af Nils Harbo

De fleste ved at svenskerne er gode til at lave kødboller, koge krebs og spille fodbold. Men på den anden side af sundet kan de også noget med at producere musik. Når det gælder software og trommelyd er svenskerne tilmed jätte bra. Derfor tester vi denne gang tre stks. trommesoftware og går bag den ”svenske trommelyd”.

Tre svenskere i test

Indspilningsbudgetterne for cd-produktion bliver i disse år mindre og mindre. Derfor er det nærliggende at bruge plug-ins og programmerede trommer, når man indspiller.

Talrige produktioner har ”live-flavour” med hammergode trommeoptagelser, men når man nærstuderer covercredits viser det sig at rytmerne stammer fra trommeplug-ins! Mange af disse rytmer og lyde kommer fra Sverige.

De tre vi tester i denne artikel hører til blandt de førende på markedet og alle tre produkter er kompatible med VST, AU og RTAS og kan således køre som plug-in i dit sequencerprogram, hvad enten det er Cubase, Logic eller ProTools.

I dette vindue mixer man og doserer efffekter i Addictive Drums

Foto: XLN Audio

ADDICTIVE DRUMS

XLN Audio er det yngste firma og første, der deltager i testen.

De to svenske musikere og teknikere Lars Erlandsson og Niklas Möller startede XLN Audio i sommeren 2005 og med hjælp fra superproduceren Max Martin (Britney Spears, Backstreet Boys) blev produktet Addictive Drums udviklet og lanceret allerede året efter. Ret hurtigt blev AD et meget omtalt produkt og fik hurtigt kendte brugere som fx Rami Yacoub & Arnthor Birgisson (Westlife, Pink, Jennifer Lopez) og Stephen Wolf (Avril Lavigne, Sugababes, Annie Lennox).

Filosofien med gode trommeoptagelser og multimikrofonsetup (indspillet i Decibel Studios, og mixet i Maratone Studios, Stockholm), kombineret med gode insert/effektmuligheder, tilsat færdigindspillede grooves (der medfølger over 1000 MIDI-grooves) fungerer ultimativt godt. Rytmerne synkroniseres automatisk til tempoet i den sang/projekt, man har kørende i host-softwaren, så man skal ikke spekulere videre over tempoet. AD har et flot interface med god ”vibe” i grafikken og rigtig god lyd. De mange redigeringsmuligheder, bl.a. med inserteffekter som compressor, distortion, saturation gør AD meget fleksibel og autentisk.

Man kan endda finjustere mikrofonafstande og påvirke lyden på hver eneste tromme separat og bækkenerne kan bl.a. lave ”choke”, hvor lyden kvæles med hånden. Men man kan ikke importere egne samples. Dog er det muligt at købe (foreløbig) en ”Retro-pack” med klassiske Ludwig trommesæt til 1.095 kr.

AD kan heller ikke køre ”stand-alone”. AD er derfor helt klart beregnet til superproduceren, den kræsne lydtekniker eller den avancerede trommeprogrammør, der arbejder professionelt i lydstudiet med ProTools, Logic og lignende.

Addictive Drums koster 1.895 kr.

Foto: XLN Audio

Facts og bedømmelse

Addictive Drums fra XLN Audio

Systemkrav PC: Windows XP / Vista, 2 GHz Pentium 4, 1.5 GB RAM

Systemkrav Mac: OS X 10.4 / 10.5, G5 el IntelMac, 1.5 GB RAM

Fylder ca. 3 GB.

Pris: 1.895,- www.xlnaudio.com

Grejredaktørens svenskerdom:

Fantastisk flot og potent lyd, der kan bruges på pladeudgivelser. Lækkert interface, mange redigeringsmuligheder, perfekt til produceren og trommeeksperten, der gider nørde med tingene

På hovedsiden vælger man bl.a. beats og trommesæt

Foto: Steinberg

STEINBERG GROOVE AGENT 3

Steinberg har siden sammenslutningen med Yamaha ryddet op i produktlinien og stoppet produktionen af Virtuel Guitarist, Virtuel Bassist, The Grand og Hypersonic 2. Som en af Steinbergs bedst sælgende VST-instrumenter fortsætter Groove Agent dog ufortrødent. Sidste efterår kom så version 3 af trommesoftwaren, der er udviklet af svenskeren Sven Bornemark i 2002. Der deltog 13 svenske trommeslagere i den første udgave og der var 54 stilarter. I den nye udgave er der 123 stilarter (med hver 25 variationer) og det svenske trommefænomen Rasmus Kihlberg har medvirket med yderligere trommerytmer og lyde. De nye programkoder er bl.a. skrevet af den skotske plug-in guru Dave Brown og Michael Spork.

Installationen volder en smule problemer på min Mac. Det er næsten fast standard, når det gælder Steinberg-produkter! Problemerne optræder denne gang primært i forbindelse med ”Steinberg Key”, den USB-nøgle, der kræves for at autorisere licens via Syncrosofts hjemmeside med ”License Control Center”.

GA3’s koncept er som tidligere bygget op med ”virtuel slider”. Hvor man tidligere kunne glide gennem de sidste 50 års musikhistorie i en ”timeline”, kan man nu vælge efter genre, hvilket virker mere fornuftigt. GA3 kan dog også fungere som ”stand-alone” og der er kommet to nye ”agenter” til: en realistisk studiotrommeslager (med nye akustiske trommesæt) og en Percussion Agent. I Dual Mode kan man lægge to af de tre agenter sammen efter eget valg. Fra mixervinduet kan man styre individuelt niveau på de enkelte lyde fra trommesættet og man kan justere ambience, decay, panning, EQ mv, foruden man kan vælge individuelle outputs til den eksterne mixer.

