af Anine Fuglesang

Lytterne har udsigt til masser af musik med Den Danske Strygekvartet, når de bliver ’P2 Kunstner 2018’. Prisen overrækkes ved P2 Prisen 2018 den 19. januar.

Foto: Caroline Bittencourt.

Lytterne på P2 kommer til at høre ekstra meget til Den Danske Strygekvartet næste år. Selv om der stadig er to en halv måned til, at P2 Prisen 2018 bliver holdt i DR Koncerthuset fredag den 19. januar, ligger det allerede nu fast, at kvartetten den aften får prisen som ’P2 Kunstner 2018’.

Med hæderen følger en række koncerttransmissioner på P2, samarbejder med DR’s ensembler og en podcastserie med Beethovens Strygekvartetter – produceret af musiker og forfatter Kristian Leth. Derudover kommer et af medlemmerne også til at medvirke i P2-programmet ’Min yndlingsmusik’.

Et H.C. Andersen-eventyr værdigt

Den Danske Strygekvartet består af Rune Tonsgaard Sørensen, violin, Frederik Øland, violin, Asbjørn Nørgaard, bratsch, og Fredrik Schøyen Sjölin, cello, og en af de helt særlige begivenheder, lytterne kommer til at opleve, er, når Den Danske Strygekvartet spiller alle Beethovens 16 strygekvartetter seks dage i træk i oktober 2018 som en del af DSQ Festival. 

Redaktør Esben Tange fra P2 siger, at det er med stor glæde, at P2 kan præsentere Den Danske Strygekvartet som ’P2 Kunstner 2018’.

Den Danske Strygekvartets hidtidige historie er et H. C. Andersen-eventyr værdigt. Med rødder, der strækker sig tilbage til fodbold og amatørmusikstævner i drengeårene, er kvartetten i dag trendsættende på den internationale kammermusikscene.

 

Jorden rundt

Den Danske Strygekvartet er bestemt ikke ukendte for P2’s lyttere i forvejen. Tilbage i 2004, da de fire kaldte sig Den Unge Danske Strygekvartet vandt de P2 Kammermusikkonkurrence, og i 2006 var kvartetten ligeledes årets DR-kunstner. 

Violinist Rune Tonsgaard Sørensen udtaler til DR:

Vi er superglade for titlen. Det er 11 år siden, at vi var DR-kunstnere, og der er sket rigtig meget siden dengang. Vi har blandt andet taget skridtet fuldt ud og er blevet en strygekvartet på fuldtid. Vi spiller rigtig mange koncerter, og det betyder også, at vi rejser meget rundt omkring i verden, og måske ikke spiller så meget i Danmark, som vi har gjort før. Men det kommer vi så til i 2018.

 

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.