af Nils Harbo

Priserne på musikinstrumenter er faldet kraftigt. I denne stortest ser vi på de billigste instrumenter, man overhovedet kan få fat på. Vi tester akustiske guitarer, westernguitarer, elektriske guitarer og forstærkere i prisområdet fra 400 kr. til 2.500 kr.

Tør du købe dit næste instrument i supermarkedet?

Priserne på musikinstrumenter er faldet kraftigt i de senere år. Samtidigt er det blevet mere almindeligt at finde instrumenter i varehuse som Kvickly, Bilka og Metro. Også mindre supermarkeder som f.eks. Fakta, Netto og Aldi har haft slagtilbud med instrumenter til meget billige penge.

MUSIKERENS grejredaktion har besluttet at finde ud af, om disse instrumenter er af tilstrækkelig godo kvalitet og om det f.eks. er forsvarligt for musikundervisere at anbefale instrumenterne til begyndere. Eller om den professionelle musiker kan finde et supplerende øveinstrument blandt varehusets øvrige tilbud af haveslanger og tennissokker.

Vi har derfor fyldt et musikstudie op med instrumenter fra de danske importører af disse lavprisinstrumenter og i sommerens løb har vi testet akustiske ”spanske” guitarer, westernguitarer, elguitarer, forstærkere og trommesæt.

Princippet har været at gå efter de billigste instrumenter vi kunne finde og vi har også testet to ”slagtilbud” fra Aldi og Fakta. Vi har researchet på markedet og bringer udvalgte instrumenter, så det er ikke alle instrumenter, der når frem til bladets spalter. I første del koncentrerer vi os om guitarer og forstærkere, senere kan du læse om lavpristrommesæt.

Op imod 20 instrumenter blev hentet ind, ikke alle blev valgt ud til test

Foto: Nils Harbo

Hvordan kan det lade sig gøre?

At man kan købe en velfungerende spansk guitar til 400 kr. eller en rockguitarforstærker til under 600 kr. lyder jo fuldstændigt vanvittigt.

Men sådanne eksemplar har vi faktisk fundet. Forklaringerne på de lave priser er mange, men en af de væsentligste faktorer er at disse instrumenter produceres i meget store antal. Og produktionen foregår i asiatiske lande, hvor der er lave lønninger.

Især Kina dukker op i testen. Med over 1 milliard mennesker er Kina i forvejen verdens største marked. Cirka halvdelen af alle fotoapparater i verden fremstilles i Kina. Og 37 % af alle computerharddiske, 30 % af alle fjernsyn og 25 % af alle vaskemaskiner! Kina er derfor langsomt er på vej til at blive en af verdens førende økonomiske supermagter, nu kun overgået af USA, Japan og Europa.

En af de førende fabrikanter i Kina indenfor musikinstrumenter hedder Pearl River Piano Group. De står bag verdens største pianofabrik, har næsten 4.000 ansatte og sidder på 60% af markedet for klaverer. Pearl River producerer også instrumenter i samarbejde med bl.a. Yamaha og Fender og står bag en del af instrumenterne i vores test, der også inkluderer instrumenter fra Japan, Taiwan og Indonesien.

Den direkte vej

En forklaring på de lave priser i supermarkederne er også distributionsvejen, der springer nogle led over.

Den danske importør laver måske en aftale direkte med en af landets store varehuse, der gerne vil have mere på hylderne, har en stor daglig omsætning, har mange penge til markedsføring og mange købelystne kunder samtidig med at man har en størrelse, der gør at man kan aftage mange instrumenter ad gangen. Der afsendes måske et prøveeksemplar fra fabrikken til importøren, mens det fulde kvantum puttes i en container, der fyldes til randen uden spildplads.

Ved ankomsten til Danmark går containeren direkte til varehusets egen distributionscentral og herfra videre til butikkerne. Det giver meget billige instrumenter. Ulempen for forbrugerne kan være at kasseekspedienterne ikke ved meget om instrumenterne og man kan være uheldig med at købe en ”mandagsmodel”, da kvalitetskontrollen kun sker ved afsendelsen.

