af Anine Fuglesang

Trods sin unge alder er sangerinden Lærke Marquard bevidst om, at høreskader skal forebygges. Det lærte hun allerede, da hun gik på Den Kreative Skole i Silkeborg; selv samme skole som hun gæster onsdag d. 15. november sammen med Pas På Hørelsen.

Med svimlende 22 millioner visninger på YouTube og 60 afholdte koncerter alene i år er der nok mange, der har stødt på den 16-årige sangerinde Lærke Marquard. På onsdag d. 15. november er hun med som gæstesolist, når Pas På Hørelsens efterårsturné lander i Silkeborg. Her vil Lærke Marquard spille sammen med Helge Engelbrecht og diskutere forebyggelse af høreskader.

Lærke Marquard går på sangskriverlinjen på Front Session i Aarhus, hvor hun blandt andet bruger rigtig mange timer i øvelokalet. Det er en stor belastning for hørelsen, men som Lærke Marquard fortæller:

Jeg har heldigvis vænnet mig til at spille med hørepropper, især i de samspilssituationer, hvor vi er mange musikere. Men det med at passe på hørelsen var heldigvis et område, der var fokus på, da jeg gik på Den Kreative Skole her i Silkeborg.

 

Opbakning hjemmefra

Forebyggelse af høreskader er også et emne, der har været vendt flere gange i hjemmet, fortæller Lærke Marquards mor, Gitte Marquard.

Vi har talt med Lærke om, hvor vigtigt det er at passe på sin hørelse, dels som musiker, men også når hun lytter til Spotify og får musikken direkte ind i ørerne. Men jeg ved, at Lærke er meget opmærksom på sin hørelse. Da hun gav koncert i sidste uge, var hun hurtigt til at få lydmanden til at justere på monitoren allerede efter én sang, fordi det gjorde ondt i ørerne. Så hun ér bevidst om det.

 

Glædeligt gensyn

Lærke Marquard glæder sig til gensynet med sin gamle musikskole, hvor hun vil spille kendt materiale, men også sange fra sit nye repertoire, som retter sig mod det lidt mere modne publikum.

Det er på engelsk. Både fordi det er utrolig fedt og spændende at prøve kræfter med, men også fordi det er med til at understrege, at min musik nu tager en retning mod mine jævnaldrende og det lidt ældre publikum.

 

Pas På Hørelsen slutter sin efterårsturné i Svendborg d. 16. november, hvor Daniel Toudal er med som gæstesolist. Få en GRATIS billet her 


Fakta om høretab

  • Op mod 800.000 danskere har problemer med at høre eller skelne lyde – dvs. hver 6. dansker over 18 år. På verdensplan er tallet 1,1 milliard, oplyser WHO.
  • Børn og unge er særligt i farezonen, fordi de lytter til musik for højt og for længe på smartphones med hovedtelefoner.
  • Ca. 300.000 danskere benytter sig af en eller anden form for høreteknologi.
  • Høretab koster samfundet et årligt tab i arbejdsproduktion svarende til 2,7 mia. kroner. Hertil kommer stigende udgifter i det offentlige sundhedssystem til behandling og tilskud til eller udlevering af høreapparater.
  • Ubehandlet høretab kan medføre en række følgesygdomme, som fx depression og angst.  

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.