af Karen Bendix

Dagen inden den ene 40 års jubilæumsjazzfestival i København slukkede for i år, begyndte det næste 30 års jazz-jubilæum i Aarhus.

Melody Gardot, hendes band og Aarhus Jazz Orchestra satte gang i Aarhus Jazzfestival med et forrygende samarbejde ved oncerten i Aarhus Musikhus. (foto Karen Bendix)

I denne uge overtager Aarhus Jazzfestival solskinnet, jazzmusikerne og jazzmusikken i alle sine afskygninger. Jazzkaravanen vil fortsætte med at sprede toner på gader, torve, jazzklubber og i koncertsale hele denne uge. 

Stjernesamarbejde

Søndag aften lagde Aarhus Jazz Orchestra ud med et enestående samarbejde med den amerikanske sangerinde, pianist og sangskriver Melody Gardot og hendes band. Hun synger mest sine egne numre, og derfor var alle blæserarrangementerne spritnye, hvilket fik musikerne i AJO helt ud på stolekanten. Melody Gardot ved, hvad hun vil musikalsk og styrede alle mændene på scenen igennem koncerten med sikker kærlig hånd, og havde samtidig publikum i sin hule hånd.

”Musikalsk er hun ’gifted’, hun har en helt unik musikalsk bevidsthed og sikkerhed,” fortalte pianisten Mads Bærentzen i AJO, der har stået for at få samarbejdet i stand.

Resten af ugen spiller Aarhus Jazz Orchestra i Aarhus Ridehus med solisterne Mads Mathias og den svenske sangerinde Mimi Terris under Scandinavian Big Band Nights. 

Ny festival i festivalen

Fra en af Aarhus' faste musikalske institutioner til en ny festival i festivalen – nemlig The House Festival, der finder sted d. 18.-20. juli. i en gammel bygning på sydhavnen. Stedet var tidligere en smedje til byens gasværk, men fungerer i dag som værksteder for nogle af byens førende kunstnere.

”Idéen med The House Festival er at tage musikken ud af de vante rammer og lade koncerterne foregå på husets præmisser. Dette skaber intime og stærke oplevelser for både publikum og musikere. Vi har valgt at invitere artister fra mange forskellige genrer, og i år kan man blandt andet opleve verdensklasse klassisk musik med cellostjernen Andreas Brantelid og superpianisten Katrine Gislinge og jazzmusik med blandt andet Kasper Staub Trio, I Think You're Awesome og Nikolaj Hess samt EXEC (bedre kendt som Troels Abrahamsen, frontfigur i bandet VETO). Sidst men ikke mindst har vi for tredje gang fået huskomponist Christian Balvig til at skrive et værk "Mixing" til selve huset, hvor man som publikum selv sammensætter oplevelsen – afhængig af hvor i huset man vælger at gå hen. Det opføres hver dag i festivalen,” fortæller initiativtager Maria Isabel Edlund, der er cellist med base i Aarhus – og i perioder Berlin, hvor hun arbejder med sin strygekvartet Taïga String Quartet. Sammen med cellist Cæcilie Balling står hun bag den nye og anderledes tværmusikalske ”The House Festival”, der afholder 16 koncerter i alt fordelt på de tre dage.

Følg The House Festival og Maria Isabel Edlund på Instagram #dmftakeover

Se programmet her: http://jazzfest.dk

Følg med i koncerterne på JazzLives blogs her http://jazzfest.dk/list.php?l=da&t=1

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.