af Flemming Både

Musiker Flemming Både testede den første Yamaha Tyros i 2003. Siden er der kommet fire nye versioner af Yamahas flagskib inden for arrangementskeyboards. Så det er på tide, at grejredaktionen igen bringer en test af Tyros. Derfor har Flemming Både gennemgået den nye model fra top til tå.

Tyros 5 er et professionelt arrangementskeyboard med 76 tangenter, 1759 lyde (inkl. 37 trommesæt) og 539 styles, audio, effekter og meget mere med kabinet i titaniumfinish.

Så er Yamaha kommet med sin 5. udgave af deres automatik-keyboard Tyros, som nu gennem 10 år har været det mest anvendte keyboard blandt selskabsmusikere i Danmark. Og det er en lækker sag denne gang, ikke mindst fordi Yamaha nu endelig efter 10 år har hørt vores sukken efter et keyboard med flere tangenter.

Tyros 5 fås både med 61 og 76 tangenter. 76-tangenters udgaven fylder godt i landskabet, bl.a. fordi man ikke har omorganiseret de knapper og ting, der på den lille ligger udenfor tangenterne, men blot forlænget hele keyboardet og dermed har noget spildplads. Til gengæld vejer den store kun 1,5 kg mere og koster kun ca. 1.500 kr. mere.

Hver gang Tyros opdateres, kommer der lidt nyt på og kvaliteten opgraderes, men den overordnede struktur er den samme. Så opgraderer man fra en tidligere Tyros, vil man føle sig dejligt hjemme på Tyros 5. Bortset fra mindre omrokeringer er der ikke de store nye ting at se umiddelbart, og den lille Tyros 5 passer endda i den gamle flightcase. Men indeni er der kommet en række nyheder, som jeg vil gennemgå og kommentere nedenfor.

Audio

 

Yamaha har nu fået Audio-styles. Det er kun trommerne, der er indspillet på audiospor, resten fungere som hidtil. Der er 46 nye audiostyles og de lyder brandgodt. Lyden er velafbalanceret og fletter fint ind i resten af lydbilledet. Problemet med audio er at det er ufleksibelt. Der er et spor til alle trommerne, som ikke kan editeres, og mange af styles’ene føles som om de er lavet til et bestemt nummer. På midi-baserede styles kan man komme langt ved at tilføje/fjerne enkelte trommeslag, ændre trommesæt o.s.v. På audio er det take it or leave it, faktisk kan man ikke engang ændre EQ på audio-sporet, hvis man synes bunden er lidt for svag fx. Det er fedt med de nye audio-styles, men jeg er glad for at Yamaha ikke har plastret hele keyboardet til med audio. Efter min mening er alt det med audio i sin vorden, og teknologien skal nok udvikle sig. Fx kunne det være fedt hvis audiosporene var delt op i 8 spor, man kunne mixe på, men det ligger nok lidt ude i fremtiden.

Der er kommet flere og gode muligheder for at bruge audio-teknik på Tyros 5. Fx kan audio synkroniseres ind på midi-filer, og der kan lægges audio-tracks på multipads, hvilket faktisk er meget brugbart. Indsyng dine andenstemmer hjemmefra og afspil sammen med styles – eller mix samplinger ind over – eller få keyboardet til at råbe ”hva’ med Lloyden?” i Lars Lilholts ”Onkel Christian”! Der er virkelig mange sjove muligheder. 

Styles

Der er kommet lidt flere styles, men ellers er det gode gamle kendinge. De fleste har til gengæld fået en remixing, så stort set alle styles kan bruges lige ud af boksen. En gang drillede de andre i klassen med Fætter BR-lyd og en alt for pæn CD-lyd. Der er stadigvæk masser af pæn lyd i Yamaha, men der er sandelig også rå og svedig live-lyd, og er man ikke tilfreds med råheden i lyden, er der ret gode muligheder for at peppe lyden op uden at skulle starte forfra. Desuden er der gode muligheder for at købe sig til evt. manglende styles, fordi Tyros er det mest sælgende keyboard i hele verden.

Sounds

Det er nok her jeg synes Tyros rykker mest fremad! En lang række lyde er opdateret, ikke mindst på blæser og strygersiden. Men også helt basale lyde som Flyglet har fået en kærlig overhaling. Og en smart ting er at ingen lyde er smidt ud, alle tidligere lyde fra 1,2,3 og 4 ligger som ”legacy” lyde, så gamle registreringer, styles m.v. spiller perfekt.

En væsentlig årsag til at lydene er bedre er også at effekterne virkelig er blevet opgraderet. Der er kommet VCM (Virtuel Circuit Modeling) effekter, der svarer til de rigtige pedaler, chorus, rumklange m.v. Dét mærkes! Især guitareffekter er der leget med.

