af Tue Bech

Sonar er ikke så udbredt i Danmark, hvor mange musikere bruger de i forvejen kendte sværvægtere inden for harddiskrecording. Men Sonar er udbredt i udlandet og har mange funktioner at byde på. Softwaren er kommet i en ny X1-udgave til Windows, som Tue Bech her tager et nærmere kig på.

En DAW (Digital Audio Workstation) adskiller sig fra en almindelig sequencer ved at tilbyde en total løsning for brugeren, således at den både inkluderer sequencer, virtuelle instrumenter og effekter; nogle gange med yderligere funktioner som fx publishing til internet eller videosynkronisering.
De fleste større DAWS på markedet (Logic, Cubase, ProTools) tilbyder i dag totale pakker og har længe siddet på de store markedsandele i Danmark. Sonar er dog et stort navn i hjemlandet USA, hvor fx det sidste Ray Charles album blev produceret med Sonar 8.5. Sonar, der kun findes til Windows, er udkommet i en årrække og er blevet opgraderet med en ny version hvert år. Men i stedet for Sonar 10 har producenten Cakewalk (der ejes af Roland) valgt at kalde den nye udgave Sonar X1, for at signalere store forandringer. I denne test kigger vi på den største udgave, Sonar X1 Producer, der er en pakke med et komplet kit til professionel musikproduktion. Udover sequencerdelen indeholder Sonar en meget omfattende samling af effekter og virtuelle synths, som uden yderligere investeringer giver rig mulighed for kreative udfoldelser. Med andre ord er der rigelige mængder at gå i gang med for den krævende musiker.

Hvor de tidligere udgaver alle var opbygget med et omfattende og lidt tungt skærmlayout, er det nye X1 trimmet og forenklet for at forbedre workflowet. Nu findes channelstrippen til venstre i skærmbilledet og mængden af knapper og funktioner på hovedskærmen er forsimplet. Den samlede oplevelse med ændringerne af layoutet fra de ældre versioner, er at ansigtsløftet er lykkedes til fulde. Elementerne er nu større og tydeligere, og der er en langt mere intuitiv kontrol med værktøjerne. Det nye såkaldte Skylight interface gør arbejdet meget flydende, hvor man bl.a. trækker de værktøjer man arbejder med ned i den såkaldte multidock. Derfor kan alle elementer på skærmen flyttes efter behag, hvorved de intuitivt ”snapper” på plads, hvilket gør det er let at arbejde. Det kan lyde simpelt, men alene det faktum at man flytter musen væsentligt mindre, betyder en helt anderledes hastighed i workflowet når der virkelig skal redigeres i fx en beatslicer eller en pianoroll. En af de særligt interessante features er de såkaldte Smart Tools, hvor der klikkes på et værktøj der selv intuitivt regner ud hvilken funktion du ønsker at anvende, uden du skal klikke igennem alle mulige funktioner. Det fungerer forbløffende godt.

 

Effekter og synther
En anden spændende tilføjelse er den ny channelstrip Pro Channel, der i stedet for at skulle hentes ind som en effekt til hvert spor, nu er integreret i hvert enkelt spor, når indspilningerne foregår. I Prochannel findes både et meget fin EQ, Tube Saturation og flere interessante kompressionsmuligheder endda med muligheden for sidechain, som man ellers kun finder hos de mere avancerede kompressorplugins. Her vil mange dance- og housemusikere godte sig. Endnu en ny tilføjelse er FXchain, hvor en særlig kæde af effekter i kan gemmes og kaldes frem i andre projekter. En meget gavnlig feature jeg selv benytter mig meget af, for at holde kontinuitet og sound, fx i forbindelse med soundtrack opgaver, hvor det er vigtigt at de forskellige tracks har samme sounddesign og giver et godt helhedsindtryk.

Garvede Sonarbrugere vil nikke genkendende til Roland V-vocal, som er Sonars X’s indbyggede Auto-Tune tool. Her kan der redigeres med linier, i frihånd og automatiske skalakorrektion. Værktøjet kaldes let frem fra hovedskærmen, og det arbejder non-destruktivt, dvs. det oprindelig lydklip arkiveres, mens det nye optræder i sporet. For den beatfikserede musiker findes Loop Construction, som er en spændende ny feature i Sonar X1. Her brydes samplingen automatisk op i peaks og der kan manipuleres og flyttes rundt til nye og spændende resultater. Udover Loop Construction indeholder Sonar VST’erne Beatscape, Session Drummer og RXP REX player. Beatscape er en effektiv drag and drop sampler, der dog mangler den feature at kunne ”dragge” fra Windows direkte ind i Sonar. Hvorfor skal man søge gennem browseren for at finde en lyd, men fx lige har lagt på skrivebordet?  VST’en Session Drummer er en særlig  version af Toontracks EZ drummer,  og baserer sig på en række højkvalitetssamplinger af akustiske trommer. RXP REX player er en simpel sampler, der kan afspille de meget udbredte loops i REX formatet.

