af Martin Blom Hansen

Sangskrivere og komponister kan se frem til bedre afregning fra Apple Music end fra de øvrige streamingtjenester, lover Koda. Dog uden at sætte tal på.

Kodas aftale med Apple ser ud til at være en forbedring af kunstnernes vilkår på streamingtjenesterne.

Alle ejere af en iPhone kunne tirsdag 30. juni opdatere den grundlæggende software på smartphonen og få adgang til Apple Music. Dermed oprandt dagen, hvor Apples nye og meget debatterede musikstreamingtjeneste åbnede i 100 lande med Danmark som et af dem.

Tre måneders gratis prøveperiode på streamingtjenesten, adgang til radiostationen Beats 1 og mulighed for at ”hænge ud” sammen med yndlingskunstnerne på tjenesten Connect – Apple Musics indbyggede sociale medie for musikere og fans.

Bedre aftale end med de andre

For at en streamingtjeneste kan være til stede i Danmark, skal de have aftaler med rettighedshaverne. Dels pladeselskaberne og dels Koda. Apple Music og Koda har forhandlet de senere uger, og aftalen er nu på plads.

Ifølge Koda er det en bedre aftale end aftalerne med de øvrige streamingtjenester. Den normale sats er 12 procent, men Apple betaler et højere vederlag. Hvor meget mere vil Koda ikke ud med, det et en forretningshemmelighed, men der er tale om mere end blot en halv procents stigning.

Procenter og streams

Der har internationalt været rygter fremme om, at Apple var villige til at betale et samlet vederlag på 71,5 procent i USA og op til 73 procent uden for USA. Det er betydeligt mere end den sats, branchen anser for den normale, nemlig at en streamingtjeneste betaler 70 procent i vederlag til rettighedshaverne – 58 procent til pladeselskaberne og 12 procent til sangskriverne, populært sagt.

Med Kodas aftale med Apple tyder det altså på, at sangskrivere og komponister kan se frem til en bedre afregning pr. stream her end på de øvrige streamingtjenester.

Først ville de ikke betale, så ville de alligevel

Apple Music har fået maksimal medieopmærksomhed op til lanceringen. En naturlig grund er, at Apple er så kæmpestor en spiller, og at de nu melder sig ind i streamingkampen. Men Apple skabte også overskrifter ved at melde ud, at de ikke havde tænkt sig at betale kunstnerne en rød øre i de tre måneders gratis prøveperiode, de tilbyder kunderne. Først indløb der spage protester fra de uafhængige pladeselskaber og brancheorganisationer rundt om i verden. Dernæst kom den yndige, men magtfulde Taylor Swift på banen og protesterede mod tech-gigantens manglende betalingsvilje. Hvorefter Apple øjeblikkeligt ændrede holdning og nu ”naturligvis” ville betale kunstnerne for brug af musikken i de tre måneder.

Mediestunt eller ej, Swift fik endnu en fjer i hatten, og Apple fik opmærksomhed og – formodentlig – en god portion sympati. Set fra kunstnerside byder Apple altså på flere positive ting: De betaler for musikken i de tre måneder, der er ingen gratistjeneste efterfølgende, og procentsatsen for sangskrivere og komponister er højere end i aftalerne med de øvrige tjenester.

Flere brugere?

Analytikere har i de seneste uger haft travlt med at vurdere, om Apple Music rent faktisk vil tiltrække flere premiumbrugere. Med den omtalte softwareopdatering får millioner af iPhone-brugere via en musik-app direkte adgang til 30 mio. sange.

Brugervenlighed har jo altid været Apples styrke. Spørgsmålet er, om de vil udvide markedet for betalingsvillige brugere, eller de blot vil flytte betalende brugere fra Spotify og andre tjenester over på Apple. Èn ting er sikkert: Apple Music vil forstærke nedgangen i digital download. På verdensplan faldt digital download med otte procent i 2014, herhjemme med 39 procent. Ifølge IFPIs internationale rapport for 2014 steg antallet af betalende abonnenter på streamingtjenesterne fra 28 til 41 millioner.

 

LÆS MERE på musikeren.dk:

Taylor Swift får Apple til lommerne

Tre måneder uden betaling hos Apple

Så kom Apple Music

SE MERE:

Kodas aftale med Apple

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.