Bedre dækning af dansk musikliv
22-06-2012, Nyheder
De tre store public servicemedier har lovet en bedre dækning af musiklivet i medierne. Hvis det står til landets tre komponistforeninger skal den smalle musik være bedre repræsenteret.
Årets Folkemøde på Bornholm lagde skøn natur til, da DR, TV2 og Radio24syv samt landets tre komponistforeninger endelig fik hinanden i tale. Resultatet blev et håndslag på fornyet samarbejde og konkrete drøftelser om, hvordan dækningen af musiklivet kan styrkes. I DJBFA, DKF og DPA vækker invitationen glæde:
”Vi har fået sat et vigtigt kulturemne til debat blandt både centrale politikere på Christiansborg og mediechefer fra landets tv- og radiostationer i forbindelse med årets folkemøde. Og det er meget positivt, at der nu er sat gang i vigtige samarbejder med de tre store medier til glæde for både musikken og alle os lyttere og seere,” siger Susi Hyldgaard på vegne af de tre komponistforeninger.
Politisk opbakning
Kulturminister Uffe Elbæk og formand for Folketingets Kulturudvalg, Flemming Møller Mortensen, betoner, at det er vigtigt, at dækningen af musiklivet forbedres. En bedre dækning vil blive en vigtig del af de kommende forhandlinger om en ny medieaftale, lyder det fra kulturminister Uffe Elbæk. Forhandlingerne starter umiddelbart efter sommerferien.
Smal musik svigtes
”Det er et vigtigt signal. Mange danske komponister føler, at medierne fokuserer meget på hits. Og at de mere smalle genrer bliver glemt eller gemt på kanaler, hvor der er begrænset antal lyttere og seere.,” lyder det fra formændene for DJBFA, Dansk Komponist Forening og Danske Populær Autorer, der havde inviteret til dialogmødet.
Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.









Kommentarer fra læserne