af Nils Harbo

DPA Microphones har for første gang produceret en håndholdt vokalmikrofon, der skal tage konkurrencen op med verdens store mikrofonproducenter. Som det første magasin i verden afprøver MUSIKERENs grejredaktion den nye kondensatormikrofon.

Den nye danske vokalmikrofon kommer til at koste ca. 6.500 kr.

Historien bag DPA Microphones nye vokalmikrofon går næsten ti år tilbage, hvor man i udviklingsafdelingen hos den danske mikrofonproducent begyndte at snakke om, hvordan man kunne transformere nogle af firmaets mest roste og vellydende studiemikrofoner om til en håndholdt livemikrofon.

Fra studio til live

Den nye mikrofon har i stil med DPA’s øvrige nye produktlinje fået navnet d:facto. Der er tale om et ganske spændende produkt, der prøver at bygge bro mellem studieoptræden og liveoptræden.
Jeg har fået fingre i et af de første syv eksemplarer, der foreløbig er samlet, og prisen på mikrofonen er først endelig blevet fastlagt kort før redaktionens deadline. Den er landet på 6.500 kr. (inkl. moms).
Indmaden i d:facto bygger på DPA’s berømmede 4011 kondensatormikrofon, der er en mikrofon med nyrekarakteristik til over 12.000 kr., så det er jo næsten en halvering af prisen! DPA 4011 har opnået et godt ry i lydteknikerkredse pga. de store kvaliteter, den har til næroptagelse med fantastisk separation mellem lydkilder og flad frekvensrespons.

Den nye vokalmikrofons kapsel har fået et par justeringer og har bl.a. fået supernyrekarakteristik. Mikrofonen er knap 20 cm høj og vejer 245 g. Den vejer altså mindre og er længere end mikrofoner, som den typisk vil blive sammenlignet med. Som fx Shure SM58, verdens mest udbredte håndholdte vokalmikrofon, der er en dynamisk mikrofon. Derfor vil en Neuman KMS 105 (der vejer 325 g) være en mere passende sammenligningspartner.

En kvindelig mikrofon?

Som standard kommer d:facto med et kablet DPA-håndtag. Men håndtag og mikrofonhoved kan nemt skilles fra hinanden og sættes på et trådløst system. Her har DPA lavet et samarbejde med italienske Wisycom, der tilbyder et håndtag fikst og færdig til trådløs brug. d:facto har indbygget tre-lags robust popbeskyttelse og kan håndtere virkelig høje lydtryk op til 157 dB uden at forvrænge. Det er de færreste vokalister, der kan præstere et sådant lydtryk, men skulle det forekomme, kan man nemt skrue hovedet af mikrofonen og bruge en lille switch, der dæmper inputtet med 10 dB.

I det følgende er det kabelversionen af mikrofonen, jeg har haft lejlighed til kort at afprøve. Bo Brink, DPA, fortæller, at de regner med, at mange kvinder vil købe denne mikrofon. Derfor har de bestræbt sig på at tiltale dette segment. En Shure SM58 (med mere lige kurver) synes jeg ligger bedre i hånden. Men jeg har også fået d:facto testet af min veninde, der er sangerinde, og af et liveband, der prøvede mikrofonen under forberedelserne til en turné. Sangerinden var glad for mikrofonen, hun havde ingen problemer med ”følelsen” af at holde mikrofonen. Og hun syntes godt om indpakningen, den fikse rejsetaske, der er holdt i rappe, neongrønne farver.
Perfekt til hovedmålgruppen, der sammen med de professionelle PA-firmaer sandsynligvis vil være blandt dem, der investerer i en dyr kvalitetsmikrofon.

Den lille forskel

Direkte adspurgt oplevede sangerinden dog ikke den store forskel i forhold til den Shure Beta 58A, hun normalt synger i. Og musikerne havde heller ikke bemærket noget løft, hvilket kan skyldes de mindre optimale akustiske forhold, der var i prøvesalen i Hellerup, hvor bandet øvede midlertidigt. Men jeg overværede en lydprøve, og vi eksperimenterede lidt med forskellen mellem Beta58A’eren og d:facto. Her fandt vi bl.a. ud af, at d:facto har en smule lavere output, og at den på det pågældende PA-anlæg skulle hæves lidt i toppen, hvis den skulle have samme gennemtrængende insisterede lyd, der har gjort 58’eren så populær. Nogen mener, denne lyd er for ”hvæsende”, men et topboost har jo den fordel, at det trænger igennem det støjhelvede, der kan være i et rockband. Derfor har DPA også udstyret d:facto med hævning i toppen. Af diagrammerne kan man se, at denne hævning sker fra ca. 6.310 Hz; men altså ikke så kraftig hævning som på en Beta58A.

Fremragende egenskaber

Mikrofonen leveres i en kasse med neongrønne farver, der tiltaler sangerinder, som DPA forventer bliver en af hovedmålgrupperne for mikrofonen

Der var ingen problemer med feedback med d:facto, når man nærmede sig monitorerne på scenen og heller ikke generende pop-lyde. I et rapnummer forekom vokal og tekster at stå mere distinkt sammenlignet med Shure.
På trods af, at d:facto er en nuanceret kondensatormikrofon, oplevedes baggrundslyde ikke generende. Mikrofonen har altså gode egenskaber, når det gælder om at fange vokalen tæt på mikrofonen og udelukke de øvrige instrumenter på scenen.
Vi behøvede heller ikke at bekymre os så meget om håndteringsstøjen, der sjovt nok igen i sammenligning Shure-mikrofonen ligger i et lidt højere, mellemtoneagtigt frekvensområde. Det betyder, at håndteringsstøjen lyder lidt mere ”dåset” på d:facto, men også opleves mindre dominerende.

