af Anine Fuglesang

Joakim Zinn er som udgangspunkt skeptisk over for brug af ørepropper. Men han glæder sig til at høre mere om in-ear monitors, når han sammen med Pas På Hørelsen besøger Holbæk d. 7. november.

Mange kender sikkert 22-årige Joakim Zinn som guitarist og sanger i ”Questionmark” og som ung upcoming singer/songwriter inden for progressiv pop. Han er som mange andre unge musikere særligt udsat for høreskader, men når han står på scenen, kan han ikke lide at bruge sine dB-nedsættende ørepropper. Det skaber en distance, som kan få negative konsekvenser for både musikeren og publikum.

Joakim Zinn fortæller:

Jeg kan ikke lide at bruge mine ørepropper, da de gør det svært for mig at høre musikken og de andre i bandet. Jeg mister nogle detaljer, og jeg er bange for, at jeg sender et forkert signal til publikum, hvis jeg står med ørepropper, når jeg spiller. Det at man kan høre sig selv har enormt stor betydning for ens udtryk på scenen og kan booste oplevelsen – også for publikum.

 

In-ear er løsningen

Joakim Zinn er med som gæstesolist, når Pas På Hørelsen sammen med musiker Helge Engelbrecht rammer Holbæk d. 7. november på deres efterårstour. Her vil Joakim Zinn dele ud af egne erfaringer og diskutere sin skepsis med folk, der er mere erfarne, når det kommer til at bruge in-ear monitors.

Jeg er meget interesseret i at få nogle in-ear monitors, så snart jeg har pengene til det. Det er nok løsningen for mig, når først jeg har øvet mig i at bruge dem og fået lavet et setup, hvor de virker optimalt.

 

Vil ikke skade andre

Som lydtekniker på det lokale spillested Elværket i Holbæk er Joakim Zinn meget bevidst om, at lyden er så god som mulig og ikke skader publikums hørelse. Mere bevidst end han er omkring sin egen hørelse.

Når han står i øvelokalet med bandet, sker det dog ofte, at han bruger ørepropperne; særligt når han står tæt på trommesættet.

Joakim Zinn glæder sig til at deltage i Pas På Hørelsens arrangement i Holbæk og spille sammen med Helge Engelbrecht, fortæller han.

Jeg glæder mig til at dele erfaringer og lytte til, hvad andre har at sige. Jeg vil meget gerne blive bedre til at passe på min hørelse og lære mere om in-ear monitors. Både som musiker og som lydtekniker. For der er jo ingen, der gider have tinnitus.

 


Hvor lander Pas På Hørelsen?

Fakta om høretab

  • Op mod 800.000 danskere har problemer med at høre eller skelne lyde – dvs. hver 6. dansker over 18 år. På verdensplan er tallet 1,1 milliard, oplyser WHO.
  • Børn og unge er særligt i farezonen, fordi de lytter til musik for højt og for længe på smartphones med hovedtelefoner.
  • Ca. 300.000 danskere benytter sig af en eller anden form for høreteknologi.
  • Høretab koster samfundet et årligt tab i arbejdsproduktion svarende til 2,7 mia. kroner. Hertil kommer stigende udgifter i det offentlige sundhedssystem til behandling og tilskud til eller udlevering af høreapparater.
  • Ubehandlet høretab kan medføre en række følgesygdomme, som fx depression og angst.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.