af Billy Cross

Billy Cross tester danske forvrængerpedaler

Lige siden midten af 60’erne hvor Jeff Beck begyndte at bruge forvrængning på Yardbirds-singlerne (”Mr. You’re a Better Man than I”, ”Heart Full of Soul” osv.), har det været mange guitaristers store uudtalte ønske at kombinere lydene fra en perfekt guitar og en glimrende forstærker og få de to til at lyde som parringsakten mellem en kædesav og en støvsuger.

Der er mange eksempler på hvor smukt dette har fungeret: Keith Richards historiske solofigur i ”Satisfaction”, Paul McCartneys solo i ”Taxman” og guitarintroduktionen til ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club band”. Og selvfølgelig Jimi Hendrix’s mere uldne lyde på ”Purple Haze” og ”Foxy Lady”. Alle bærer de vidnesbyrd om forvrængningens lyksaligheder.

De fleste punk og power-pop bands (Sex Pistols, Green Day osv.) kunne slet ikke eksistere uden guitarforvrængning. Og hvad med Steve Lukather, Steve Vai, Eddie van Halen og……… behøver jeg fortsætte listen?

Hvis jeg havde en dollar for hver eneste type forvrængnings- eller boosterpedal, der er blevet fremstillet siden 1966, ville jeg være mangemillionær i dag! Men det forhindrer ingen i fortsat at markedsføre nye produkter inden for forvrængningsindustrien.

DG Electronics får pedalerne fremstillet i Kina

Foto: DG Electronics

Nutidens marked er blevet mere og mere prisorienteret, og produkterne falder i to kategorier. På den ene side de billige, skrabede modeller og på den anden side de luksuriøse årgangs-, retroårgangs-og superforfinede modeller.

Her i Danmark står TC Electronics for noget af det mest respekterede live- og studioudstyr i verden, men også på guitarpedalområdet kan danskerne være med, hvor især Carl Martin og T-Rex har gjort sig bemærket.

I den billigere ende melder sig nu en ny dansk spiller på markedet, nemlig DG Electronics, der akkurat som Carl Martins East Sound Research er en virksomhed, der holder til i Grenå. Pedaler er jo også kendt som ”stomp boxes” fordi guitaristen tramper (stomps) på pedalen, når den skal aktiveres. I denne test ser vi på pedaler fra de tre producenter og vi har fokuseret på forvrængning og overdrive.

Carl Martin og T-Rex pedalerne koster fra 1.200 kr. og op til næsten 1.800 kr., så DG pedalerne må formodes at være de billigste på markedet med en pris på kun en fjerdedel, nemlig 299 kr. pr. stk. Carl Martins Plexitone og T-Rex’s nye Dr. Swamp vinder priserne for de dyreste stomp boxes i denne test, med prissedler på henholdsvis 1.650 kr. og 1.795 kr.

Ved min test brugte jeg en håndbygget Dennis Dalsgaard Stratocaster model med en 1959 PAF mikrofon ved stolen, en 1958 Strat mikrofon ved halsen og en ESP mikrofon i midten. Som de fleste guitarister ved, så lyder guitarforvrængning meget forskelligt, alt afhængigt af om der anvendes enkeltspolede eller dobbeltspolede mikrofoner. Denne guitar er udstyret med et Floyd Rose system, som jeg brugte i forbindelse med de forskellige effekter (såsom sustain og harmonics).

Efter at jeg havde prøvet at spille gennem min 1960 Vibrolux amp derhjemme, hvor jeg simpelthen ikke kunne skrue højt nok op til at yde pedalerne fuld retfærdighed, tog jeg ud i et øvelokale og spillede gennem en Laney transistorforstærker med 12” højtaler og en Peavey med fire 10” højtalere.

DG Electronics

Først afprøvede jeg DG Electronics’ ”Overdrive” og ”Distortion”. Jeg kan ikke mindes, at jeg i alle mine år med trampen på pedaler har mødt en så hårdfør pedal - og så for 299 kr.! Det er nærmest utroligt. Forklaringen på prisen skyldes nok, at pedalen er fremstillet i Kina (”velkommen” til globaliseringen). Den er lavet af så solidt metal, at jeg må formode dens levealder overstiger den gennemsnitlige levealder for almindelige guitarister. Kontakten er robust, tone- og drivekontrollerne er også af metal og forekommer lige så robuste. Batteriet er let at indsætte, og det er beskyttet ved at være placeret i bunden. Pedalen har gummioverflade og -sider, så foden ikke glider, og ledningsinput er velkonstruerede. Alt i alt et fint konstrueret stykke tilbehør.

Men lyden var noget helt andet. Jeg prøvede at få ”overdrive” til at lyde som en forstærker, når den er helt skruet op, hvilket jeg formoder er hele idéen, men også det vanskeligste at opnå. Det gik ikke så godt, lyden var for syntetisk og hård i kanten til at skabe fornemmelsen af en god rørforvrængning. Guitarlyden mistede krop og kom faktisk aldrig tilbage. Tonekontrollen forekom at være bedst i den lave indstilling, de frekvensområder, der blev hævet, var ikke særlig kønne. Den var god til at fremstille vrede lyde, så hvis man er til en punket, ”against-the-system” lyd, så er den brugbar. Jeg kan ikke anbefale den til blues, traditionel rock eller andre civiliserede stilarter.

