af Karen Bendix

2018 er jubilæumsår for både Copenhagen Jazzfestival og Aarhus Jazz Festival, der har henholdsvis 40 års og 30 års jubilæum i år.

Den brasilianske guitarist og sanger Guinga spillede en magisk koncert på Balders Plads i København med musikere fra Ensemble Midtvest: Ana Feitosa, violin, Jonathan Slaatto, cello og Charlotte Norholt, fløjte. (foto Karen Bendix)

Landets to største byer og to største jazzfestivaler holder jubilæum i år. De byder begge på et større antal koncerter og forskellige jubilæumsarrangementer i løbet af 15 dages jazz fra d. 6. – 15. juli i København og 14. – 21. juli i Aarhus.  

Folkegave

Den 40. udgave af Copenhagen Jazz Festival får en ekstraordinær fejring i form af et mangfoldigt jubilæumsprogram i Kongens Have, som i år bliver udvidet fra to til ni dage med gratiskoncerter hver eftermiddag fra den 6. til den 14. juli, arrangeret af Copenhagen Jazzfestival som en folkegave.

Her kan man opleve Kathrine Windfeld Big Band og Niels Jørgen Steen A-team, dansk afrojazz med The Kutimangoes og Klimaforandringer, unge fornyere som Zier Romme og Horse Orchestra, og særkoncerter som blandt andet omfatter Blood Sweat Drum + Bass Big Band feat. Stefan Pasborg og den brasilianske pianist Daniel Jobim.  

Tunge navne og stjerneskud

Rundt om på pladser, i koncertsale og jazzklubber er programmet som altid fyldt til bristepunktet med internationale og danske navne, og både Jazz på Balders Plads, Prøvehallen i Valby og Jazz By the Sea har nogle genremæssigt varierede programmer med nogle af jazzens tunge navne blandet med nye stjerneskud.  

Smilets og jazzens by

På lørdag fortsætter jazzfesten i Aarhus, hvor endnu et jubilæum har sat blus under arrangørerne og spækket programmet med koncerter. 30 års jubilæet skydes i gang med en helt særlig koncert, ’30 years of jazz – Aarhus Jazz Festivals Jubilæumskoncert’, hvor festivalen har bedt Jens Christian ”Chappe” Jensen om at samle et stærkt hold af Aarhus-musikere på tværs af generationer, der sammen vil underholde med et varieret program af forskellig jazzmusik med hovedfokus på de seneste 30 år.  

Ny jubilæumspris  

Aarhus Jazz Festival har taget initiativ til at indstifte en ”Aarhus Jazz Talent”-pris, som ud over ære og anerkendelse skal give prismodtageren en økonomisk håndsrækning og mulighed for at blive bemærket både nationalt og internationalt.

Årets præmie består af 10.000 kr. sponsoreret af Aarhus Stiftstidendes Fond, samt mulighed for en koncert. Alle kan være med til at indstille en værdig kandidat under festivalen og frem til 1. september, hvor en jury vil stå for udvælgelsen af kandidater.

Du kan indstille din favoritmusiker her

Programmer og apps

Både i København og Aarhus er der både fysiske programmer ved koncerterne, programmer på festivalernes hjemmesider og på apps.  

Tjek programmerne her:

Copenhagen Jazzfestival

Aarhus Jazzfestival


Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.