af Nils Harbo

Det er meget længe siden, der er kommet en opdatering af Apples Logic-program til musikproduktion. Men nu er Logic Pro 8 her - som del af en større pakke, der er noget en sensation. Apple har nemlig halveret prisen - og smækket en række ekstra programmer oven i pakken.

Langt mere indhold

Apple fortsætter med at chokere. Forgængeren Logic Pro 7 kostede ca. 8.500 kr., men nu har Apple sat prisen på det populære musiksoftware voldsomt ned. Den nye pakke koster nemlig under det halve, kun 3.699 kr. Tilmed kan programmet installeres uden dongle (nøgle). Der behøves kun et serienummer og man får langt mere indhold end tidligere.

Udover Logic Pro 8 får man nemlig programmet ”Main Stage”, der er et realtime instrument og effektbibliotek til livebrug samt ”Soundtrack Pro 2” og ”Compressor 3 ”, der er også en del af Apples Final Cut Studio pakke, der bruges til film/video-redigering. Herudover får man ”Waveburner”, Apples velkendte program til mastering, der også var en del af Logic Pro 7.

Mainstage omdanner din Mac til et live-rig med instrumenter og effekter

Foto: Apple

Kreative værktøjer

Men det stopper ikke her.

Værktøjet ”Apple Loops Utility”, der bruges til at lave egne loops medfølger nu også, samt programmet ”Impulse Response Utility”, hvor det er muligt selv at lave ”Impulser” til rumklangen SpaceDesigner. Man kan lave sine egne optagelser af et lokale og genskabe lokalets akustik til brug i Logic og det er et fantastisk værktøj til lyddesignere, der vil lave personlig lyd.

Der er mange nye værktøjer til Surround, her Mulittrack Compressor, arbejder i både Quad, LCRS, 5.1, 6.1, and 7.1.

Foto: Apple

Penge tilbage?

Apple har med sin nye programpakke indledt en særdeles aggressiv priskrig. Formålet er naturligvis at få endnu flere brugere til at skifte platform og investere i en Apple computer – akkurat som man hos Apple har brugt iPod og iTunes i samme strategi.

Prisreduktionen er rigtig fint for nye brugere, der nu kan få adgang til et af markedets bedste musikproduktionsprogrammer for en brøkdel af prisen.

Men rutinerede Logic-brugere sidder med en mere sur smag i munden. De burde i realiteten få penge for at opdatere! En upgrade fra Pro 7 (el. 6) koster nemlig 1.499 kr.

Og en trofast Logic-bruger, der gennem årene har opdateret og købt diverse tillægspakker i form af instrumenter og lydbiblioteker, har måske samlet investeret 12-14.000 kr. for at nå til den fulde version af Logic Pro 8.

Der følger 5 Jampacks med Logic, det hele organiseres i det nye vindue

Foto: Nils Harbo

Bibliotek og media

Man lad os nu lade denne slags småbekymringer ligge og i stedet se nærmere på, hvad man får for pengene. Programmerne leveres i en pakke, der vejer adskillige kilo og den samlede installation fylder næsten 44 GB! Det tog mig således 2-3 timer at installere softwaren på min computer og alle lyde på et eksternt drev.

Det nye MainStage er en interessant ting, der bogstaveligt talt transformerer ens Mac-computer om til et kraftfuldt ”Live Rig” med softwareinstrumenter og effekter til livemusikeren - for brug i øvelokalet eller på scenen.

I den her test fokuserer vi dog mest på den del af pakken, der hedder Logic Pro 8. Og her får man først og fremmest et kæmpe lydbibliotek, et helt nyt brugerinterface, stærkt forøgede værktøjer til surround-lyd, nogle nye instrumentlyde og forbedrede plug-ins.

Lydbiblioteket omfatter indhold fra hele fem ”Jam Pack”-samlinger og effekt og produktionslyde fra Final Cut Studio 2. Det giver et samlet indhold på 18.000 Apple Loops, 40 softinstrumenter, et hav af samplede instrumenter (til den indbyggede sampler EXS-24) og 5.000 lydeffekter, der spænder over et bredt spekter af genrer og stilarter; inklusiv hanegal og hundeglam. Det siger sig selv, at det kan være svært at finde rundt i så mange lyde. Derfor har Apples designere lagt et stort bibliotekararbejde i udarbejdelsen af oversigter og lyde, bl.a med en integreret ”Spotlight” browser, der finder lydfiler.

Man åbner et nyt vindue, der hedder ”Media” og her kan man vælge mellem ”Library” (bibliotek med presets), ”Loops” (Apple Loops), ”Bin” (tidligere ”Audio Window”) og ”Browser”, hvor man leder efter lyde på sin harddisk. ”Channel Strip Settings” er det nye buzz-word i adgangen til Logic Pro. Her serverer man 2.400 færdige indstillinger til instrumenter og lyde, grupperet efter genrer og stilarter.

