af Karen Bendix

Når Copenhagen World Music Festival slår dørene op onsdag d. 6. september, er det med fokus på Europas diversitet og kulturel udveksling.

Det russiske band Ivan Nova åbner Copenhagen World Music Festival og er i følge musikmagasinet RollingStone det cooleste russiske kvindeband, der spiller alt fra punk over russisk folklore til jazzede indslag.

De næste fem dage fra d. 6. – 10. september vil København emme af toner fra slaviske punk over arabiske sange og israelsk yemenitiske kvindesange til romainspireret flamenco. Copenhagen World Music Festival tager ordet diversitet alvorligt og viser nogle af de positive sider af flygtningestrømme, menneskevandringer og kulturel udveksling. 

Positiv effekt af indvandring

Copenhagen World Music Festival vil bygge bro mellem mennesker i stedet for at splitte ad og ser på de mennesker som kommer til Europa og Norden som mennesker, der kulturelt set kan give positive påvirkning på vores kultur. Men også at vores kultur og samfund kan samle mennesker, der ellers ikke ville mødes pga. forskellige religiøse eller kulturelle rødder.

Det kan bl.a. opleves ved en koncert i Vor Frue Kirke i København, hvor musikere på tværs af tro, køn og kultur hylder mangfoldigheden, når kirken danner rammen om en dobbeltkoncert med den syriske guitarist Nour Amora og hans moderne arabiske folkmusik, efterfulgt af israelske Gulaza, som fortolker traditionelle, yemenitiske kvindesange, fremført af den mandlige sanger Igal Mizrahi.

Musikalske zoner

I år har Copenhagen World Music Festival valgt at opdele København i musikalske zoner. På Nørrebro kan man for eksempel dykke ned i den omdiskuterede romakultur, der oprindeligt stammer fra Indien og som har påvirket europæisk musik i så mange forskellige retninger. Her kan publikum både møde balkan-roma, når George Mihalache & Calibutspiller op til dans, romainspireret flamenco i form af den nye unge stemme, Lela Soto, og Reve Boheme, som spiller 'manouche' – fransk gypsy jazz. Temaet rammes ind af en tre-dages event med koncerter, kunst, foredrag, workshops og meget andet.

Norden og Baltikum i fokus

På Amager er fokus på Norden inkl. Grønland og de baltiske lande. Det nordiske bliver bl.a. illustreret gennem koncerter med grønlandske rock'n'roll'ere Small Time Giants, irske Led Farmers, som præsenterer irsk folkemusik i deres helt eget tempo, folk-hopperne Tuuletar fra Finland og de crazy russiske virtuoser i Otava Yo som sender publikum 'På sporet af vikingerne'. Jagten på vikingerne og på den kulturelle udveksling i Norden, som de trak med sig i kølvandet, kulminerer lørdag i en storstilet event, hvor Foreningen Danmark-Letland giver et sjældent indblik i Baltikum og områdets kultur.

Svedige rytmer på Frederiksberg

På Vesterbro, Nordvest og Frederiksberg er der fokus på de sydlige himmelstrøg med afrikanske, cubanske og brasilianske rytmer. Her spiller Clara Valente og Guilherme Gautreaux samba-pop, Eliel Lazo og Friends præsenterer Cuban Nights, mens Sound of Brasil byder på brasiliansk instrumentalmusik. Fra afrika er der rytmer fra Mzungu Kichaa - Skøre hvide mand! og hans dansevenlige Bongo Flava-musik, mens Feridah Rose byder på forførende afro-soul og Gilito entre Amigos er klar til salsafest - inklusive undervisning og mojitos!

DMF backstage

På Skt. Hans Torv på Indre Nørrebro skal bl.a. Afennginn og bandet Hvalfugl spille lørdag. Her vil DMF København være backstageværter for de optrædende musikere.

Læs hele programmet her: www.cphworld.dk

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.