af Nils Harbo

Mange musikere har brug for en håndholdt recorder til musikoptagelser og mange ejer i forvejen en iPhone. Som de første i Danmark tester grejredaktionen her den nye generation Mikey-mikrofon, der er beregnet til at forbedre lydoptagelser på Apple-produkter.

Mikey bliver også testet i MUSIKERENs Grej-tv, hvor man kan se og høre mikrofonen i aktion. (Foto: Nils Harbo)

Mange musikere har brug for en håndholdt recorder til musikoptagelser og mange ejer i forvejen en iPhone eller en iPod, der ofte er  lige ved hånden og dermed kan give en håndsrækning i indspilningssituationer. Men de indbyggede mikrofoner er ofte af ringe kvalitet.
Derfor tester grejredaktionen her den nye generation Mikey-mikrofon, der er beregnet til at forbedre lydoptagelser på Apple-produkter.

Mikrofoner fra USA og Letland

Blue Microphones er et amerikansk firma, med fabrik i Letland, der bl.a. er blevet kendt på deres utraditionelle retro-design med mikrofoner som Snowball og Bottle. Blue har for længe siden lanceret deres løsning til bedre optagelse på iPhone og iPod, nemlig en stereokondensatormikrofon kaldet Mikey. Nu er den længe ventede 2. generation endelig godkendt af Apple og MUSIKERENS grejredaktion har fået lov at teste et af de første eksemplarer, der er frigivet.

Mikey kommer til at koste ca. 600 kr. og er primært bygget til iPod. Den er certificeret og fungerer med diverse iPods - men den virker IKKE med iPhone 4 og iPad. Mikey passer nemlig kun til iPhone 3GS (og tidligere udgaver), hvilket skyldes at Apple i de nye produkter har ændret stikket i bunden.

2. generation Mikey er forbedret på en række områder. Bl.a. har mikrofonen fået tyndere design, hovedet kan drejes i 230 grader og den er nu forsynet med line-indgang og ekstra USB-indgang. Det betyder, at man kan forsyne sin iPod med strøm via USB-indgangen  i mange timer, hvis man fx optager en længere konference.
Mikrofonen har en tre-vejs omskifter, så man kan justere gain, dvs. indspillestyrken kan tilpasses efter om man optager lav tale elle høj musik.  Med Mikey forvandler man derfor sin iPod eller gamle iPhone til en bærbar professionel optager. Den indbyggede Apple-applikation ”Memoer” i iPhone3 optager jo kun i mono og er ikke meget bevendt til musikoptagelse. Men med installation af den gratis Mikey-software fra Apples App Store, kan man arbejde mere seriøst med musikken.  Softwaren hedder FiRe (Field Recorder) og er udviklet af firmaet Audiofile Engineering. Man kan bl.a. indstille stereo/mono, indspillekvalitet og filformater, se audiokurveformerne i displayet og lave ”markers” i det indspillede audio. Softwaren bruges, når man eksporterer det indspillede (via FTP eller lokal webserver). Jeg har ikke personlig prøvet Mikey med anden indspilningssoftware, men mikrofonen fungerer også med flere andre apps, så i princippet kan man forvandle sin iPhone til et multisporsstudie.

Test af livelyd

Af en stereokondensatormikrofon til kun 600 kr. optager Mikey med pæn overbevisende lydkvalitet. Den imponerer især med at have meget mere bund end iPhones indbyggede mikrofon og jeg har også udsat Mikey for den ultimative ”musiker-test”. Jeg har nemlig afspillet høj livemusik, målt til 100 dB fra 2 meters afstand og indspillet det. 100 dB svarer til en tung lastbil eller en rockkoncert ved moderat niveau.
Denne test viser igen, at Mikey optager langt bedre musik, end den indbyggede mikrofon i iPhone 3GS. Men lige netop ved 100 dB, var det et lille problem at indstille gain-switchen præcist. Musikken blev optaget for lavt i yderposition og for højt (med forvrængning til følge) i midterpositionen. Her savner jeg trinløs gainkontrol.

Et andet problem er overførslen af audiofiler til computer. De fleste iPhone-brugere er jo vant til at overførsel af data, lyd og billeder sker via iTunes. Men det kunne ikke lade sig gøre via iTunes, hverken fra OS 10.4 eller OS 10.5. Det er derfor nødvendigt at bruge FiRe-softwaren, når man skal have sine optagelser ud af telefonen. Hvis iPhone og computer er opkoblet på det samme wifi netværk, kan overførsel lade sig gøre via lokalnetværk. Man åbner en browser og kan downloade filerne, hvis man skriver en URL ind – den slår man op i FiRe. Man har også muligheden for overførsel via FTP eller direkte til SoundCloud (en website for musikere, der fungerer som lydplatform for udveksling og distribution af musik.) Jeg synes overførelsesprocessen er en smule besværlig og der er også lidt problemer med navngivning af filer.

 

Mikey koster ca. 600 kr., indspilningssoftwaren FiRe kan downloades gratis fra Apples  App Store. (Foto: Nils Harbo)

Det er et stort minus at Mikey ikke fungerer med iPad og nye iPhones. Men for de interesserede, kan jeg oplyse, at Blue har en større USB-mikrofon, der hedder Yeti og den virker bl.a. med iPad via kameraindgang og de rette kabler.

Alt i alt bliver konklusionen, at Mikey er en særdeles fornuftig investering, der forbedrer lydkvaliteten og mulighederne for en iPod eller en iPhone-ejer. Mikrofonen er fleksibel og praktisk med en tre-vejs omskifter og det generelle indtryk er godt.

Se indslaget i MUSIKERENs grej-tv, hvor man bl.a. kan se Mikey i aktion og høre eksempler på lydoptagelser under høj lydstyrke:
MUSIKERENS grej-tv tester Blue Mikey

Blue Mikey V2

Stereomikrofon med kondensatorkapsel til Apple-udstyr.
Optager16 bit /44,1 kHz. Udstyret med analog audio input, USB-indgang til ekstra USB power og brugerstyret trevejs sensitivitetsomskifter.
Certificeret for: iPod touch 1G, 2G, 3G; iPod nano 2G, 3G, 4G, 5G; iPod classic; iPod 5G og iPhone 3GS.
Software: FiRe, gratis app fra Audiofile Engineering.
Pris: Set til 600 kr.

www.bluemic.com

PLUSSER
Forbedrer lydoptagelse med iPod og iPhone - Ekstra line in-stik, der kan optage ekstern lyd – Praktisk gain-omskifter til sensitivitet - Stereomikrofonhovedet kan drejes 230 grader - Ekstra USB-stik

MINUSSER
Virker ikke med ny iPhone4 og iPad - Filoverførsel en smule besværlig

TESTRESULTATER

Lydkvalitet: 8

Design: 7

Betjeningsvenlighed: 9

Medfølgende software: 7

Værdi for pengene: 10

Samlet dom: 8

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.