af Anine Fuglesang

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

"Barbara Hannigan viser nye veje for den klassiske musik," lyder en del af begrundelsen for, hvorfor det er den canadiske sopran og dirigent, der modtager Danmarks største musikpris i 2020. (Foto: Marco Borggreve)

Danmarks største musikpris, Léonie Sonnings Musikpris, går i 2020 til den canadiske sopran og dirigent Barbara Hannigan.

Prisen bliver overrakt til Barbara Hannigan i d. 23. april 2020 i DR Koncerthus i forbindelse med en minifestival med sangerinden og dirigenten. Léonie Sonnings Musikpris uddeles altid et år på forkant, og prisen for 2020 afsløres således allerede i 2019.

Viser nye veje for klassisk musik

I en pressemeddelelse i forbindelse med afsløringen af den kommende prismodtager, betegnes Barbara Hannigan som dronningen af vor tids sangerinder.

Der skrives følgende:

Med hendes evner til både at synge og dirigere og komponere dybt personlige programmer er Barbara Hannigan et fænomen og en artist, der viser nye veje for den klassiske veje. Og med verdenspremierer på over 85 stykker, hvoraf flere har potentiale til at blive nye klassikere, er Barbara Hannigan dronningen af vor tids sangerinder.

 

Barbara Hannigan er født og opvokset i Waverley, Nova Scotia i Canada og uddannet på University of Toronto. Allerede som 17-årig sang Barbara Hannigan sin første verdenspremiere. Siden da har ny og nyere musik spillet en hovedrolle i hendes liv. Barbara Hannigan har siden 2011, foruden at være sanger, i stigende grad også virket som dirigent – og til tider begge dele simultant. I 2017 skabte Barbara Hannigan mentorprogrammet Equilibrium for unge musikere.

Léonie Sonnings Musikpris er blevet uddelt siden 1959, hvor komponisten Igor Stravinskij var den første prismodtager. Barbara Hannigan vil være den 8. sangerinde og den 16. dirigent til at modtage Sonnings Musikpris. Med prisen følger også 100.000 euro.

 


FAKTA

Sonnings Musikpris

Léonie Sonnings Musikpris er den største danske musikpris. Prisen tilfalder en internationalt anerkendt komponist, musiker, dirigent eller sanger inden for klassisk musik. Prisen uddeles altid et år på forkant. Sonnings Musikpris 2019 uddeles altså i 2018. Med prisen følger 100.000 euro og en række koncerter i Danmark, hvor publikum vil have mulighed for at opleve kunstneren (eller kunstnerens musik) i aktion.

De seneste års vindere er:

  • 2013: Simon Rattle, dirigent 
  • 2014: Martin Fröst, klarinet
  • 2015: Thomas Adès, komponist
  • 2016: Herbert Blomstedt, dirigent
  • 2017: Leonidas Kavakos, violin
  • 2018: Hans Abrahamsen, komponist

Komponist Hans Abrahamsen modtager dettes års Léonie Sonnings Musikpris ved en koncert d. 26. april i DR Koncerthus, der samtidig markerer en minifestival med Hans Abrahamsens musik.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.