Efter nogle spændende uger med sms-afstemning og pris-juryens votering er Årets Spillested - 4Sound Award 2011 nu fundet. Vinderen er Godset.

Spillestedet Godset i Kolding er løbet med prisen Årets Spillested – 4Sound Award 2011. Med prisen følger en præmiesum på 50.000 kr., den ene halvdelen på en check og den anden halvdel som et gavekort til køb af gear i 4Sound.

I alt var fire spillesteder nomineret til prisen, nemlig Godset i Kolding, Klaverfabrikken i Hillerød, Spillestedet Stengade i København og Studenterhuset i Aalborg. Pris-juryen var meget begejstret for alle fire spillesteder, som de vurderede ud fra bl.a. spillestedernes kunstneriske indhold, programprofil, unikke arrangementer og værdigrundlag samt under hensyntagen til en åben sms-afstemning, som også har spillet ind overfor det endelige valg. Og det blev altså Godset som løb af med prisen, hvilket er et valg, som den samlede juryen er meget tilfredse med, skriver dansklive.dk

Om modtagelsen af den ærefulde pris udtaler Godsets daglige leder Christian Haugk:

”Vi er glade for og beærede over udnævnelsen. Spillestedet Godset er vokset op af den lokale muld og asfalt, og drives et langt stykke hen ad vejen af frivillige foreninger og frivillige hjælpere. De har sammen med vores trofaste og støt stigende publikum en stor del af æren for at vi har kunnet nå så langt, og at vi som et af få danske spillesteder har oplevet en publikumsfremgang i 2011.”

 

Christian Haugk fortsætter: ”Vi har altid vægtet de smalle artister, og er meget bevidste om spillestedernes rolle for alle led i musiklivets fødekæde. Første gang vi præsenterede Volbeat fik vi med lodder og trisser hevet 40 publikummer ind, og da en ikke ret kendt Tina Dickow havde Godset-premiere i 2001 sad der lige knap 50. Senere er der jo kommet noget flere til begge artisters koncerter. Vores vigtigste mission er at formidle mødet mellem artisterne og publikum og sætte en kvalitetsmæssig standard, så folk ved, at de også roligt kan gå ned og høre noget de ikke kender i forvejen”.

Mere info på godset.net

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.