Elvis-entusiasten Henrik Knudsen har nået sit mål og åbner nu sit eget Graceland i Randers - en kopi af Elvis Presley's Graceland i Memphis.

Graceland Randers er en modificeret udgave af det originale Graceland i Memphis, USA. (Pressefoto, www.gracelandranders.dk)

Elvis Presley's berømte hjem Graceland lidt uden for Memphis, Tennessee, er stadig et tilløbsstykke af dimensioner, der hvert år tiltrækker omkring 600.000 fans og turister. Samme besøgstal skal Henrik Knudsen i Randers nok ikke regne med, men interessen for hans Elvis-eventyr i den jyske købstad er dog ganske stor.

Officiel åbning

Henrik Knudsen er Elvis-fan i en klasse for sig og har i mange år arbejdet på sit drømmeprojekt: En kopi af Graceland. Nu er det en realitet, og Graceland Randers åbner fredag 15. April 2011, hvor Suzi Quatro sammen med den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, foretager den officielle åbning. Jørgen de Mylius er konferencier, og der vil være livemusik med blandt andre Ester Brohus og Peter Viskinde.

Ultimativ hyldest

Udenpå er Graceland Randers en kopi - med visse modifikationer - af det originale Graceland. Inden døre er det Elvis-museum, butik, restaurant og minibiograf. Første spadestik til huset blev taget i sommeren 2010. Problemerne med at få lov til at kalde huset Graceland skulle være løst, og det bliver også markedsført som "eventhus" og den "ultimative hyldest til kongen af rock'n'roll.”

 

Annonce:

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.