af Anine Fuglesang

DR SymfoniOrkestret og DR Radiodrama er gået sammen om at skabe en radiodramakoncert, der bygger på komponisten Niels W. gades liv.

"NWG - Hvem slukker stjernerne?" er en radiodrama-koncert, som opføres i Studie 2 i DR Koncerthuset den 24. august 2017. (Foto: Birgitta Præstholm/Den Hirschsprungske Samling)

I år er det 200 år siden komponisten Niels W. Gade blev født. Det markeres ved en koncert, nærmere bestemt en radiodramakoncert torsdag d. 24. august 2017.

DR SymfoniOrkestret og DR Radiodrama er nemlig gået sammen om at skabe en radiodramakoncert frit formuleret over Niels W. Gades liv.

Gade går online

DR Radiodrama vil sammen med DR SymfoniOrkestret fortælle historien om 1800-tallets store, danske musikalske verdensstjerne, og man kan stifte bekendtskab med radiodramakoncerten med navnet ”NWG - Hvem slukker stjernerne?” på flere måder.

Dels kan man opleve nyskabelsen som publikum i DR Koncerthusets Studie 2, og dels kan man høre radiodramakoncerten direkte på P2. Derudover bliver der mulighed for at opleve koncerten, når DR senere udgiver ”NWG” som mini-podcast på DR Podcast.

Eksperimenterende format

Niels W. Gade, der er manden bag ”Brudevalsen” og grundlæggeren af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, levede et liv fuld af musik. Radiodramakoncerten tager udgangspunkt i Gades rejse hjem til Danmark efter et ophold i en af musikkens hovedstæder Leipzig, hvor han blandt andet var assistent hos komponisten Felix Mendelssohn.

Om radiodramakoncerten fortæller leder for DR Radiodrama, Mette Kruse Skak, til DR:

Ideen til radiodramakoncerten fik jeg sammen med en producent, som jeg har arbejdet sammen med på Operaen i København, og efter at DR Radiodrama er gået fra at skulle lave faste formater til radioen og til at lave ren podcast, kan vi eksperimentere mere. Det er det her et eksempel på, og det er en gave, at vi kan gøre det på denne måde med fuldt orkester.

 

Ingen musikalsk mindestue

Musikken i radiodramakoncerten kommer fra forskellige epoker i Niels W. Gades liv. Der vil blandt andet være uddrag fra ’Efterklange af Ossian’, Gades 1. symfoni (Paa Sjølunds Fagre Sletter), Gades Violinkoncert i d-mol, ’Elverskud’ og ’Brudevalsen’.

Det har været helt afgørende for DR’s kor og orkestre, at markeringen af Niels W. Gades jubilæumsår ikke skulle blive en musikalsk mindestue, altså en række traditionelle koncerter med velkendte guldalderværker.

 

Det fortæller producent Karen Skriver Zarganis til DR.

Hun forklarer, at man med radiodramakoncerten glæder sig til at prøve kræfter med et helt nyt koncertformat i samarbejde med DR Radiodrama og en håndfuld nye, unge talenter fra den danske teaterverden.

Med forestillingen skaber vi et unikt portræt af Niels W. Gade, som levendegør hans kunstneriske og menneskelige dilemmaer på en nutidig måde, og som samtidig er skræddersyet til DR’s medieplatforme. Her favner vi både koncert, radiodrama, podcast og live-radio på én gang.

 

Om der kommer flere radiodramakoncerter ligger endnu ikke fast.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.