Den rutinerede lydtekniker kan her se frugten af et par års arbejde i mandetimer, hvor alle tænkelige situationer, både instrumenter, special effects og almindelige studierutiner bliver serveret på et sølvfad for den nye bruger. Det øgede antal af Channel Strip Settings repræsenterer en overflod af know how og det er bare at tage for sig af retterne. Og langt de fleste indstillinger er rigtig gode, selvom der måske er en tendens til ”overeffektning”.

Den gode producer vil bruge sine egne, mere kræsne valg. Nybegynderen vil måske mere lade begejstringen råde og lade sig inspirere af en række vellydende fabrikslyde.

Det nye Arrange Window er hovedvinduet ved alle operationer

Foto: Nils Harbo

Ny filosofi

En af styrkerne ved det gamle Logic-program (udviklet af Emagic i Hamburg) var konceptet med Screen Sets, hvor brugeren selv kunne fastlægge nogle vinduer og settings, hvor de ønskede editvinduer og arbejdsområder lynhurtigt kom frem ved et tryk på en enkelt numerisk tast. I Logic Pro 8 har man forladt dette princip. Man kan ganske vist stadig lave Screen Sets, men Apples designere vil hellere opdrage brugeren til at arbejde i det primære arrangementsvindue; hvorfra man i kalder supplerende arbejdsvinduer op, alt efter om man vi indhente en ny lyd, editere i musikken eller mixe på det eksisterende.

Mange indstillingsmuligheder er ændret. Højreklikning samt ”control-click” ved åbning af undermenuer er blevet en væsentlig faktor. Mange navne er omdøbt. ”Audio Window” hedder nu ”Bin”, ”Matrix Editor” hedder nu ”Piano Roll”, ”Audio Instrument” hedder nu ”Software Instrument” og ”Audio Object” hedder ”Channel Strip”.

Apple har også forladt det gamle princip med en ”Autoload”-sang og arbejder i stedet nu med Projektmapper og Templates til forskellige stilarter. Et koncept, der afspejler tidens udvikling. En gang var Logic et MIDI-program (det hed Notator og kunne være på en enkelt diskette!) nu er det et fuldblods musikproduktionsprogram, der pakker et helt musikstudio med tilhørende instrumenter og båndoptagere ned i en enkelt computer.

Afskaffelsen af de gamle navne, dyder og arbejdsmetoder er en hel fin tankegang, som jeg tror på i det lange løb. Jeg må dog indrømme at de gamle arbejdsrutiner (jeg har brugt Logic i 10 år) ligger MEGET fast i fingre og hjerne og for en bruger som undertegnede kræver det brud på vanerne at arbejde med det nye brugerinterface.

Det nye Arrange Window er stærkt inspireret af Firefox (internetbrowser, red), med bl.a. ”customize toolbar” og har også tætte bånd til Mac OS X-styresystemet. Man kan åbne ”Inspectoren” til venstre, der erstatter tidligere tiders parameterinfo og får nu åbnet to mixerelementer (channel strips) med fadere, sends etc. Det sædvanlige mixerelement er til venstre, mens det nye til højre skifter efter hvad man klikker på (på det venstre, dvs. send, instrument etc.).

Det er derfor ikke længere nødvendigt at åbne så mange Screen Sets som tidligere, idet det tilhørende mixerelement med det samme dukker op, når man klikker i en "port" på mixeren til venstre. Godt tænkt!

Det er blevet nemmere at redigere audio, direkte i Arrange Window

Foto: Apple

Mere præcis og hurtig redigering

Det er også blevet muligt at lave mere præcis ”Sample Accurat” editering i arrangementsvinduet og det nye ”Junction Tool” sammenkæder regions med samtidig ændring af længderne på en intelligent måde.

Man kan også oprette et nyt track, blot ved at trække en lydfil ind i et tomt område i arrangementsvinduet. Ret smart.

En anden nyskabelse har gjort det nemmere at editere i flersporsoptagelser. Programmets designere har nemlig indført anvendelsen af en ”Take-folder” ved indspilning, der gør det nemmere at efterredigere. Apple kalder det Quick Swipe Comping og det går kort fortalt ud på at man ”compilerer” forskellige takes, der er indspillet i loop på en mere praktisk og intuitiv måde.

Rigtig god opdatering, men ikke anvendelig i alle situationer.

40 software studieinstrumenter i pakken

Foto: Apple

40 Studio Instruments

Der er ikke kommet nye softwareinstrumenter til, så antallet er stadig 40.

