af Petrine Puper Jørgensen

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Nikoline er blandt de kvindelige hovednavne, der skal spille på Forbrændingen i år (Foto: Simon Caspersen/Büro Jantzen)

Sidste år meldte spillestedet Forbrændingen i Albertslund ud, at de udelukkende vil booke kvindelige hovednavne til plakaten i hele 2019. Hertil skal det pointeres, at der stadig vil være mandlige musikere med på scenen som band, men at Forbrændingen ønsker kvinder som hovednavne for at sætte fokus på den kønsubalance der herske i rytmisk musik.

Forslaget blev kritiseret af flere borgerlige politikere og gav brænde til bålet til den allerede omdiskuterede kønsubalance, som i flere år har været til debat på den rytmiske scene.

LÆS OGSÅ: Spillested booker kun kvinder

Dispensation for loven

Flere af de borgerlige politikere har påpeget, at det var et brud på ligestillingsloven, at spillestedet udelukkende booker kvinder i år, men kulturminister Mette Bock (LA) har nu givet spillestedet dispensation fra ligestillingsloven, således at de kan fuldføre projektet ’Kvinder i Centrum’ og stadig med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Årsagen til dispensationen er, at en særlig paragraf i ligestillingsloven gør det muligt at se bort fra princippet om ligebehandling, så længe det sker for at forebygge eller opveje forskelsbehandling på grund af køn, skriver dagbladet Information i går.

Positivt med opbakning

Dispensationen giver mening holdt op imod en rapport fra 2012, som Dansk Musiker Forbund blandt andet stod bag. Denne rapport konkluderede, at der med en favør på 80/20 procent til mænd fortsat er for få kvinder i musikbranchen, særligt på den rytmiske scene. Dispensationen er derfor positiv, da det giver Forbrændingen en forsøgsperiode til at få flere kvinder på scenen.

Formand for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, siger om kulturministerens beslutning:

Det er positivt, at kulturministeren vælger at give sin opbakning til Forbrændingens projekt om at få flere kvinder på scenen. Men jeg vil også sige, at jeg fremover håber, at arbejdet med at skabe balance mellem kønnene sker i samarbejde med mændene.

 

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.