af Birgitte Theresia Henriksen

DR Symfoniorkestret gav årets pris til Det Kongelige Kapel under ugens torsdagskoncert i DR Koncerthuset.

DR Symfoniorkestrets musikere gav legatet som en hyldest til verdens ældste operaorkester, Det Kongelige Kapel. (foto: Natascha Thiara Rydvald)

Emil Holms MIndelegat Mindelegat blev uddelt torsdag til et orkester med en historie helt tilbage til 1448.

”Sidste år satte vi aldersrekord, da Kammersanger Emil Holms Mindelegat blev uddelt til nyligt afdøde Svend Asmussen, som på det tidspunkt var 100 år. I år slår vi den rekord med flere længder ved at give legatet til en 569-årig institution i dansk musikliv,” sagde solopaukist og formand for DR Symfoniorkestrets musikere René Mathiesen, da han afslørede årets modtager.

 

LÆS OGSÅ: Ikke bare et job men en livsstil

En hyldest til musikerne

DR Symfoniorkestrets musikere vælger at give legatet som en hyldest til verdens ældste operaorkester, Det Kongelige Kapel.

”For uden dem ingen kongesang, ’Maskarade’ af Carl Nielsen eller opera. Legatet er samtidig en hyldest til de musikere, der gennem tiden har været, og i dag er en del af besætningen,” sagde René Mathiesen.

 

Det var formanden for Det Kongelige Kapel, bratschisten Alexander Øllgaard, der modtog Kammersanger Emil Holms Mindelegat på vegne af kapellet, der i de seneste måneder har været i vælten, fordi Det Kongelige Teater ville fyre hver tiende musiker i orkestret, og musikerne i stedet fik gennemført, at de kunne gå samlet ned i løn og arbejdstid.

LÆS OGSÅ: Det størst mulige kapel bevares


Om Emil Holms Mindelegat

Hvert år uddeler musikerne i DR Symfoniorkestrets medarbejderforening Kammersanger Emil Holms Mindelegat på 30.000 kroner til en eller nogen for ”en ekstraordinær indsats for musikken”.

I anledning af 150-året mindedes DR Symfoniorkestret sine historiske rødder ved at give årets pris til en mildest talt ældre aktør i musikverdenen – nemlig Det Kongelige Kapel, som blev hyldet ved prisuddelingen, som foregik under ugens torsdagskoncert i DR Koncerthuset og blev sendt direkte til lytterne på P2. 

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.