af Astrid Bigoni

KarriereKanonen sender 12 upcomingkunstnere videre. Talenterne får, udover professionel karriererådgivning, også muligheden for at spille på SPOT.

12 navne er fundet og bliver en del af KarriereKanonen 2014. Dermed er de også føjet til årets SPOT-program.

12 upcomingkunstnere får nu muligheden for at gå i fodsporene på navne som Marie Key, Magtens Korridorer og Djämes Braun og få et skub af KarriereKanonen.

LÆS OGSÅ: KarriereKanonen skyder 2014 i gang

Blandt de udvalgte finder man kvinder, mænd, bands, solister og en kunstnerisk bredde, som går fra muskuløs hardrock og stodderrap i den ene ende til følsom folk og eftertænksom elektropop i den anden. Det drejer sig om følgende kunstnere:

  • Ann See
  • De Danske Hyrder
  • For Akia
  • I’ll Be Damned
  • In Lonely Majesty
  • Keep Camping
  • König
  • Kristian Warren
  • Phenix
  • Sonja Hald
  • The Attic Sleepers
  • Xolo Island.

"Som i de foregående år har det været benhårdt at snævre ind til 12 navne. Og vi er nok endt med det mest spraglede felt nogensinde. Nogle søger helt ind i det skramlede og organiske, andre går direkte efter at kreere virkelig lækker pop. Nogle er til fis og ballade, andre til hudløs ærlighed. Og fordelingen mellem dansk og engelsk lyrik er næsten lige. Men fælles for dem er, at alle har en knivskarp stil og virkelig noget på hjerte. Så vi glæder os til at se, hvordan de kommer til at udvikle sig i de kommende måneder," siger jurymedlem og vært på P3, Nicholas Kawamura i en pressemeddelelse.

 

Rådgivning og SPOT-koncert

Samtlige udvalgte modtager i den kommende tid karriererådgivning og coaching, inden de skal optræde på SPOT. Her bliver feltet af udvalgte reduceret til otte, som i august optræder ved Smukfest, hvor de tre vindere bliver udpeget. De tre modtager hver et skræddersyet karriereudviklingsforløb.

Lyt til alle kunstnere på dr.dk/karrierekanonen

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.