Der er kommet en del flere og bedre lyde på helt basale områder som klaverer og EL-pianoer, men for første gang er trommesættene ikke opdaterede. Kun enkelte trommelyde er strammet lidt op.

Ensemble

En ny slags lyde er værd at ofre lidt opmærksomhed på – Ensemble-sounds. Når man vælger gruppen af ensemble-lyde, ændres de fire lydgrupper til left og right sig til kun at kunne bruges til ensemble-lyde. Her får man så 4 forskellige instrumenter, der spiller hver sin stemme, hvis man tager hele akkorder. Det er instrumenter indenfor strygere, træ- og messingblæsere, og der er kommet en del nye lyde til det brug også. Hidtil har alle instrumenter spille alle stemmer, hvilket jo ikke er naturligt. Nu spiller hvert instrument sin stemme, og det lyder helt utroligt naturtro.

Til gengæld er ensemble-lydene ikke så ligetil at spille med, det kræver sin musikalitet at få et vellykket resultat ud af det, så der skal øves! Bruger man styles, kan man evt. bruge ”Harmony”, hvor keyboardet selv lægger de ekstra stemmer under melodi-stemmen – det virker meget overbevisende på blæsere til bigbands- og partybands blæsergrupper.

Ensemble-sounds er virkelig et spændende og meget musikalsk tiltag, men det er ikke gratis. Det lægger beslag på de normale parter til left og right, og hvis man fx er vant til at spille lyd til fodbas fra left eller right, kan man ikke bruge ensemble – de er låst til formålet.

Det er kun visse lyde, der kan anvendes med ”Ensemble” og det er en skam og giver begrænsninger. Det er lidt som om ”Ensemble” er en ny teknik, der måske først fungerer helt optimalt i det næste keyboard.

Orgler

Organ-world kalder Yamaha sin nye afdeling med Vintage-,  Euro-, Home-, Concert- og Theatreorgans der modsvarer: Hammond-, Wersi-, Lowrey-, kirke- og teater(kino)orgler. Rent grafisk er det blevet flottere og mere overskueligt, og der er kommet en del nye lyde på – især kirkeorglerne er flotte.

De fleste sværger nok mest til Vintage-organs - altså Hammond-klonen. Men her synes jeg ikke, vi er kommet så meget længere end tidligere. Faktisk er selve grundlyden rigtig flot og den laver foldback og det hele, Leslie-effekten er godt nok blevet bedre, men den er langt fra de fede Leslie-effekter, man ellers støder på i løs vægt og i Hammond-kloner. Og når nu man har gjort så meget ud af de andre VCM-effekter, så er det synd at Leslien ikke også lige fik et større spark opad. Den er simpelthen for pæn! Den ægte Leslie ændrer en del på EQ som får orglet til at ”skrige” på den rigtige måde, det gør Yamahas ikke. Lyden minder mest om Yamahas egne ”Leslier” fra 70’erne, der var en tam omgang. Desuden mangler der også ”tube-drive” altså rør-forvrængning, som er en væsentlig del af en rå ægte Hammondklang.

En anden voldsom mangel på orglerne er muligheden for at gemme user-registreringer. Man kan selvfølgelig gemme sine registreringer på memory-knapperne som sædvanligt, men ligesom man kan gemme andre lyde som editerede user-lyde, kan man ikke gemme orglerne, og det er ufleksibelt og irriterende.

Subouts og højtalere

En god nyskabelse er til gengæld at der er flere sub-udgang – 4 i stedet for 2, og det giver gode muligheder for at mixe sin lyd mere personligt og live-agtigt. Og apropos den ovenfor nævnte Leslie, kan man med rigtig godt resultat sende sin orgellyd ud af en sub-udgang og tilslutte en Leslie-simulator og dét giver et flot resultat. Samtidig har højtaler-sættet til Tyros 5 fået mere power, og nu tilsluttes de eksternt via jack-stik, så man fx kan bruge dem som monitorer på scenen – det fungerer perfekt.

Soundeditor-Soundcreator

Der er forsvundet nogle gode funktioner på Tyros 5, som nogle af os virkelig savner – eller rettere sagt ikke kan undvære. På tidligere modeller kunne på PC editere lydene helt ned til de mindste detaljer. Men der er ikke editeringsprogrammer med til Tyros 5! Ikke endnu i hvert fald, angiveligt skulle de komme, men hvornår? Og hvordan ser de ud? Yamaha har fjernet nogle funktioner for at forhindre 3 parts lydkreatører i at kunne  komme ind på markedet, om det vil påvirke mulighederne for fuld adgang til at editere de interne lyde og ikke mindst adgangen til dem er i skrivende stund uvist. Det er for galt Yamaha – den slags skal der være styr på INDEN keyboardet sendes på markedet – basta!

