af Karen Bendix

Når Sir Simon Rattle modtager Léonie Sonnings Musikpris 2013 på 600.000 kr. på lørdag d. 2. februar, har Sonnings Musikfond også uddelt 600.000 kr. til unge talenter.

Copenhagen Piano Quartet har sammen modtaget 120.000 kr. fra Sonnings Musikstipendium.

Hvert år uddeler Fonden stipendier til unge nordiske musiktalenter. Og i år er der blevet uddelt otte stipendier af 60.000 kr. og et enkelt stipendium af 120.000 kr. til et ensemble. Stipendierne kan ikke søges, men uddeles af Musikfondens bestyrelse.

Modtagere:

Pianist Anne Holm-Nielsen, der i 2012 debuterede fra Det Jyske Musikkonservatorium med speciale i kammermusik og akkompagnement, er medlem af klavertrioen Trio Dania medstifter af Modern Tango Quintet.

Den norske klarinettist Ingrid Meidell Noodt, der er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, har spillet i bl.a. Det Kongelige Kapel og DR UnderholdningsOrkestret inden hun i 2012 vandt stillingen som soloklarinettist i Det Svenske Kammerorkester i Örebro.

Jazzpianisten og sangerinden Karen Bach, der er uddannet på det Rytmisk Musikkonservatorium, har virket som pianist, komponist og arrangør på egne og andres projekter, bl.a. med Karen Bach Trio, med hvem hun har turneret og udgivet tre albums, senest Secret Rooms.

Blokfløjtenisten Louise Hjorth Hansen har studeret i London og debuterer i år fra solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium. Hun har et stigende fokus på at spille eksperimenterende ny musik i samarbejde med bl.a. komponister og jazzmusikere.  

Trommeslager og komponist Mads Forsby afslutter sin kandidatuddannelse i musik på Rytmisk Musikkonservatorium i 2013. Hans musikalske aktiviteter har sit udspring i improvisation, udforskning af lyd og støj og diverse manipulationer af trommesættets akustiske klange.

Magnus Fryklund studerer klaver og direktion ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og har medvirket som solist, kammermusiker og dirigent ved koncerter i Sverige, Danmark og Tyskland.

Violinist Niklas Walentin, der er studerende ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, blev nummer to i Den Internationale Carl Nielsen Violinkonkurrence 2012 og har netop indspillet sin debut CD med værker for soloviolin.  

Mezzosopranen Stina Schmidt er uddannet på Operaakademiet i 2011 og har siden medvirket i en række forestillinger på det Det Kgl. Teater, bl.a. i Carmen og som Cherubino i Figaros Bryllup.

Copenhagen Piano Quartet (Benedikte Damgaard, violin, Kristina Fialova, bratsch, Adam Stadnicki, cello, Neel Teilmann, klaver) er en ung klaverkvartet med rødder i Danmark, Tjekkiet og Polen. Kvartetten blev dannet i 2010 og studerer som ensemble i solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Man kan se portrætter af alle stipendiemodtagerne på DR K den 24. februar og den 3. marts 2013 kl. 20.00.

www.sonningmusik.dk

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.