af Jan Sørensen

Musik er ikke et vigtigt emne i en valgkamp, for kunst og kultur som tema flytter ingen stemmer, lyder det fra forsker.

Der er ikke stemmer i kunst og kultur (illustration: Jan Sørensen)

”Hvor ord svigter, taler musikken,” lyder et berømt H. C. Andersen-citat. Musik og musiklivet som helhed har brug for nogen, der kan tale musikkens sag i en politisk kontekst for at bevare og skabe sunde miljøer, hvor musikken kan leve og blomstre. Det gælder også, når der er valgkamp.

I denne artikel vil vi blandt andet samle op på nogle af de kommentarer, der har været skrevet i de øvrige medier de sidste par uger.

Et godt bud på personer, der burde tale musikkens sag under en valgkamp, er de politiske partiers kulturordførere. Men hvad det angår, har der indtil videre lydt en rungende tavshed.

Kulturkampen der blev væk    

Det er ikke kun musik, der ligger stille hen i valgkampen. Kunst- og kultur er som helhed fuldstændig fraværende i de politiske debatter. Der er simpelthen ikke stemmer i at tale om kultur i en valgkamp.

”Kultur er ikke et tema, der flytter stemmer. Og det kan være lidt af en hvepserede at træde ind i og mene noget om som politiker,” siger professor i æstetik og kultur Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet til Kristeligt Dagblad i en artikel 6. juni.

 

I stedet udkæmpes slaget om magten på emner som velfærd, udlændingepolitik, dagpenge, skoler og de ældres forhold.

”Spørgsmål om infrastruktur og skattepolitik fylder selvfølgelig allermest. Det gør det også i min egen valgkamp,” siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen i en artikel til Politiken 5. juni.

I artiklen synes Socialdemokraternes kulturordfører Troels Ravn også, at andre emner er vigtigere - især når partierne forsøger at overbevise de sidste tvivlere:

”Jeg tror aldrig, vi kommer til at snakke kunst og kultur på landsdækkende tv de sidste timer, inden folk går i stemmeboksen,” udtaler han i artiklen.

Det kan synes underligt. De fleste danskere er kulturelt engagerede på den ene eller den anden måde indenfor fx idrætten, foreningslivet eller kunsten. Mange danskere nyder også at lytte til musik eller se populære shows som X Factor eller Melodi Grand Prix i fjernsynet. Hvorfor er der så ikke stemmer i at tale om kultur?

Nødvendighedens politik

En forklaring kan være at ”nødvendighedens politik” er dominerende i konkurrencestaten. Når valgkampen foldes ud på landsdækkende tv, er det ofte i debatter, der handler om, hvad der er nødvendigt at bruge penge på. At noget kan kaldes nødvendigt betyder ofte, at det er til gavn for noget andet i samfundet:

”Vi diskuterer ikke længere, at det at læse noget og tilegne sig kundskab eller kunstneriske erfaringer gennem litteratur i sig selv har en værdi. Vi burde diskutere, hvad børnene læste, og ikke hvor hurtigt de kan komme til det,” siger psykologiprofessor Svend Brinkmann i en artikel til Information 6. juni.

Brinkmanns pointe er blandt andet, at mennesket er blevet instrumenter eller et middel, der skal være til gavn for staten. Og alting skal helst kunne måles og vejes.

”Alt lader sig tilsyneladende efterhånden omregne til alt andet. Alle kvalitative distinktioner forsvinder på den måde; sundhed, medmenneskelighed, kunst, uddannelse og alt muligt andet kan pludselig blandes sammen og opgøres rent kvantitativ,” forklarer Brinkmann.

Det kan være svært at måle musik, der er æterisk af karakter. Musik er heller ikke længere nok i sig selv. Politisk set er musik vigtigt for børn at lære, for at de kan blive bedre til matematik. Matematik kan bruges af økonomer. På den måde har den kulturelle kapital i denne journalists optik måttet vige pladsen for den økonomiske.

Befolkningen nedprioriterer kultur

Nødvendighedens politik har for længst slået rod blandt befolkningen, som ikke er sene til at svinge sparekniven over kulturen.

”[…] Ret mange vælgere er jo i virkeligheden negativt indstillet overfor kulturområdet og synes, at hvis vi skal spare, kan vi lige så godt få det gjort her. Ved talrige undersøgelser har man spurgt til danskernes udgiftsholdninger: Skal vi skære på sundhed? Skal vi skære på ældre? På børnene? På skolerne? Og på alle områder er svaret nej – med to undtagelser: administration og kultur,” siger valgforsker Roger Buch i Politiken-artiklen.

Kulturlivet synes at have fået som image, at det bare er en krævekultur. Det skyldes ifølge de Radikales tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, at kulturverdenen selv ikke har været dygtige nok til at fortælle, at kulturen ikke kun er toppen af kransekagen, men en vigtig del af alle samfundets lag:

”Der diskuteres velfærd, økonomi og landets fremtid. Men man glemmer, at kulturen faktisk kan bidrage til alle disse ting. Det ender ofte med den kritik, at kulturbranchen tager penge fra samfundet. Politikerne taler slet ikke i tilstrækkelig grad om, at det faktisk kan forholde sig omvendt, og at de kreative erhverv faktisk har oplevet vækst de seneste år og under krisen. Det er et perspektiv, der bliver overset,” forklarer hun i artiklen til Kristeligt Dagblad.

Kulturpolitik under radaren

En anden forklaring kan ifølge Kristeligt Dagblad være, at kulturministeriet ikke er, hvad det har været. Tidligere tiders ideologiske kampe, hvor kulturpolitik smeltede sammen med socialpolitik, er forstummet.

Et af problemerne med at diskutere kunst- og kultur i de politiske debatter er, at man hurtigt risikerer, at have problemstillinger om hvilke klatter på et lærred, der er værd at støtte. Derfor kan det være en politisk strategi ikke at råbe for højt:

”Måske skal kulturen være lidt glad for, at den er skubbet i baggrunden. Hvis den kom i forgrunden, kunne det godt ende med et negativt fortegn,” forklarer Roger Buch i artiklen i Politiken.

 

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.