Tager man et mere ”traditionelt” musikinstrument i en musikforretning, vil det måske være sendt fra fabrikken i Østen til et centralt hovedlager i Europa. Herfra vil et mindre kvantum gå videre til den danske importør, der måske lige har haft instrumentet oppe til et servicetjek. Herefter ryger instrumentet til musikhandleren, der sandsynligvis også tjekker instrument igennem og justerer det op, så det står sig fint og kan sælges smertefrit, når kunderne afprøver forretningens mange instrumenter.

Det siger sig selv at et instrument, der har været igennem alle disse hænder, bliver noget dyrere, hvis alle led skal have dækket deres omkostninger. Til gengæld er man oftest sikker på at få en instrument, der giver stor tilfredshed til brugeren.

Hvad med musikforretningen

Den stigende handel med musikinstrumenter i dagligvarekæderne har naturligvis vagt bekymring blandt de danske musikhandlere. Men flere af de kilder MUSIKEREN har talt med, fremhæver at musikforretningernes rolle som servicebutik og reparationscenter kan styrkes i fremtiden. Og at mange mindre butikker kan nyde godt af den markedsføring de store kæder fører.

Måske har man set et instrument i et husstandsomdelt katalog, men man vælger at gå til den lokale musikhandler for at købe under mere trygge forhold og med mere faglig vejledning. Måske har man et problem med et instrument og går til fagmanden. Og får man god service, køber man måske sit næste instrument der.

Problemet er naturligvis om musikforretningen – inklusiv service - kan tilbyde instrument til en pris, der forbliver attraktiv nok for kunden.

Metro, Fakta, Netto og nettorvet.dk (Coop) er blandt de varehuse, der sælger instrumenter

Foto: Metro

God eller dårlig service

Har man været uheldig i en supermarkedskæde, så har man ifølge købeloven altid 2 års reklamationsret. Det vil sige, at man kan henvende sig med en defekt vare til butikken og forlange den repareret eller ombyttet i op til 2 år efter købet. Butikken skal altid tage stilling til din reklamation. Er man uenig i butikkens afgørelse, kan man klage til Forbrugerklagenævnet.

Men man kan ikke altid forlange en ny vare. Butikken kan afvise at bytte varen og i stedet tilbyde reparation, hvis man kan bevise, at det er billigere at reparere. Men ifølge købeloven har man krav på at varen skal repareres inden for rimelig tid. Butikken skal også tage hensyn til, om man har stærkt brug for varen i det daglige og eventuelt tilbyde et låneapparat. Mange tror, at man altid kan fortryde et køb og forlange pengene tilbage.

Men ifølge købeloven kan man som hovedregel ikke altid forlange at få pengene tilbage, der er ingen fortrydelsesret. En del varehuse tilbyder dog alligevel at man kan få varen byttet eller pengene tilbage.

En importør, vi har talt med, fortæller at man i mange tilfælde er ude for at folk afleverer en købt guitar i varehuset og klager over at der er sprunget en streng. Her har man ofte ikke ekspertise nok i varehuset og instrumentet ryger derfor ofte den lidt tunge vej gennem systemet; blot med en sprunget streng.

Men her har man i musikforretningerne ofte bedre faglig indsigt og ofte en langt bedre service for musikere. Nogle musikforretninger tilbyder f.eks. 14 dages fortrydelsesret ved køb af nyt instrument. En forretning som Akustikken i Århus tilbyder endda fuldt gratis servicetjek på det købte instrument indenfor 2 år. Og det er da en service, der vil noget.

Greg Bennet/Samick western

Foto: Samick

TEST: Akustiske guitarer

Læs test om akustiske guitarer (western & nylonstreng), med og uden pick-up system her: Test af akustiske guitarer

Fire Stratocaster-kopier på testbænken

Foto: Nils Harbo

Test: Elguitarer og

Klik her for at se test af guitarer og små forstærkere:

Elektriske guitarer og guitarpacks

Behringer laver nogle af de billigste forstærkere på markedet

Foto: Behringer

Læs om billige forstærkere her:

Klik her for at læse test af billige forstærkere:

Forstærkertest

Denne Greg Bennet Beaumont var grejredaktør Nils Harbos favorit

Foto: Jonatan Rasmussen

TESTENS KONKLUSION

Fandt vi en vinder?