Den synthglade musiker har god grund til at kigge nærmere på Sonar. Det meget realistiske Truepianos vender tilbage og kronjuvelen blandt Cakewalks synths, Dimension Pro, er også repræsenteret igen. En anden genganger er Acces Virus klonen, +Z3TA. Et gedigent instrument til dance og elektronisk musik, der vedbliver med imponere, selvom jeg har brugt det igennem 3 år. En ny tilføjelse til Sonar instrumentuniverset er Studio Instruments, som indeholder trommer, strygere, elpianoer og bas. En hurtig værktøjskasse til musikalske skitser, der dog ikke kalder på professionelt brug.

Tilføjelsen af Native Instruments Guitar Rig må siges at være lidt af et scoop; et imponerende produkt, der kan få både guitarer og basser til at lyde yderst naturtro og liveagtige. Det kan også bruge til at lave generelt kaos på et hvilket som helst spor, som er anvendeligt i de lidt mere eksperimenterende musikgenrer. Selvfølgelig har Sonar X1 en nodedel – Staff View, som er en simpel og let nodeeditor at arbejde med. I modsætning til tidligere tiders automatiske notationsfunktioner, er de nyere blevet mere intelligente, dvs. de underlige punkteringer og pauseangivelser stor set er forsvundet. MIDI-automatiserede noder skal dog stadig som hovedregel gennemgås inden de udskrives og omdeles, også når de kommer fra Sonar X1.

Konklusion

Jeg testede Sonar X1 i forbindelse med musikproduktion til DR2’s kommende litteraturprogram, og som trofast Sonar-bruger, var jeg noget skeptisk overfor det lidt mere poppede design. Men Cakewalk rammer rigtigt, når de i stedet for at forøge den i forvejen stærke softwarepakke, fokuserer på workflow og brugeroplevelse. På dette punkt står Sonar X1 efter min mening meget stærkt i forhold til konkurrenterne, hvor kun Ableton Live har et lignende intuitivt brugerinterface. Oveni er Sonar en stabil og trofast ven, der er fri for irriterende bugs, der ellers hjemsøger mange pc-baserede sequencere.

Cakewalks Sonar X1 PE placerer sig klart i toppen af de tilgængelige DAW’s når pris, kvalitet og alsidighed sammenholdes. Sequencerdelen og brugerfladen er i top, og kvaliteten af instrumenterne og effekterne taler for sig selv. Det er smooth, lækkert og intuitivt, og Sonar X1 er i denne anmelders øjne én af de bedste DAW’s på markedet lige nu. 

Sonar X1 Producer

musikproduktionssoftware

Pris:  2.799 kr.

Indeholder bl.a.

Instrumenter: Beatscape, Cyclone, Dreamstation, Pentagon, Rapture LE, RXP REX player, SFZ+ SoundFont Sampler, Studio Instruments Drums, Studio Instruments E-Piano, TruePianos Amber, Z3TA+ 1.5, Cakewalk Sound Center, Dimension Pro 1.5, DropZone, PSYN II, Roland GrooveSynth, Session Drummer 3, Square I, Studio Instruments Bass, Studio Instruments Strings og TTS-1.

Effektmoduler:

Alias Factor, Classic Phaser, Stereo Compressor/Gate, HF Exciter, ModFilter, Para-Q Parametric EQ, Tempo Delay, Multivoice Chorus Flanger, Studioverb 2, NI Guitar Rig 4 LE, Boost 11 Peak Limiter, TL-64 Tube Leveler, TS-64 Transient Shaper, Perfect Space Convolution Reverb, PX-64 Percussion Strip, VC-64 Vintage Channel, VX-64 Vocal Strip, LP-64 Multiband Compressor, LP-64 Multiband EQ samt S Series og Cakewalk fx packs.

Systemkrav:

Operativsystem: XP/Vista/Windows 7 (32/64), Intel Core 2 Duo E8200 2.67 GHz/AMD Phenom Quad Core 9750 2.4 Ghz, 2 GB RAM og 1280x800 minimum screen resolution. Testmaskine svarer omtrent til specs med 4 GB ram.

PLUSSER:
Stærkt forbedret brugerinterface i et meget lækkert design. Den nye Prochannel er meget vellydende og nem at bruge. Sonar er en stærk totalløsning til en overkommelig pris.

MINUSSER:
Det er stadig ikke muligt at trække filer fra fx skrivebordet direkte ind i Sonar. Selvom Sonar kan lave effektkæder med VST-effekter, kan man endnu ikke lave kæder med fx VST-instrument eller MIDI-effekter. Stadig ingen version til Apple.

TESTRESULTATER:

Kram og kvalitet: 8
Brugbarhed og funktioner: 9
Betjeningsvenlighed: 8
Lydkvalitet: 10
Design: 9
Værdi for pengene: 10

Samlet dom: 9

www.roland.dk

www.cakewalk.com

 

Tue Bech er musiklærer, komponist og musiker.
Har bl.a. lavet soundtrack til DR’s Det Vildeste Vesten og DR2’s kommende litteraturprogram og er frontfigur i coverbandet Prince Project.

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.