af Martin Blom Hansen

Dagens pointe på Kodas seminar om streaming kom til sidst i debatten. Millioner af streams af en populær kunstner gør ikke kagen større. Den gør andelen af kagen mindre til de andre. PHD-forsker kom med et nytænkende ”teenage-fjendtligt” bud på en anderledes fordelingsnøgle.

Debatpanelet bestod af repræsentanter fra IFPI, DPA, DAF, KODA, DMF (Mikael Højris med mikrofonen) og selskabet ArtPeople. (Foto: Morten Fischer)

Biografsalen i Filmhuset i København var fyldt godt op til Kodas debatarrangement om streaming torsdag 7. marts. I mere end to timer føg det med tal, tabeller, statistikker, indlæg og debat, og spørgelysten var stor. Både Spotify og WiMP var repræsenteret, og det samme var organisationer og musikselskaber.

Pengesnak

Overskriften på arrangementet var: ”Streaming - hvornår bliver det til rigtige penge?” De efterhånden velkendte tal og fakta om streamingtjenesterne, den eksplosive vækst, afregningen til musikselskaber og kunstnere og så videre blev gentaget og endevendt. Emner som MUSIKEREN og MUSIKERENS e-NYT har beskrevet og behandlet flittigt – se links nedenfor. Debatten var livlig, og der var rigtig mange kunstnere med spørgelyst til stede i salen.

Forsker skar igennem

Fem minutter før lukketid smed musikforskeren Rasmus Rex fra Rytmisk Musikkonservatorium en dosis logisk tænkning ind i debatten. ”Det er netop ikke sådan, at jo flere numre, der bliver spillet, jo flere penge bliver der udbetalt. Jo flere numre der bliver streamet, jo flere er der om at dele de penge, der nu engang er. Vi kan se på de statistikker, Spotify har vist i dag, at teenagere er de ivrigste brugere. Det vil sige, at rigtig mange helt unge hører meget pop i mange timer om dagen. Det afspejler sig i den procentdel, der går til de pågældende kunstnere og musikselskaber. Men hvis jeg som betalende bruger måske kun lytter til ti niche-numre på en måned, burde der i runde tal være en tier for hvert nummer. Overvejer man et eller andet sted i kæden at lave om på måden, man fordeler det på? Så det ikke handler om andelen af det totale marked, men andelen af, hvad den enkelte lytter til?” lød det fra Rasmus Rex.

God idé!

Spørgsmålet gav dagens største bifald i salen.  Morten Remmer, kommerciel direktør hos Art People, fandt ideen interessant, men pegede på, at det vil være svært for en streamingtjeneste at opnå en kritisk masse af brugere, der kun lyttede til få numre dagligt. ”Hvis tjenesten skal kunne overleve og være bæredygtig, skal den helst have så aktive brugere som muligt. Derfor kan det være svært at forestille sig, at man kan få en forretning op at køre baseret på lav-involveringsbrugere,” sagde Morten Remmer.

Kan blive data-kaos

Thor Martin Jensen, talsmand for WiMP, slog fast, at WiMP netop ikke udbetaler pr. stream, men efter markedsandele. Hvis et musikselskab har mange artister, brugerne er vilde med og streamer i millionvis, har musikselskabet en høj markedsandel.

”Det har du som artist eller musikselskab selvfølgelig mulighed for at påvirke. Det er vigtigt at understrege, at både artisterne og musikselskaberne har et ansvar i forhold til at positionere deres musik. Vi opererer sådan set bare efter en fri markedsdynamik, hvor man konkurrerer om markedsandele – lige som man skulle konkurrere om det ude i pladebutikkerne i gamle dage. Men jeg synes, det er en utrolig god idé, der her bliver lanceret. Det er ikke noget, der skal komme fra os, det skal forhandles i hele branchen – og det kan blive noget af et data-kaos,” sagde Thor Martin Jensen.

Vækstens væsen

Debatten torsdag afslørede endnu engang, at det er kompliceret stof. For her handler det IKKE om musikselskabernes afregning til deres kunstnere. Det handler om den fordelingsnøgle, der afgør, hvad streamingtjenesterne udbetaler til musikselskaberne. Streamingtjenesten har en sum at gøre godt med fra den samlede omsætning til rettighedshaverne. Er brugerne vilde med en bestemt kunstner - det kan være Shaka Loveless, Medina eller Seebach – bliver deres millioner af streams omsat til en høj samlet markedsandel for deres respektive musikselskab. Men kagen bliver ikke større af, at folk lytter som vanvittige til Loveless. Væksten i omsætningen hos eksempelvis Spotify kommer fra antallet af abonnenter, annonceindtægter med mere. Dét gør kagen større. Og det ændrer ikke nødvendigvis på de markedsandele, de enkelte musikselskaber har på en streamingtjeneste.

Norsk debat

I Norge var der sidste år en ret intens debat om fordelingen af streamingindtægterne. Med den nuværende model, hvor antallet af streams giver den pågældende kunstner en bestemt markedsandel, er det umuligt for ikke-kommercielle eller hitlisteorienterede kunstnere at nå bare i nærheden af break-even på en udgivelse, lød det blandt andet fra indieselskaber og kunstnere. Man burde i stedet afregne forskelligt, så eksempelvis nye udgivelser uden massiv kommerciel gennemslagskraft skulle have en højere andel.

Nørdernes penge og fair fordeling

Det er noget lignende, forsker Rasmus Rex sætter luppen henover. ”Det ville være interessant at se på en anden fordeling. Som det er nu, er nicherne i klemme. De, der lytter til nichemusik, lytter ikke nødvendigvis rigtig meget til musikken. Men de kan godt være langt mere engagerede lyttere, hvor det ikke er et spørgsmål om at have musikken kørende konstant. En nørd lytter måske kun til et nummer om dagen. Men hvis den nørds penge bliver fordelt til de kunstnere, han eller hun rent faktisk lytter til, kan det betyde gode penge til de, der laver musikken,” mente Rasmus Rex, da MUSIKEREN mødte ham efter debatarrangementet.

Læs mere:

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.