Distortionpedalen havde mange af de samme karakteristika, men mulighederne for at skabe mere ekstrem forvrængning gjorde den mere brugbar. Den virkede fint sammen med Floyd Rose Vibrato effekt á lá Eddie van Halen eller Steve Vai. Den er også god til den rene fuzz lyd (ingen krop, total forvrængning). Når man skal optage et vist antal guitarer med forskellige lyde i studiet på flere spor og har mulighed for at arbejde med lyden, ville den også være brugbar.

DG pedalerne er velbyggede til prisen, omhyggeligt designet, og selv om de måske ikke har en fantastisk lyd, ja, så har de heller ikke en fantastisk høj pris. Og med lidt tålmodighed, kan man snildt lokke nogle gode lyde ud af begge.

Jeg kunne dog forestille mig, at de mennesker, der køber billige pedaler, er de samme som dem, der køber billige forstærkere, og den kombination er ikke særligt god. Jeg ville ikke anbefale at bruge dem sammen med en transistorforstærker. Og så er signalet fra guitaren svækket, når pedalen ikke er i brug.

Dr. Swamp

Foto: T-Rex

T-Rex

Dernæst testede jeg pedalerne fra T-Rex. Eller T-Rex Engineering, som er det fulde navn på firmaet, der også holder til i det jyske, nærmere bestemt Vejle.

Jeg prøvede den helt nye Dr. Swamp og klassikeren Mudhoney, mens Alberta også fik et smuglyt med på vejen. Forskellen viste sig øjeblikkeligt. Mens DG pedalerne scorer points på deres konstruktion, vinder T-Rex’erne på deres lyd. Den er er mere variabel, mindre syntetisk og mere anvendelig.

Dr. Swamp har to kredsløb, hvilket sætter brugeren i stand til preprogrammere, så man kan skifte mellem de to lyde. Det er smart. Alberta minder mest om den gamle Tube Screamer, som altid har været umådeligt populær i Danmark.

T-Rex Alberta

Foto: T-Rex

Mudhoney’en har en turbokontakt, som, i lighed med tricket i Star Wars, sender brugeren direkte ind i Hyper-fuzz. Det er totalt sjovt!

Men 1.200 kr. er en pæn sum penge, især når konstruktionen, materialerne og designet ikke er super fantastiske.

T-Rex Mudhoney

Foto: T-Rex

For det første er det ret vanskeligt at skifte batteri. Man kan næsten ikke få plastikdækslet af uden at brække plastikken, hvad jeg da også prompte gjorde. For det andet er det umuligt at betjene turbokontakten på Mudhoney med foden, eftersom den både er lille og ligger begravet mellem de andre kontroller; og det gør den jo ubrugelig i en live situation, hvor man nødigt vil bøje sig ned. Pedalerne er forsynet med gummiknopper i bunden, så de ikke glider, men disse knopper er desværre lette at knække af, og så står man dér med en skæv pedal. Tænd og sluk kontakten kunne også være lidt mere robust. Ligesom tilfældet er med DG pedalen, bliver signalet fra guitaren reduceret, når pedalen ikke er i brug.

Carl Martin HDB MK3

Foto: Carl Martin

Carl Martin

Slutteligt testede jeg to Carl Martin pedaler. De lyder næsten som hinanden! Hot Driven Boost og Plexitone har nogle gode detaljer. De er velkonstruerede (i Danmark!!), og kontrolknapperne er klogt anbragt og lette at bruge. ”Boost” knappen fungerer som volumenkontrol. Man tramper på boost knappen og den skruer op for forstærkeren – forøger altså volumen på den eksisterende lyd og den ledsagende forvrængning. Den burde hedde ”Mere” knappen. Det er et smart trick, men pas på dine højtalere!

Carl Martin Plexitone

Foto: Carl Martin

Den har en anden god detalje, og det er, at man kan sætte den direkte i strømforsyningen – ingen batterier, der dør, mens man er midt i en solo og mindre tab af signal, når pedalen ikke er aktiveret.

Indstillingerne giver mulighed for mere lydmodifikation end ved T-Rex pedalerne: level, wave, gain, high gain, crunch osv.

Faktum er at lyden er lidt anderledes og lidt bedre - men 1.650 kr. er dyrt.

Billy Cross

Køb Dansk

Ingen af pedalerne i testen lyder godt ved lav volumen. DG vinder på udførelse og pris, men ikke på lyd. T-Rex har en god, aggressiv lyd, men en mindre holdbar udførelse og besværlig batteriskift. Carl Martins pedalerne er nok de mest vellykkede, velkonstruerede og kontrolknapperne er bedre anbragt, men lyden retfærdiggør ikke en pris på 1.650 kr.

Alle disse pedaler har et begrænset virkefelt. Nutidens amerikanske topguitarister har store racks med harmonizer, delay, reverb, phase, flange, oktavopdeler, tremolo, kompressor osv., kombineret med mange forskellige højtalerkabinetter og forstærkere, som de bruger til at variere deres lydmæssige udtryk.

I studiet bruger flere og flere guitarister plug-ins og andre computergenererede lyde frem for pedaler.

Så det vigtigste ved pedalerne er om de er gode live - og om prisen er rimelig. Alle disse pedaler har deres gode sider, så valget må baseres på smag, behag og økonomi.

Men i alle tilfælde: Køb da dansk!

Priser

DG Electronics Distortion 299 kr.

DG Electronics Overdrive 299 kr.

T-Rex Mudhoney 1.195 kr.

T-Rex Dr. Swamp 1.795 kr.

Carl Martin HDB MK3 1.450 kr.

Carl Martin Plexitone 1.650 kr.

Læs mere om pedalerne her:

www.danguitar.dk

www.t-rex-engineering.com

www.carlmartin.com

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.