Banen er kridtet for musiklivet
10-02-2012, Nyheder
Endelig kom kulturminister Uffe Elbæks udspil til den musikhandlingsplan.
Kulturminister Uffe Elbæks politiske agenda er at styrke det samlede musikliv så meget som muligt. Hans præmis er at føre kulturpolitik midt i krisetid og offentlige besparelser. Det er baggrunden for musikhandlingsplanen ”Èn musikscene – mange genrer”, som ministeren præsenterede den 9. februar.
Han indledte med at gøre opmærksom på sin præmis:
”Det er musikpolitik i en krisetid. Når der ikke er flere, nye penge til rådighed, har man to muligheder for at forandre: ”Prioritere eller finde nye former for samarbejde. Jeg har valgt det sidste.”
Alligevel fandt ministeren 135,5 mio. kr. (over fire år) i tipsmidlerne.
Udspillet skal i finansrådet, hvor de forskellige politiske partier er repræsenteret. Det skal således ikke til behandling i Folketinget, men kan vedtages i finansrådet, som behandler fordelingen af tipsmidlerne. Udspillet handler om de statslige midler til musiklivet. I det samlede billede indgår også de forskellige kommunale ordninger og tilskud.
Uffe Elbæk har længe lagt op til, at den rytmiske musik skulle styrkes. Overordnet tildeles det samlede musikliv 135,5 mio. kr. over fire år.
Den rytmiske musik
Det rytmiske område blev reguleret således:
- Regionale og honorarstøttede spillesteder, de næste fire år: 74,8 mio. kr.
- Nybrydende komposition, kunstnerisk udviklingsvirksomhed: 16,0 mio. kr.
- Talentudvikling: Musikskoler, Syngelyst, Den unge elite: 28,7 mio. kr.
- Musikeksport 16,0 mio. kr.
- I alt 135,5 mio. kr.
Årlig evaluering
Ved en ny, årlig evaluering tjekker kulturministeren sammen med musiklivets partnere om de forskellige institutioner lever op til de politisk formulerede intentioner. Det kan for eksempel være at tjekke om de regionale spillesteder rent faktisk hyrer nye, ikke kommercielle talenter og dermed yder kulturel valuta for tilskudskronerne. Eller om DR lever op til public service-forpligtelserne og forventninger om at præsentere musiklivet for nationen. For at undersøge om handlingsplanen fungerer som helhed indbyder kulturministeren til en opfølgende konference i foråret 2013.
Uanset de rytmiske organisationers forventninger om en større støtte til netop deres område, må det konstateres at det samlede rytmiske musikliv har fået en regulering opad med 135 mio. kr. fordelt på de næste fire år.
Livesiden fik et mindre løft fordelt med hver ca. 7 mio. kr. til de regionale – og honorarstøtte-spillesteder ligesom transportstøtten fik en mindre regulering (0.5 mio.kr. årligt).
Lidt ekstra til det mest interessante
Statens Kunsfonds Rytmiske Tonekunstudvalg har fået et løft på 1 mio. kr. til ”de mest interessant, rytmiske musikskabere.”
Det ligger i Uffe Elbæks tankegang at undersøge mulighederne for nye former for samarbejder på tværs af genrerne. Herunder ”genreoverskridende produktion,” som det hedder i planen. En arbejdsgruppe barslede i begyndelsen af året med en rapport ”Kunstnerisk udviklingsvirksomhed.” Ikke mindst på uddannelsesinstitutionerne ligger et kulturpolitisk ønske (med 3 mio. kr. bag) om at igangsætte kunstnerisk udviklingsvirksomhed.
Stadig fem landsdelsorkestre
Det klassiske musikliv og dets publikum kan ånde lettet op. Spøgelset med et stk. mindre landsdelsorkester blev manet i jorden. Til gengæld pointerede ministeren at orkestrene skulle brede deres virksomhed ud med udadvendte aktiviteter. Som vi har skrevet om i temaet Landsdelsorkestrene (MUSIKEREN nov. 2010) er det et arbejde, der allerede længe har været i gang.
Statens tilskud efter musikhandlingsplanen
- Regionale spillesteder 31,7 mio. kr. årligt
- Honorarstøttede spillesteder (status quo) 17,3 mio. kr. årligt
- Transportstøtte 4,5 mio. kr. årligt
- Skabende, rytmiske kunstnere 8,0 mio. kr. årligt
- Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (ny) 3,0 mio. kr. årligt
- Talentudvikling 7,3 mio. kr. årligt
- Musik Export Denmark 4,0 mio. kr. årligt
Musikhandlingsplanen Èn musikscene – mange genrer kan hentes her
Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.








Kommentarer fra læserne