Vi har kigget på instrumenter i forskellige prislejer og i forskellige kategorier. Samtidig sælges nogle af instrumenterne som en del af pakker. Det er derfor svært direkte at sammenligne instrumenterne, men det der gjorde størst indtryk var Greg Bennets Beaumont westernguitar og Peace-trommesættet, samt den akustiske ”spanske” Maestroguitar til knap 400 kr.

Herudover har vi bemærket, at man i ”guitarpakkerne” får meget for pengene og at der ofte følger tilbehør med, såsom lærebøger, DVD, plektre, strenge, skulderstrop. Der var f.eks. jack-kabler til alle elektriske modeller og Samickguitarerne leveres med værktøj til justering af halsen. Det er jo en fordel, så man ikke skal en tur omkring musikforretningen for at komme i gang med at spille.

Mærkevarer eller ej

Der er ingen tvivl om at snobberi og danskerne trang til ”mærkevarer” spiller stærkt ind, når man prissætter instrumenter. Danskerne er generelt velhavende og vil gerne betale for at der står det rigtige navn på produktet. Man kan finde to næsten identiske instrumenter, ja de kan endda være produceret på den samme fabrik, men det ene instrument bærer et ukendt navn, mens det andet bærer et mere kendt navn og derfor kan sælges til en højere pris.

Vi inviterede alle de danske importører til at medvirke, men enkelte ønskede ikke at deltage i en test, hvor overskriften var ”billige” instrumenter.

Måske skyldes det, at de ønsker at bevare deres mærkevare?

Testens absolutte prisbombe: En akustisk guitar til under 400 kr.

Foto: Pearl River

Hvad har vi lært?

Af testen kan man lære, at man faktisk godt kan få ordentlige instrumenter, når man er ude at shoppe billige instrumenter. Især hvis man tør handle på nettet eller gå efter varehusenes slagtilbud. Overalt er priserne generelt blevet lavere –og vel at mærke uden at kvaliteten er faldet.

Men man skal se sig godt for. Chancen for at gøre et rigtig godt køb er stor; men der er også chance for at ende med et discountinstrument af dårlig kvalitet. Kvaliteten svinger nemlig meget, så man skal afprøve instrumentet grundigt inden køb - hvad naturligvis kan være svært i et supermarked blandt grønkålshoveder og klirrende flasker.

Her er det naturligvis bedre at afprøve guitaren i en musikforretning, hvor ekspedienten oven i købet står klar med faglig viden og måske endda har en ægte kærlighed til gode instrumenter, der alt i alt betyder en bedre aura omkring købet.

Spørger man på priser på begynderinstrumenter i en musikforretning vil mange typisk svare 900-1.200 kr. for en spansk guitar med nylonstrenge, 1.200-1.500 kr. for en westernguitar og 2.000-2.500 kr. for en el-guitar og 4.000 kr. for en trommesæt. Musikforretningerne er naturligvis interesserede i at holde et vist prisniveau, da det ofte er forhandleren selv, der må æde tabet, når priserne sættes ned. Men konklusionen på vores test er, at man sagtens kan finde gode instrumenter, der går under de ovenstående priser. Men det skal være instrumenter produceret i østen og man skal holde øjne og ører åbne.

Et område vi ikke har valgt at tage stilling til i testen, er det moralske spørgsmål omkring arbejdsforhold, løn og miljø, som arbejderne i de asiatiske lande arbejder under. Det står jo klart, at nogen må betale prisen for at velhavende europæere kan købe så billige instrumenter. I pressen har man også kunnet læse mange rapporter om slaveagtige arbejdsforhold i østen, herunder også Kina. Men det er et helt nyt kapitel af mere politisk art; og det har vi valgt at holde ude fra vores test. Er du på vej til at købe et instrument, er det altså helt op til din egen moral, om man vil købe billige produkter fra østen. Det gælder også næste gang du skal bruge et nyt digitalkamera eller køleskab.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.