af Morten Fischer

Et stuvende fyldt Vega emmede af en massiv opbakning til DR UnderholdningsOrkester fra både politikere, musikere og publikum. Vi har her samlet nogle af reaktionerne fra aftenen på video og skrift.

"Vil gerne spille et nummer, der hedder 'Kom Igen' sammen med det her fantastiske orkester. Giv dem lige en hånd", opfordrede Waqas (th) fra Outlandish til salens stående applaus. (Foto: Ulrik Jantzen)

Se nedenfor videoklip med Tim Christensen, Anders Laursen, Birthe Kjær, Per Vers, Steffen Westmark (The Blue Van) og læs udtalelser fra Lars Barfoed, Pia Kjærsgaard, Klumben Og Raske Penge, Cæcilie Norby og Ole Kibsgaard.

Tim Christensen: Jeg synes det er så ærgerligt


Lars Barfoed: Kulturministeren skal tvinges til at ændre beslutningen

De konservatives kultur- og medieordfører Lars Barfoed var mødt op til hyldestkoncerten for at bakke op om DR UnderholdningsOrkester: ”Jeg har fra første færd sagt, at det går ikke at nedlægge UnderholdningsOrkestret. Derfor arbejder jeg politisk for at den beslutning bliver gjort om, og kulturministeren tvinger DR til at ændre på den, så vi bevarer UnderholdningsOrkestret.

Og det mener du, at der er en reel mulighed for?

Ja, det mener jeg bestemt, for vi har jo en public service-kontrakt mellem Danmarks Radio og kulturministeren, hvor der står, at vi skal have UnderholdningsOrkestret og så kan de jo ikke bare med et pennestrøg fjerne det. Og den kontrakt, kan ministeren ikke lave om på uden at drøfte det med de partier i Folketinget, der er med i medieforliget, hvad vi blandt andet er. Derfor må hun lytte til, hvad vi siger.

Tror du en koncert, som den i aften, kan få indflydelse på de beslutninger, der skal tages?

Ja, for den er med til at understrege, hvor bred opbakning, der er bag orkestret. Det er noget politikere trods alt lægger mærke til.

Anders Laursen: Så sindssygt vigtigt et orkester



Pia Kjærsgaard: Nu er det altså nok!

Folketingsmedlem Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti var begejstret for hyldestkoncerten, da MUSIKEREN traf hende i pausen efter første del: ”Der er så stor opbakning og stuvende fuldt. Jeg hører, at der er udsolgt i løbet af nul komma fem, og folk er ellevilde, så jeg har meget svært ved at se, at Danmarks Radios ledelse kan blive ved at forsvare det her. Jeg fatter det simpelthen ikke.

Hvad vil du politisk gøre nu?

Jeg kan jo bare appellere til Danmarks Radios ledelse og til kulturministeren, som naturligvis burde have været her i aften – jeg synes faktisk det er vigtigere end at være i Kina.

Men er det et politisk anliggende?

Ja, det synes jeg, for som DMF’s formand netop sagde, så er der ting, der er så store og vigtige, at der kan man ikke bare blande sig uden om. Vi politikere bevilger trods alt nogle penge og der bør politikerne sige, ’Nu er det altså nok. Det er for grundfæstet i den danske folkesjæl, så der kan man ikke bare skære ned’.

Hvad synes du om koncerten og de optrædende?

Jeg synes, at de alle sammen er fantastiske, for det spænder så utroligt bredt, men det er alligevel stadig inden for den ramme, hvor alle kan være med. Det er typisk UnderholdningsOrkestret, lige fra den unge Mads Langer til rappere og til Birthe Kjær til Vivaldi. Der er det hele, og det er det, der så enestående - og de vil bare spille det hele.

Birthe Kjær: Jeg kan ikke fatte det



Klumben og Raske Penge: Ærgerligt at hele bare handler om penge

Rap-duoen Klumben og Raske Penge havde deres anden optræden med DR UnderholdningsOrkester ved hyldestkoncerten i Vega og var enige om at orkestret burde bevares:

Klumben: Jeg stiller op fordi det er ærgerligt, at hele bare handler om penge og at dette er den nemmeste måde at spare på lige nu. Jeg tror bare de har tænkt, at der jo er DR SymfoniOrkester og DR Bigband... Men det er noget helt andet, og vi ville jo aldrig kunne stille os ind i Vega og spille en koncert med dem. De spiller jo symfonimusik og bigbandmusik mens UnderholdningsOrkestret kan spille alt det, de andre ikke kan. Det skal der være plads til.

Vi betaler alle sammen til det og det synes jeg bare skal være der. At de skal lukkes på grund af en bureaukratisk beslutning efter så mange år, det er bare dårligt. Og der er mange politikere, der er mødt op i dag, som også synes, at det er en dårlig idé.

Per Vers: DRUO er integration når det er bedst



Cæcilie Norby: Skandale at lukke Danmarks mest fleksible orkester

Da jeg hørte om at DR havde tænkt sig at lukke UnderholdningsOrkestret fik jeg et mindre chok. Jeg synes, at UnderholdningsOrkestret fylder enormt meget i DR’s musikbillede. Jeg synes, det er Danmarks mest fleksible orkester. Jeg har arbejdet med dem gennem mange år i mange forskellige sammenhæng: Poppede og syrede sammenhæng, jazzede osv. Og de formår at spille det hele og forstå musikken. Derfor er lukningen en mærkelig, mærkelig disposition. På baggrund af hvad Melodi Grand Prixet har kostet, synes jeg, at det er en skandale. Det kan godt være, at folk siger at pengene ikke kommer fra samme kasse, men det er jo ikke rigtigt. Det er bare en stor løgn. 

Ole Kibsgaard: Dårligt købmandsskab

Jeg synes, at det er dårlig købmandsskab, fordi UnderholdningsOrkestret er et af de orkestre, man har brugt rigtigt lang tid på at fostre – et orkester, der kan 'cross over' mellem rytmisk og klassisk musik. De kan frasere rytmisk musik på den rigtige måde. Det kan og vil symfoniorkestrene ikke gøre.

Steffen Westmark: Vigtigt at alle kunstnere støtter op


Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.