af Karen Bendix

ALSANG 2020 skal hylde fællessangen og nutidens og fremtidens demokratiske, frie og åbne rum, og samtidig markerer 75-året for Danmarks befrielse den 4. maj 2020.

Det landsdækkende alsangsstævne blev afholdt den 1. september 1940, hvor der deltog omkring 720.000 på landsplan. Hovedstævnet var i København, hvor 150.000 deltog. Her i Alsang i Fælledparken i København, den 2. september 1940. (Foto fra Det Kongelige Bibliotek)

ALSANG 2020 handler om frihed, fremtid og fællessang. Projektet skal markere 75-året for Danmarks befrielse den 4. maj 2020, og samtidig pege på det, der samler os som land – nemlig sangene og kulturen, der skaber fællesskab og sammenhørighed på tværs af baggrund, alder, overbevisning og sangstemme.

Møder mellem mennesker

Bag projektet står Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk, der har fået over 8 mio. kr. fra Nordea-fonden til at levendegøre det historisk store og landsdækkende fællessangsprojekt. 

”Sangen sætter ord på følelser mange af os rummer, og at synge sammen er noget, vi alle kan samles om. Derfor er vi glade for at støtte ALSANG og give plads til mange nye møder mellem mennesker. Det vil styrke oplevelsen af samhørighed, fællesskab og ’gode liv’ rundt om i landet,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

 

Sang i alle kommuner

Frem til 2020 vil der iværksættes en lang række fællessangsprojekter og sangaktiviteter, som alle borgere kan deltage i rundt om i landet. Både store regionale fællessangsbegivenheder, og mindre sangaktiviteter, som når ud til de, der ikke plejer at synge sammen med andre. Det skal blandt andet muliggøres via forskellige støttepuljer.

Målet er, at samtlige 98 kommuner skal lave arrangementer lokalt. DR vil medvirke til at udbrede projektet til hele landet via deres medier, kor og orkestre.

Sangskrivning på skoler

Derudover vil der iværksættes sangskrivningskonkurrencer for professionelle sangskrivere i håbet om at få lavet nye fællessang-klassikere. Sangskrivning vil også blive muligt på skoler, der derudover bliver aktiveret gennem fællessang og undervisningsprojekter. 

Fokus på fred

Med markeringen af d. 4. maj 2020 er ALSANG 2020 også tænkt som en hyldest til nutidens og fremtidens demokratiske, frie og åbne rum – blandt andet ved at se på historien. Til det formål har ALSANG målrettet en særlig indsats på landets skoler.

Børn og unge vil få mulighed for at dykke ned i historien og tematikkerne via et undervisningsmateriale, der stiller spørgsmål som: Hvornår er fred en selvfølge? Hvad er frihed og befrielse? Hvad er det gode liv? Hvem fortæller historien? Hvad skaber vilkårene for et frit og åbent samfund? Og mange, mange flere store spørgsmål, der vedrører og udfordrer vores selvforståelse som mennesker i det 21. århundrede.

Om ALSANG 2020 

  • Anledningen til ALSANG 2020 er 75-året for Danmarks befrielse i 1945, 4. maj 2020.
  • ALSANG 2020 vil som projekt løbe i to år fra januar 2019 til udgangen af 2020. Langt de fleste arrangementer – herunder en række meget store – vil foregå den 4. maj 2020, præcis 75 år efter den dag, frihedsbudskabet lød. Derudover vil der ligge arrangementer i perioden op til den 4. maj 2020 og i perioden lige derefter.
  • Projektet er støttet af Nordea-fonden med 8.161.000 kr.
  • Det forventes, at der vil være fællessangsarrangementer i alle 98 kommuner.
  • Projektet vil indeholde en række særlige, nytænkende fællessangsarrangementer og støttepuljer, så også de ikke så sangvante folk kan få glæde af at opleve, hvad fællessang kan.
  • Der bliver sangkonkurrencer for skolerne samt for professionelle sangskrivere.
  • Skoler og ungdomsuddannelser vil kunne tilgå et online undervisningsmateriale til fagene dansk, historie, musik og samfundsfag.
  • ALSANG 2020 er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk. Spil Dansk vil som projektejer stå bag den samlede koordinering af ALSANG 2020.
  • DR vil medvirke til at udbrede projektet til hele landet via deres medier, kor og orkestre.

Alsang under besættelsen

  • Alsang var en række fællessangsstævner, der fandt sted i de første år af den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Tusindvis af deltagere sang med på fædrelandssange og gav dermed udtryk for sammenhold og nationalfølelse.
  • Gennem radiotransmission og avisernes omtale af arrangementerne bredte alsangsbølgen sig til hele landet. Et landsdækkende alsangsstævne blev afholdt den 1. september 1940, hvor ca. 720.000 deltog på landsplan, og alsangen var en stor begivenhed også i de mindre byer.
  • Sangudvalget bestod først og fremmest af de ’bløde’ nationalsange, der fokuserede på naturbeskrivelser, demokrati og folkesjælen, mens de mere krigeriske nationalsange blev fravalgt, blandt andet af hensyn til den tyske censur.
  • Efter indførelsen af mødeforbud blev alle arrangementer aflyst fra 1943, og det betød afslutningen på alsang som udtryk for den nationale stemning.
  • Som en udløber af alsangsbølgen arrangeredes desuden i foråret 1941 algang, hvor større grupper mennesker gik på fælles vandreture, dog uden tilsvarende succes.
  • Læs mere om alsang her 

Kilde: www.danmarkshistorien.dk

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.