En  anden vigtig ting som er fjernet er ”Drum-mapping” fra Tyros 4, hvor man selv kunne skræddersy sit trommesæt og fx fjerne den irriterende lange efterklang på nogle af de dybe tammer. Hvorfor Yamaha? – nu havde I endelig lavet et værktøj, som rykkede jer op på siden af de flotte editeringsmuligheder i Korg og Roland, som vi har været misundelige på i årevis. Om også det kommer i senere PC-programmer eller APP’s til iPad eller hvad der sker, vides ikke, men hvis det var tilfældet, så var det måske smart at melde det klart ud Yamaha! Fy!

Konklusion

Alt i alt er Tyros 5 en stor opdatering med masser af spændende nyheder og meget musikalske udfordringer til os. Bruger man keyboardet lige ud af kassen, spiller det fremragende – ganske enkelt topklasse! Er man mere nørdet og gerne vil gøre sit keyboard mere personligt, mangler der værktøjer. Det er som om Yamaha bare ikke vil hæve sig det sidste trin op af stigen til et fuldt professionelt keyboard, der kan personificeres i samme grad som Korg og (i hvert fald engang) Roland var eminente til.

Da keyboardet ikke er ordentligt færdigt (eksterne editeringsmuligheder) vil jeg kun give den 4 G-nøgler ud af 6!

Mange nye muligheder

Der er blandt andet kommet audio-styles i Tyros.

Verdens mest solgte keyboard

Der er mange muligheder for at ændre i lyde og man kan købe styles mange steder, da Tyros er verdens mest solgte keyboard.

Om Flemming Både

Flemming Både har været selskabsmusiker i 40 år, har spillet på Yamaha-orgler siden midten af 70’erne med det legendariske EL-90 som toppunkt.

Han har haft 9 Yamaha keyboards startende med PSR-7000 i 1996.

Udover at spille til fester, er Flemming troubadour og foredragsholder.
Flemming har en bachelor i musik fra Aalborg Universitet og lever 100% af musikken.

Kommentarer fra læserne

Ole Vinther, 07-02-2016 01:57
Tak til forfatter til testen og tak til andre med kommentarer og løsningsforslag til mine tangent"problemer".
Nu vil jeg, ganske vist sent, men alligevel komme med en lille efterrationalisering.
Jeg fik endelig prøvet Tyros 5 og dens tangenter. Og Ja de er efter min bedste overbevisning blevet bedre end i før omtalte Tyros 2. Noget bedre endda. (Har dog ikke kunnet prøve velocity i et DAW program, men tror på hvad i andre siger, at det det er mig der fjumrede i opsætningen m. Cubase dengang:-)
Hvad de så har gjort hos. Yamaha ved jeg ikke, for tangenterne har jo den samme typebetegnelse FSX som T2 havde. Det kan jo også være jeg dengang jeg købte T2 fik en mandagsmodel, om dette nu findes hos Yamaha :-). Bare lige dette efterskrift for ikke at holde nogen fra at købe Tyros 5 af denne grund. Det er et super keyboard m. dejligt behagelige lyde (især i mix), og fantastiske artikuleringer, som gør musikken levende og instrumenterne troværdige. Nu mangler Yamaha så bare lige i det næste Tyros,( hvis den altså kommer til at hedde det. Motif er jo nu erstattet af Montage med helt ny processor i, og som det jeg har hørt på nettet ! lyder godt og ser godt ud...:-) :
Måske tager de nogle af finesserne med over i den ny Ny "Tyros":
A) Touch Display som på montage (og som min Roland G70-Der er 10 år gammel)
B) BALANCEREDE udgange i 24 bit, og gerne 8 ell. 16 audioudgange gennem USB, som Montage !!!
C) MIDI styring af DAW (Eksempelvis som i mit tilfælde Cubase) som i Montage !!!
D) Mindre chassis/ kasse. Den gamle er alt for dyb og lang. (Vægten er OK, som den er.

