af Anine Fuglesang

Den årlige uddeling af 600.000 kroner fra Léonie Sonnings Musikfond er tildelt ni unge talenter.

Nordic String Quartet har modtaget et stipendium på 120.000 kroner fra Léonie Sonnings Musikfond. (Pressefoto)

Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 korner er traditionen tro blevet uddelt til en stor, international kunstner. I år er det den græske violinist Leonidas Kavakos, der er den glade modtager af både hæderen og pengene.

Ligesom de forgangne år er en række unge talenter også blevet hyldet, idet samme beløb er fordelt mellem ni skandinaviske musiktalenter. Otte solokunstnere har hver modtaget en talentpris på 60.000 kroner, mens Nordic String Quartet modtog en talentpris på 120.000 kroner. Stipendierne kan ikke søges, men uddeles af Musikfondens bestyrelse.

De ni modtagere

  1. Allan Gravgaard Madsen læser komposition på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han har studeret i solistklassen hos Niels Rønsholdt og Simon Steen-Andersen. Som komponist har han fået værker opført af blandt andet Aarhus Symfoniorkester og Esbjerg Ensemble. Han modtog i 2016 Statens Kunstfonds Præmiering sammen med Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð for den symfoniske sangcyklus ’Beinta’ Han vil bruge sit stipendium til workshops med ensemble recherche i Freiburg og inspirationsrejser til New York og Oslo.
  2. Anna Egholm er violinist og begyndte allerede som 5-årig at spille hos Alexandre Zapolski. Anna Egholm har vundet adskillige konkurrencer og priser. Blandt andet vandt hun DR’s konkurrence ’Spil For Livet’ i 2011, Jacob Gades violinkonkurrence i 2013 og Øresunds Solist i 2009 og i 2016. Anna Egholm har deltaget i masterclass hos blandt andre Alexander Sitkovetsky, Milan Vitek og Natalia Prischepenko og optrådt i Carnegie Hall. Stipendiet skal bruges til violinstudier hos Svetlana Makarova i Lausanne.
  3. Daniel Davidsen er tonemester, uddannet ved Københavns Universitet og Cleveland Institute of Music og nu kandidatstuderende på tonemesterstudiet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har under et ophold hos Soundmirror i Boston lært at arbejde med de nyeste teknikker til optagelse og postproduktion af klassisk og akustisk musik i et professionelt miljø. Han har modtaget en Gold Award og blandt andet været i praktik hos The Cleveland Orchestra og New World Symphony, Miami. Stipendiet skal anvendes til indkøb af moderne optageudstyr.
  4. Ingrid Søfteland Neset spiller fløjte. Studier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Toke Lund Christiansen og hos Ulla Miilmann i solistklassen. Hun vandt i 2015 Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistkonkurrence som solist i Carl Nielsens fløjtekoncert. Hun har været solist med Bergen Filharmoniske Orkester og har assisteret i Det Kongelige Kapel, Copenhagen Phil, DR SymfoniOrkestret m.fl. Stipendiet anvendes til et bestillingshonorar hos komponisten Marius Neset. Stykket uropføres ved debutkoncerten på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i september 2017.
  5. Jonathan Swensen er cellist og studerer hos Toke Møldrup på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har vundet flere konkurrencer, blandt andet 1. prisen ved Øresunds Solist i både 2011 og 2015 og 1. pris i Stockholms Internationale Musikkonkurrence. Han har desuden modtaget Jacob Gades Talentpris og P2’s Talentpris. I 2017 skal Jonathan Swensen være solist i Elgars cellokoncert med Orquestra Sinfónica do Porto, Sjostakovitjs cellokoncert nr. 1 med La Orquesta Ciudad de Granada samt i Dvoraks cellokoncert med Venice Symphony State Orchestra, Florida Stipendiet anvendes til studier hos Torleif Thedeen samt til anskaffelse af ny cellobue.
  6. Mikkel Egelund Nielsen er guitarist og går i solistklassen hos Frederik Munk Larsen og Marco Socias på Det Jyske Musikkonservatorium. Han har ligeledes studier hos Roberto Aussel på Hochschule für Musik und Tanz, Köln, samt hos Álex Garrobé ved L’Escola de Música de Barcelona. Han har blandt andet vundet 1. pris ved London International Guitar Competition 2013 og samarbejder med komponisterne Jonas Asplund og Christos Farmakis. Stipendiet skal anvendes til studier hos David Starobin i New York og til privatundervisning i barokguitar og tidlig musik i Sydtyskland.
  7. Theis Stoico er basunist og sluttede i 2016 sine bachelorstudier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og fortsatte på master-uddannelsen hos Ian Bousfield på Hochschule der Künste Bern i Schweiz. Theis Stoico har fra en tidlig alder haft sin gang i gardermiljøet samt spillet i orkestre som DUSIKA, SASO og Concord Brass Band. Han er medlem af messingkvintetten Danish Chamber Brass og har blandt andet spillet i Det Kongelige Kapel, Copenhagen Phil og DR SymfoniOrkestret. Stipendiet anvendes til studier hos Ian Bousfield og Rex Martin ved Hochschule der Künste Bern.
  8. Victor Sørensen spiller bratsch og viola d’more og har studeret ved Musikkonservatoriet Falun, Sverige, med afsluttende violinstudier hos Gunnar Crantz og har bagefter spillet hos Lars Anders Tomter ved Norges Musikkhøgskole i Oslo. Victor Sørensen blev i 2013 optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med Tim Frederiksen som lærer og debuterer fra solistklassen i 2017/2018. Han er blandt andet på kontrakt i Odense Symfoniorkester. Stipendiet skal anvendes til viola d’amore-studier hos Sirrka-Liisa Kaakinen-Pilch i Polen og bratschstudier hos Attar Arad i USA og Lawrence Power i Schweiz.
  9. Nordic String Quartet blev dannet i 2013 og året efter optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse for ensembler, hvor de studerer hos Tim Frederiksen. Kvartetten består af violinist Heiðrun Petersen, violinist Mads Haugsted Hansen, bratschist Daniel Eklund og cellist Lea Emilie Brøndal. Kvartetten har siden 2015 været med til at drive Østerbro Koncertforening sammen med Trio Amerise og Ensemble Nordlys. Et projekt, der bygger bro mellem forskellige kammermusikalske konstellationer. Nordic String Quartet er i færd med at indspille strygekvartetter af Pelle Gudmundsen-Holmgreen for pladeselskabet Dacapo. Stipendiet skal anvendes til studier hos internationale kammermusikere og strygekvartetter, til en turné i de nordiske lande samt til dækning af udgifter i forbindelse med indspilning af Pelle Gudmundsen-Holmgreens strygekvartetter.            

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.