af Birgitte Theresia Henriksen

En af verdens allerbedste jazzviolinister er ikke længere iblandt os. Svend Asmussen, der allerede som 17-årig debuterede med sin egen swing-kvintet og rundede 100 år for knap et år siden, er død.

Svend Asmussen var særdeles aktiv musiker, indtil en blodprop satte en stopper for fingerspillet. På billedet spiller han til Copenhagen Jazzfestival i 2006 (foto: Svend Withfelt)

Han havde fans over det meste af verden og rejste blandt andet meget til USA, hvor violinisten som 96-årig var hædersgæst ved Sarasota Jazz Festival i Florida og fik tildelt en af verdens fornemste musikpriser, The Satchmo Award, - en pris der tidligere gik til prominente musikere som trompetisten Louis ”Satchmo” Armstrong og jazzsangerinden Ella Fitzgerald.

Svend Asmussen, der meldte sig ind i Dansk Musiker Forbund som 18-årig - i 1934 - og har modtaget DMF's hæderspris, var særdeles aktiv musiker herhjemme og verden over gennem hele livet - lige indtil en blodprop lammede fingerfærdigheden i 1995. Han fejrede sin 100 års fødselsdag i USA og udtalte i den forbindelse, at han godt kunne have tænkt sig at holde en koncert.

”Jeg gjorde det, da jeg fyldte 90 år, men magter ikke at spille for andre i dag. Jeg er stadig mærket af en hjerneblødning, som jeg fik i 2005. Den forhindrer mig i at spille, som jeg gjorde engang, men ellers har jeg det godt,” lød det fra violinisten, der aldrig mistede kærligheden til at lytte til jazz.

 

Svend Asmussen spillede med blandt andre Benny Goodman, Duke Ellington, Django Reinhardt, Fats Waller. Og for Josephine Baker der dengang rystede borgerskabet i sit bananskørt. Og så var han far til Claus Asmussen fra Shu-bi-dua, som han også spillede med.

Æret af musikere

For dansk populærmusiks grand old man, Bent Fabricius-Bjerre, var Svend Asmussen et stort idol, fortæller han i dagens Ekstra Bladet.

”Han var den største jazz-musiker, vi har haft i Danmark. Det kan der ikke herske tvivl om. Ham og Niels-Henning Ørsted Pedersen skriver sig ind i historien, men Svend var først, og jeg har kendt ham siden mine drengeår.”

 

Svend Asmussen blev fejret i flere sammenhænge sidste år i februar, da han fyldte 100 år. Blandt andet af en række prominente jazzmusikere til Vinterjazz i København, heriblandt jazzguitarist Jacob Fischer, der selv spillede i Svend Asmussens kvartet gennem 15 år.

Aktiv og humoristisk til det sidste

Svend Asmussen spillede og udgav musik, til han var i slutningen af 80'erne. Han var kendt som en stjernenykkefri og humoristisk musiker, der i et interview med MUSIKEREN i anledning af sin 90 års fødselsdag kommenterede sin musikerkarriere således:

”Nu er der jo den fordel med jazzmusik, at man selv bestemmer, hvad der skal spilles. Det har nok i visse tilfælde narret specialister til at tro, at jeg havde en masse teknik...”

 

I samme interview understregede Asmussen også, hvad han selv så som det allervigtigste i musik, nemlig at det swinger.

”Der sker et eller andet magisk. Publikum behøver ikke at være musikalske for at opleve det. Når det swinger, griber det alle mennesker, ligegyldigt om de er musikalske eller ej.”

 

R.I.P. Svend Asmussen.

LÆS OGSÅ: Interview i MUSIKEREN i anledning af Svend Asmussens 95 års fødselsdag

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.