Hvis de kunne opfylde disse ønsker, så behøvede de såmænd ikke at pille så meget mere ved lyde og effekter.
Dog måtte de godt (nu der bliver plads til det, lægge nogle lyde i med RoundRobin, især på MidiTrommerne, men også gerne på guitarer og i det hele taget i de akustiske instrumenter. Og ikke mindst "pille lidt ved timingen: Lav LIDT"Humanizing" i de forskellige instrumenter. Der er jo ingen i hele verden der spiller så perfekt timing, som Tyros, eller andre keyboard for den sags skyld. Jeg har selv brugt et plugin til min Cubase, der hedder FranksMidi plugin. Hvor man kan gå ind og gøre disse "over"perfekte timingskoder og anslag mere menneskelige. Hvis i vidste hvad dette gør ved den færdige musik, så er jeg sikker på i ville holde med mig. Dette er jo selvfølgelig i MIDI sammenhæng dette foregår. Men det meste af Tyros er jo også MIDI koder og SysEx. Lige borstset altså fra de nye Audio trommer , som Flemming både, også gør opmærksom på i sin test er ufleksible. Du kan ikke gøre noget ved dem, og så når Yamaha samtidig ligger percussion instrumenter på samme spor, så kommer det til at virke irriterende i længden (selv om det lyder godt, lige nu og her)
Ville også ønske de ville lægge en Tromme mixer ind, som i den nye Korg Pa 4X.
Dette var lige mine 5cents for nu. Man følger jo lidt med i hvad de finder på, selv om jeg må indrømme, at jeg stadig har min Roland G70, med supertangenterne. Var jeg nu en farende musiker, havde jeg nok købt en Tyros 5 for længst. Men nu venter jeg altså og ser hvor meget Yamaha fører med over i den nye "Tyros 6 ??"
Flemming Både Jensen, 19-02-2015 18:32
Hej Ole. Tak for dit indlæg. Jeg synes faktisk at Tyros har et fint keyboard, i dagligdagen nem at styre dynamsik. Men det er ANDERLEDES end Korg, Roland, Nord og alle andre - det er rigtigt. Jeg mener dog at det mest er en vanesag om man kan lide det ene eller det andet. Jeg tror ikke du skal regne med at Yamaha kommer med et modul, hele serien er kort og godt bygget itl hjemmebrug - desværre! Dine problemer omkring velocity er jeg ret sikker på ikke ligger i keyboardet, jeg sender både midi ud og ind af Tyros med 1-127 i anslag. Der må ligge et eller andet i opsætningen mellem keyboardet og Cubase.
Jeg synes anslaget og tangenterne er blevet noget bedre siden Tyros 2, men om det ligger i bedre styring af lydene eller en fysisk forbedring har jeg ikke ide om.
Iøvrigt er Yamaha kommet med en gratis style og ekstra trommesæt pakke til dem, der har installeret ekstra hukommelse i Tyros 5. Den rykker voldsom - især for os der spiller dansemusik på scenen.
Jeg håber du kunne bruge det til noget Ole.
Nils Harbo, 18-02-2015 12:50
Hej Ole!
Tak for dine kommentarer og spørgsmål. Ikke bare Roland, men også Yamaha og Korg ser ud til at have nedprioriteret den del af sortimentet, der hedder arrangerkeyboards. På NAMM 2015 havde Korg en nyhed på workstationsområdet, kaldet Korg KROSS. Ellers er det nyeste deres PA300, der bl.a. fik nye lyde m.v. i 2014.
http://www.korg.com/au/products/synthesizers/pa300/

PS: Det er muligt, at der er noget galt i dit setup (eller i Cubase-indstillinger), da alle keyboards normalt kan sende velocity fra 1-128, der er en fast del af MIDI-standarden.
Torben Kruse, 16-02-2015 08:52
Både Yamaha og Raland kommer på musikernes netværksdag i Vejle, den 8. marts. Her kan man komme og få en snak med både dem og andre gode kollegaer om netop dette emne. Gratis tilmelding - og vind i øvrigt et gavekort på 5.000 kroner - læs mere her http://www.dmf.dk/aktuelt/saaerderfest/
Ole Vinther, 16-02-2015 02:00
Tak til Flemming Både for et fint, ærligt og opjektivt review af Tyros 5.
Jeg har ikke selv haft Tyros siden 2'eren. Jeg var ikke tilfreds med tangenterne,og skiftede til en Roland (igen) nemlig G70. Jeg kan godt høre at mange lyde, rytmer oma. ikke kan sammenlignes m. Tyros, men det er da irriterende, at have så dejlige (naturlige) lyde/ artikuleringer og rytmer og så ikke at kunne få et ordentligt (efter min mening) tastatur at betjene det med. Kunne Yamaha ikke overtales til at lave noget så usædvanligt som et modul ligesom feks. Ketron har gjort. Det kunne vel også skære lidt af (igen efter min mening overprisen) Jeg bruger Cubase i mit hjemmestudie og her kan jeg underbygge min påstand om at tastaturet ikke er professionel. Man kan ikke (om så man bruger en hammer, presse velocity over 64, hvor andre keyboard og synths, heriblandt mit G70 ta'r hele MIDI skalaen op til 128. Tastaturet er efter min mening det vigtigste for en keyboard spiller.
Jeg håber KORG snart kommer m. et PA 4? der kan give Tyros lidt konkurrence. Roland har da vist opgiver ævred hvad dette angår, har de ikke? Har nogen erfaring med om tangenterne siden Tyros 2 har forandret sig til det bedre?

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.