leo Mathisen Prisen i DR Koncerthuset.

Den prestigefyldte pris uddeles for sjette gang til en nulevende dansk jazzmusiker, som på smukkeste vis viderefører jazztraditionen fra midten af forrige århundrede - Leo Mathisens tid.

I år går prisen til Hugo Rasmussen, bassist, tv-personlighed og jazz-godfather, der også modtog hæder i sommeren 2014 i form af DMF's hæderspris.

LÆS OGSÅ: Hugo Rasmussen modtager DMF’s hæderspris

Hugo Rasmussen har gennem en menneskealder formidlet, udviklet og spillet en central rolle i jazzmiljøet i Danmark.  Den folkekære musiker er den sjette musiker, der modtager Leo Mathisen Prisen, der blev indstiftet i 2009, hvor det var 40 år siden, at swingjazz-pianisten døde.

Tidligere er prisen gået til Niels Jørgen Steen, Kresten Osgood, Ib Glindemann, Ray Pitts og Tomas Franck.

LÆS OGSÅ: Tomas Franch modtager Leo Mathisen Prisen 2013

Årets nye jazzstjerne

I bedste Leo Mathisen-ånd sætter koncerten den 9. januar også fokus på de kommende stjerner - og er kulminationen på en landsdækkende komponistkonkurrence, der skal finde de mest lovende og talentfulde unge jazzkomponister lige nu.

Bag konkurrencen står komponistforeningen DPA – Danske Populær Autorer – i samarbejde med DR Big Bandet. Ud af en stor og lovende pulje har juryen udvalgt tre finalister, Kasper Lang Eriksen, Mathias Heise og Maria Malmö, der på finaleaftenen den 9. januar får uropført deres værk af DR Big Bandet.

Vinderen kåres på selve aftenen. Som gæstesolister vil koncerten desuden byde på Mike Andersen og Kira Skov.


Juryen bag Årets nye jazzstjerne:

  • Susi Hyldgaard (jazzsangerinde og komponist)
  • Peter Littauer (medejer af bl.a. JazzKlubben og Jazzcup)
  • Steen Hansen (dirigent og medlem af DR Big Bandet)
  • Sidsel Storm (jazzsangerinde)
  • Thomas Bryla (komponist og orkestrator).

LÆS MERE: www.dpa.org

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.