Lydbiblioteket dækker i alt 10 forskellige akustiske trommesæt og 9 trommemaskiner, herunder en del vellydende vintagetrommemaskiner, nogle med over 30 år på bagen, der kan give ens lydproduktion ”hit-faktor” (læs R&B, Justin Timberlake, Madonna etc.).

Det er interessant med det brede udvalg af percussionlyde og ønsker man flere lyde, kan man importere sine egne lyde som waw-filer; hvilket de to andre produkter i testen ikke kan. Men GA3 er meget processorkrævende og det er besværligt at eksportere rytmerne som MIDI, her funger de to andre svenske trommeprodukter mere intuitivt.

Groove Agent: Pris 1.895 kr.

Foto: Steinberg

Facts og bedømmelse

Groove Agent 3 fra Steinberg/Bornemark

Systemkrav WINDOWS: XP Home/XP Professional, Intel/AMD processor 2 GHz minimum, 1 GB RAM.

Systemkrav Mac: OSX 10.4, Power Mac G5 2 GHz minimum / Intel core Solo 1.5 GHz, 1 GB RAM.

Kræver Steinberg Key (koster 175 kr), USB port og Internetforbindelse til autorisation/licensaktivering.

Fylder ca. 4 GB.

Pris: 1.895 kr.

Opdatering fra Groove Agent 2: 795 kr.

www.steinberg.net

Grejredaktørens svenskerdom:

På trods af lidt installationsproblemer får man alligevel en perfekt, meget vellydende og alsidig trommepartner til singer/songwriteren og demoproduktioner

I hovedvinduet vælger man trommekit og har adgang til mixer og beats

Foto: Toontrack

TOONTRACK EZDRUMMER

Toontrack er et produktionsselskab og musikstudio, der ligger i Umeå, højt oppe i det nordøstlige Sverige. Mattias Eklund og Henrik Kjellberg har arbejdet med firmaet i over 10 år. I starten var Toontrack mere kendt for sine store, flotte, komplekse trommesamplere med masser af redigeringsmuligheder.

Men da man i 2006 lancerede EZ Drummer (EZ=easy) gik man den modsatte vej. Lydene skulle fylde mindre, det skulle være nemt at betjene og der fulgte færdige MIDI-filer med trommerytmer med. Kort sagt mere færdigret og mindre selvbetjening! Det betød dog ikke dårligere kvalitet og EZDrummer er efterfølgende blevet en stor succes. De meget velklingende trommelyde er optaget i de kendte Avatar Studios i New York (tidl. kendt som Power Station) med deltagelse af kapaciteter som Pat Thrall, Neil Dorfsman og trommelageren Nir Z. EZDrummer bygger på princippet fra Toontracks tidligere ”Drumkit From Hell”, hvor man kan justere hver enkelt tromme efter smag og behag.

For trommesoftware i dette prisleje er det særlige ved EZDrummer at man kan justere på lyden ved at vælge hvilke mikrofonplaceringer man vil lytte på. På konventionelle samplere får man groft sagt kun en lyd eller et sample (måske optaget i forskellige varianter af slagstyrke, som styres ved hjælp af velocity layers). Men med EZDrummer kan man fx mixe hvor meget man vil bruge af overheads eller lyd fra det omgivende rum, hvor trommerne er optaget. Eller man kan vælge den underste mikrofon på lilletrommen. Det giver muligheder for meget realistisk lyd, når man mixer sit musikprojekt.

Det er ikke muligt at lave EQ eller stemme trommerne (med mindre man benytter sig af at route seperate outputs til en "ekstern mixer"), så der er visse begrænsninger.

Det er dog ikke noget man tænker over, da EZDrummer er fantastisk vellydende og ”blender” meget godt med de øvrige instrumenter i mixet. I grundudgaven er der er en fire-fem forskellige trommesæt at vælge imellem og mange gode færdigindspillede rytmer i forskellige stilarter. Man vælger ”Open Grooves”, tager en lytter i browseren (der er over 8000 MIDI-rytmer) og når man kan lide hvad man hører, trækker man meget simpelt blot det valgte groove (eller fill) over i sit arrangement. Herfra kan man redigere i rytmerne og gemme sine egne biblioteker. EZDrummer har forskellige andre fede funktionaliteter, som ”Humanize”, ”Velocity” og ½ eller dobbelttempo.

EXDrummer er meget nem at betjene, det sker stort set uden at kontakte vejledningen, der i øvrigt meget praktisk er indbygget og altid kun et enkelt eller to museklik væk. Velgennemført, lækkert interface og god lyd! Og tilmed til en overkommelig pris på kun lidt over 1.000 kr. Desværre kan man ikke importere sine egne trommesamples, men det er muligt at udvide med ”Expansion Packs”, der kun koster ca. 650 kr. pr. stk. Her kan ”Vintage Rock” (tør, 60/70’er lyd fra Ludwig sæt, a la Beatles, Led Zeppelin) og ”Nashville (akustisk country/pop/rock) anbefales).

EZ Drummer koster 1.095 kr.

Foto: Toontrack

Facts og bedømmelse

EZ Drummer fra Toontrack

Systemkrav Windows: XP/PIII/Athlon 1,8 GHz, 512 MB RAM:

Systemkrav Mac: OSX 10.3.9 el. højere, G4 1GHz, 512 MB RAM

Fylder ca. 1,5 GB Pris: Kr. 1.095. Expansion packs: ca. 650 kr.

www.toontrack.com

Grejredaktørens svenskerdom:

Et rigtig godt køb til fornuftig pris, utrolig nem at bruge, trækker ikke så mange kræfter på computeren og lyder kanon bra!

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.