Men trommemaskinen ”Ultra Beat” er blevet stærkt forbedret, med nyt look og nemmere programmeringsmuligheder, bl.a. er det ret nemt at programmere sequences.

Der er også tilføjet flere trommesæt og der er nu mange flere trommelyde at vælge imellem, rækkende fra rock/pop kits over worldinstrumenter til techno – og de lyder godt hele vejen! Desuden er de eksisterende samplerinstrumenter blevet udvidet.

Jeg har bl.a bemærket den nye ”Steinway Grand”, en kælen flygellyd, der stammer fra Garage Band biblioteket. ES-2 synthen har fået en ”Makro”, der giver adgang til hurtig editering via genveje på den komplekse synth og EXS-24 sampleren har også fået et andet brugerinterface. Jeg har desværre ikke nået at arbejde så meget med de nye redigeringsmuligheder, men det er et faktum at den gamle samplers editor var langsommelig og uoverskuelig for langt de fleste brugere; hvilket afholdt mange fra at skabe deres egne sampleinstrumenter. Det nye interface virker mere lovende og ser ud til at være nemmere at arbejde med.

Delay Designer er et kreativt værktøj til specielle delays

Foto: Nils Harbo

Kun 2 nye plug-ins

Der er kun kommet 2 nye plug-ins og det totale antal af plug-in effekter er nu 80. Men det grafiske look på plugs har fået en make-over. De nye plugs er ”Delay Designer”, en noget mere fleksibel Delay og Multitapdaelay (a la Waves multitapdelay) og ”Microphaser”, en simpel faser, der dog ikke tilføjer programmet noget, man ikke kunne før. Den velkendte ”Compressor” plug-in har dog fået forbedret sidechain-mulighederne, bl.a er det nu muligt at styre inputlyden med filtre etc. hvilket er rigtig godt.

En ny knap ”Lo-latency mode”, giver mulighed for hurtigt at frakoble de mest processorkrævende effekter og derved forbedre oplevelsen, når man spiller med instrumenterne, der jo godt kan føles meget langsomme på ældre computere. Det er en dejlig hurtig metode, som man har stor gavn af.

Foto: Apple

Konklusion

Alt i alt må man sige at Logic med Pro 8 har fået en gevaldig overhaling. Den nye måde med et mere fast Arrange Window er meget fornuftig tænkt. Man skal dog passe på museskader, med de mange klik – det er derfor en god ergonomisk ide at opdatere sine keycommands, så de passer til Logics nye ”arbejdsmiljø”.

Tilføjelsen af de mange lyde gør det mindre nødvendigt at investere i tredje parts softwareinstrumenter og lydbiblioteker. Men laver man professionel musikproduktion, kan man dog ikke klare sig uden ekstra software. Kvaliteten af Logics plug-ins er generelt høj, men der findes mange mere vellydende plug-ins til fx vokallyd, guitarlyd og mastering på markedet.

Apple er kendt for lækket design og god brugervenlighed; men også for aggressive arbejdsmetoder, når det gælder virksomhedsstrategi og produktudvikling. Med den nye satsning lever Apple op til dette. Musiksoftwaremarkedet har udviklet sig og med Logic Studio har Apple indledt en priskrig, der sandsynligvis vil betyde billigere – og måske mere gratis? -software fremover.

Men er man rutineret Logic-bruger med eget personligt lydbibliotek og ikke bruger Surround, kan man i princippet stadig lave det samme musik i Logic Pro 7. En rutineret Logic-bruger behøver derfor ikke have så travlt med at opdatere.

Er man relativ ny på enten Apple-fronten eller som musikproducer, er der dog ikke så meget at betænke sig på. Man får et af markedets bedste og mest fleksible musikproduktionsprogrammer med et kæmpe lydbibliotek for utrolig små penge. Og prøv at gå på opdagelse i ”Templates”. Her opdager man igen hvor kraftigt og inspirerende værktøj Logic er til musikproduktion.

Lyder det bedre- deltag i debatten!

Apples folk har forklaret at det nye Logic har fået en nyprogrammeret ”clock”.

Det bliver for omfattende her at forklare, hvad det dækker, men kort fortalt handler det om digital synkronisering og samspillet mellem converter og lydkort. Den nye clock har fået flere brugere til at tale om at ”programmet lyder bedre”.

Jeg må til min egne store overraskelse indrømme, at det også var min egen oplevelse, da jeg hentede et gammelt projekt ind. Hovsa! Det lyder da bedre! Rumklangene forekommer at integrere bedre, definitionen i især stereolydbilledet virker forbedret og lyden virker generelt mere defineret.

Lad mig høre fra de andre kære Logic-brugere derude.

Har du opdateret? Lyder dit program også bedre?

Deltag i debatten!

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.