Studielyd

Tilbage i mit eget øvelokale afprøvede jeg d:facto på mit eget lille øveanlæg. Først uden nogen EQ, blot indstillet til det lydniveau, vi normalt øver i. Jeg sammenlignede også med nogle af de mikrofoner, jeg har i øvelokalet, både kondensator og dynamisk. Jeg oplever dog ikke umiddelbart nogen stor åbenbaring eller livsbekræftende løft af min egen stemme.
Først da jeg får ”leget” lidt videre med d:facto og finindstiller EQ, opnår jeg også på d:facto en vokallyd, som jeg vil have til min stemme. d:facto er altså en mikrofon, der ikke kommer med færdig ”fabrikslyd”. Og mikrofonen viser sig igen at have supergode egenskaber, hvad angår feedback. Der skal virkelig meget til for at få mikrofonen til at hyle, også selvom man lukker hånden omkring den. Selvom en Shure Beta 58A også har supernyrekarakteristik, så er d:facto øjensynlig her bedre designet og meget live-venlig pga. de fine egenskaber med meget lidt feedback foran monitorhøjtalere.

Og selv om jeg prøver at brøle af mine lungers fulde kraft, kan jeg ikke opnå hørbar forvrængning. Jeg prøver også at anvende den til akustisk guitar og må konstatere, at d:facto også er en vellydende mikrofon til instrumenter.

Din nye mikrofon?

Jeg ville gerne have haft mulighed for at afprøve d:facto under mere optimale forhold, fx i et perfekt koncertlokale med et veltrimmet PA-anlæg, men det tillod tiden desværre ikke. Alligevel er jeg glad for, at DPA-folkene gav mig mulighed for at afprøve mikrofonen i et par dage, så man kunne snuse til det nye vidunder.

Jeg synes, at DPA Microphones med d:facto har gjort et flot og imponerende stykke arbejde. Musikere, der er til beatboxing, rock’n’roll, spyt og rå vokal, vil måske synes, at d:facto er for ”fin”.
Og står du på scenen og svinger mikrofonen i kablet eller behandler din mikrofon som en boksebold, var du måske bedre tjent med fortsat at benytte din gamle SM58 eller Beta58A. Som du i øvrigt kan købe fem af for samme pris som d:facto.
Men den nye mikrofon vil helt sikkert være et godt valg for vokalister, der ønsker en let og elegant mikrofon i smart indpakning og som også i en håndevending kan bruges i hjemmestudiet til optagelse af instrumenter.

Og mange lydteknikere, der i forvejen arbejder med DPAs mikrofonlinje på broadcast og live, vil helt sikkert tage den nye mikrofon til sig. Der har nemlig været mange positive rapporter fra lydfolk, der har haft lejlighed til at prøve d:facto, hvilket bl.a. er sket på turné med Magtens Korridorer og på TV2’s Voice of Denmark.

d:facto vil også være et interessant alternativ for de vokalister, der har oplevet hyl og feedback med en Neumann KMS 105, der jo bl.a. har været et populært mikrofonvalg hos selskabsmusikere. Men prisen er et vigtigt parameter.

Konklusion

d:facto er en af de dyreste vokalmikrofoner på markedet, og spørgsmålet bliver derfor for hver enkelt, hvor mange penge man vil ofre på en god vokalmikrofon.
På de fleste gennemsnitlige PA-anlæg i øvelokalerne rundt i det danske land vil det nok være svært at høre den store forskel, selvom mikrofonen har kostet fem gange så meget som den gamle vokalmikrofon.
Omvendt kan man nu få fat i en autentisk DPA-mikrofon med en kapsel til 12.000 kr. for den halve pris!

Prøv den hos din musikhandler, når den kommer i handlen om kort tid, tag et kig i din pengepung, og lav din egen vurdering.

Specifikationer

DPA Microphones d:facto

Kondensatormikrofon med supernyrekarakteristik til vokal
Pris: 5.200 kr. (eks. moms), 6.500 kr. (inkl. moms)

Retningskarakteristik:    Supercardioid
Funktionsprincip:    Trykgradient
Kapseltype:    Forpolariseret kondensator
Frekvensområde:    20 Hz - 20 kHz
Frekvensområde, ± 2 dB, ved 12 cm:    90 Hz - 16 kHz med 3 dB softboost ved 12 kHz.
Total harmonisk forvrængning (THD):    < 1 % op til 139 dB SPL spidsværdi
Dynamikområde:    Typ. 120 dB
Maks. SPL, spidsværdi til klip:    157 dB
Attenuator, filtre, etc.:    0 dB / -10 dB
Udgangsimpedans:    < 100 ohm
Strømforsyning:    48 V Phantom power (± 4 V)
Strømforbrug :    maks. 5 mA
Connector :    XLR-3M.
Farve :    Matsort
Mikrofonens vægt:    245 g
Mikrofonens diameter:    50 mm
Kapseldiameter:    19 mm

Læs mere her:
 www.dpamicrophones.com

Læs også: Verdens mest udbredte vokalmikrofon

I testen ovenfor nævnes flere gange en Shure SM58 og en Shure Beta58.

Disse to er varianter af en meget populær vokalmikrofon blandt verdens musikere.

Læs historien om Shures populære mikrofon her:

Verdens mest udbredte vokalmikrofon

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.